Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Muslimske Mersedeh lærte Jesus at kende

Og måtte flygte ud af Iran sammen med sin mand.

Muslimske Mersedeh lærte Jesus at kende

”Agenterne smed mig ud af bilen på et stykke ufærdigt motorvej udenfor byen. Jeg blødte fra mine mange sår og anede ikke, hvor jeg var, eller hvordan jeg kom hjem. Jeg havde ikke set Mersedeh* i timevis, men heldigvis kom der en bil, der gav mig et lift hjem. Da jeg kom hjem, samlede jeg de vigtigste ting, fandt Mersedeh og kørte hen til en ven, hvor vi gemte os, indtil vi flygtede ud af landet en uge efter,” fortæller Nima*, mens han viser mig sine ar.  

Søvnen kommer stadig ikke let til ham, men Mersedeh og Nima har holdt fast i troen gennem forfølgelsen og de hårde tider. Nima er vokset op i en kristen familie, mens Mersedeh blev kristen efter de to blev gift.  

Mersedeh og hendes familie var muslimer, men de kom kun sjældent i moskeen. Faderen var den eneste i familien, der bad Namaz – de fem daglige bønner, familiens piger havde hijab på, når de forlod hjemmet, og de fastede også under Ramadan. Ellers var Islam primært en kulturel ting, der bandt Mersedehs familie sammen med deres naboer og landsmænd i Iran. 

”Far bad Namaz, fordi han var bange for døden og ville gøre regnskabet på dommens dag bedre for ham selv. Men det gav ham også en ro at bede, så da han og min mor blev skilt, søgte jeg bønnen for at blive beroliget. Det var så hårdt at se far forlade os og tage mine to brødre med. De tog afstand til mig og min mor, men jeg prøvede at tilgive dem i mine bønner til Gud. Det gav mig ro, og når jeg havde bedt, så var jeg et helt andet menneske dagen efter. Jeg lænede mig op ad Gud og støttede mig til ham i mine teenageår,” fortæller Mersedeh om ungdomsårene, hvor moren forsørgede hende som enlig mor.  

”Den muslimske kultur i Iran siger, at der skal være en mand i familien, så at være enlig mor er ikke nemt, og min mor har haft det hårdt. Da jeg kom op i 20’erne og skulle til at lede efter en mand, bad jeg til Gud om at få en troende mand.” 

Der kom en muslimsk mand forbi huset og ville tale om et ægteskab med Mersedeh. Men han ønskede en, der praktiserede Islam mere, end hun gjorde, så Mersedeh og hendes mor afviste ham. Men Mersedeh havde en ven – Nima – og selvom han var kristen, så var han en god, troende mand. Så da han kom forbi og bad om Mersedehs hånd, sagde de ja, og nogle måneder senere blev Mersedeh og Nima gift.  

”Jeg vidste godt, at Nima var kristen, men ærligt talt, så tænkte jeg, at Islam og kristendommen lignede hinanden så meget, at det ikke gjorde den store forskel. Bare Nima var en troende mand. Men jeg skulle blive klogere – for jeg lærte Jesus at kende.” 

På regeringskontoret, hvor Nima og Mersedeh skulle vies, blev Nima nødt til at sige, at han var muslim for at undgå at komme i problemer for at blive gift med Mersedeh.  

”Det er ikke fedt at skulle gøre, men det var sådan, det var,” fortæller Nima, hvis familie for et par generationer siden kom til Iran og bragte troen med sig. De kom i en lokal, officiel godkendt kirke, men her kunne Mersedeh ikke komme, fordi kirken ikke var åben for konvertitter. Jævnligt kom regeringen og førte opsyn med menigheden, og hvis de fandt en muslim, så risikerede kirken store problemer og måske endda at blive lukket. Derfor måtte Mersedeh lære om Jesus hos sin svigerfamilie.  


“Jesus er forskellen. Han forandrede mit liv” – Mersedeh


”Jeg kunne mærke, at der var noget anderledes ved Nimas familie. Der er mange rare og gode mennesker i Iran – muslimer som kristne – men der var noget særligt over Nimas familie. De forventede ikke at få noget igen for deres gode gerninger i modsætning til mange af de muslimerne, som jeg kendte. Der var noget særligt i deres familie, så jeg blev nysgerrig og måtte lære at kende ham, de troede på. Så før vores bryllup tog jeg til en uges kristendomskursus udenfor Iran. Her lærte jeg Jesus at kende og fandt ud af, at kristendommen og islam slet ikke er det samme. Jesus er forskellen. Han forandrede mit liv,” fortæller Mersedeh glædestrålende. 

Da hun kom tilbage til Iran, fik hun en lokal kristen som lærer. Hun skulle opdrage Mersedeh i troen og lære hende mere om, hvem Jesus var. Mersedeh læste Bibelen med hende og kunne stille alle de spørgsmål, hun havde. 

”Sammen med hende opdagede jeg, at Jesus virkelig var Gud. Dér forvandlede Jesus mig. Men jeg kunne stadig ikke komme i kirke. Jeg kan huske, at den første jul, hvor jeg var kristen, blev vi afvist i døren til kirken. De kunne ikke risikere at tage imod konvertitter. Jeg havde sådan glædet mig til at komme i kirke, og det var et hårdt slag for mig. Men hvis de havde lukket mig ind, så havde de risikeret en straf eller lukning, så jeg kan også godt forstå, at det er et svært valg.” 

Efter afvisningen startede Mersedeh og Nima en husmenighed i deres hjem. Det var venner og familie, der kom, og nye medlemmer fik først lov til at komme med til gudstjeneste efter flere samtaler, så de var sikre på, at det ikke var regeringsagenter, der ville infiltrere menigheden.  

”Vi var altid nervøse, når vi sad til gudstjeneste, for hvert øjeblik kunne politiet vælte ind og lukke menigheden. Vi tog selvfølgelig vores forholdsregler og sørgede for, at folk ikke kom på samme tid, at vi ikke sang så højt, så vi forstyrrede naboer og så videre. Efterretningstjenesten ledte efter os, og vi forsøgte at undgå at blive fanget af dem,” fortæller Nima, der var en af menighedens ledere.  


Der væltede en håndfuld mænd ud af bil, gav mig bind for øjnene, bagbandt mig og kastede mig ind i bilen – Nima


På trods af alle forholdsreglerne gik det alligevel galt en dag. Nima var på vej hjem fra arbejde, men han nåede aldrig hjem til huset. På vejen holdt en sort bil med tonede ruder.  

”Der væltede en håndfuld mænd ud af bil, gav mig bind for øjnene, bagbandt mig og kastede mig ind i bilen. Hele vejen i bilen bankede de mig. De råbte mig ind i hovedet, og jeg var så chokeret, at jeg slet ikke kunne tænke. Jeg vidste ikke, hvor jeg blev kørt hen, men måske var det et fængsel, en politistation eller et hemmeligt sted for efterretningstjenesten. Jeg kunne høre, at der var mange, der råbte, skreg og larmede, men jeg havde bind for øjnene og kunne ikke se noget. Jeg blev stadig slået, og selvom de holdt få pauser, så kom de hele tiden igen for at banke mig. De første timer blev jeg ikke spurgt om noget, men agenterne sagde bare, at jeg var kristen og fortsatte med at slå. Jeg blev beskyldt for at være en spion for Israel og en missionær i Iran, der ville snyde folk til at blive kristne. Jeg nægtede at være spion, løgner eller missionær, men det gjorde ingen forskel. De påstod, at de havde film og billeder af mig, og fortsatte med at banke mig. Til sidst tvang de mig til at skrive under på tre stykker hvidt papir. Jeg skrev under, og så kunne de jo selv udfylde anklagen bagefter,” fortæller Nima, der stadig kan høre råbene fra fængslet og mærke arrene på sin krop. 

Da Nima var genforenet med Mersedeh, flygtede de straks ud af Iran, og de har nu fundet et trygt hjem i vesten. Men de har stadig kærlighed til Jesus og til det iranske folk. 


Det at kende Jesus har været al forfølgelsen værd.


”Det er hårdt, at jeg har en veninde i Iran, der tror, men som jeg ikke kan være fysisk sammen med. Vi fik ikke sagt farvel, fordi vi flygtede så hurtigt. Heldigvis kan vi kommunikere over nettet med vores venner og familie, og gennem det forsøge at udbrede evangeliet. Der er så mange folk, der gerne vil høre om Jesus og lære ham bedre at kende. Min bror og mor er kommet til tro, og de er jo bare nogle få ud af mange. Men på grund af situationen i Iran, så er det svært for muslimer at lære Jesus at kende som andet end bare profeten Jesus. Og de, der har lært Jesus at kende som deres frelser, har svært ved at finde ledere til menighederne, fordi lederne arresteres og forfølges. Jeg beder for, at folk i Iran og resten af verden lærer Jesus at kende. Det er det vigtigste, der er sket i mit liv, og det at kende Jesus har været al forfølgelsen værd. Jeg savner min familie, jeg har mistet mit liv i Iran, og mit nye liv er ikke problemfrit, men det betyder ikke noget, for jeg kender Jesus,” fortæller Mersedeh, mens Nima supplerer:  

”Der er kun én sand Gud, og det er hans søn, der frelser. Jesus siger, jeg har givet alt for dig, og jeg er med dig, når du møder problemer for mit navns skyld. Så selvom jeg stadig kæmper med arrene efter torturen, så er jeg på en underlig måde glad for det – for det er på grund af Jesus. Og han er det hele værd.” 

*Navnene er ændret af sikkerhedshensyn 

Støt nu