Irak

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Meyan blev sexmishandlet af Islamisk Stat

Men gennem syuddannelse og troen på Jesus blev traumerne bearbejdet

Af Samuel

Del artikel

Billede: Meyan oplevede, at syningen ikke blot var hyggelig, men også næsten terapeutisk (billedet viser af sikkerhedshensyn ikke Meyan). 

Meyan (navn ændret af sikkerhedshensyn, red) er en kvinde midt i tyverne. Hun er yazidi – et kurdisk mindretal i det nordlige Irak, som er blevet undertrykt i århundreder. Meyan voksede op i det bjergrige område Sinjar, og da hun var tyve år gammel, giftede hun sig med Ajar (navn ændret af sikkerhedshensyn, red.). 

De boede nær byen Tel Azir (navn ændret af sikkerhedshensyn, red) med deres tre børn: en pige på 4 år, en dreng på 2 år og en pige på 1 år. Islamisk Stat ser yazidierne som vantro, så da de indtog områderne ved Sinjar og kom til Meyans landsby, flygtede hun og hendes familie op i bjergene, men de blev snart efter taget til fange.

Billede: Islamisk Stat solgte Meyan til en mand, som en dag halshuggede en mand foran hende og børnene, fordi han var anklaget for at være spion (Billede fra artiklen The ‘futurist’ aesthetics of ISIS). 

Islamisk Stat delte familierne op i mænd og kvinder, og alle børn over seks år blev trænet i at bruge våben og kæmpe. De udvalgte de smukkeste af de unge kvinder, og en af dem tog Meyan med til sit hjem, mens en anden tog deres ældste datter og gav hende til en familie, der ikke selv havde børn. 

Meyan græd og skreg efter sin datter, men de tævede hende til hun besvimede. Så låste de hende inde sammen med de to yngste børn i en ISIS-lejr og lod dem sulte. De solgte hende derefter til en anden mand i området, og en dag halshuggede han en mand foran hende og børnene, fordi han var anklaget for at være spion. Meyan blev solgt og mishandlet adskillige gange på grund af sin skønhed. Andre kvinder fortæller lignende historier om voldtægt, slavearbejde og tvangsægteskaber. Unge kvinder som Meyan blev ofte givet til IS-krigere som hustruer, eller de blev solgt som slaver for ned til 100 dollar. På et tidspunkt var Meyan og hendes børn til stede, mens IS-soldater smed en mand ned fra taget af en bygning. Han var død på stedet, men mindet om det brændte sig ind i dem. Til sidst blev Meyan og hendes to børn befriet, da amerikanske tropper indtog området, men hun har ikke set sin mand eller ældste datter igen, efter at de blev adskilt fra hinanden.

Indre sår heles langsomt

Meyan og hendes børn opholdt sig i flere forskellige flygtningelejre indtil de endelig kunne flytte ind hos nogle slægtninge. Selvom de fysiske tegn på sult og mishandling efterhånden forsvandt, tog det meget længere tid for de psykiske og åndelige sår at hele. Nogle af de mange udfordringer, som Meyan oplevede, var en følelse af isolation, hjælpeløshed og mangel på mening med livet. 

Gennem en slægtning fik Meyan mulighed for at deltage i et sykursus. Hun nød at lære noget nyt og at fremstille noget håndgribeligt, såsom tøj til sine børn. Hun nød også godt af det nye fællesskab med de andre kvinder, som også i mange tilfælde havde været ude for noget lignende. Lidt efter lidt begyndte hun at åbne sig i dette trygge lille fællesskab. Meyan oplevede, at syningen ikke blot var hyggelig, men også næsten terapeutisk. Det gav hende noget konkret at tage sig til i stedet for blot at føle sig hjælpeløs, og det gav hende en ny følelse af formål med livet. I løbet af kurset hørte hun også om Evangeliet og betragtede de kvinder, der fulgte Jesus. Det virkede som om, de havde en særlig fred og en følelse af et formål med livet, som hun længtes efter. Da hun blev spurgt om sin oplevelse med sykurset, fortalte Meyan: ”Jeg føler en fred og en glæde som aldrig før. Jesus gav sig selv for mig! Jeg har et formål, og jeg har værdi. Jeg eksisterer ikke kun for, at andre kan købe og sælge mig og udnytte mig. Jeg har et formål, fordi Jesus siger, at jeg har det. Han elsker mig! Sykurset har hjulpet mig til at opdage et nyt liv”.

Jesus gav sig selv for mig! Jeg har værdi. Jeg eksisterer ikke kun for, at andre kan købe og sælge mig – Meyan 

Gennem uddannelse, som her i syprojektet, udvikler kvinder i alle aldre vigtige færdigheder i at sy tøj og andre ting til deres familier og venner. Nogle af dem arbejder videre med det og producerer tøj, de kan sælge og derved få en indtægt til deres familier. Gennem oplevelserne på sykurset får de også en fornyet følelse af samhørighed og formål i livet og får mulighed for at høre og reagere på Evangeliet. Gennem sit liv og tjeneste gav Jesus både kvinder og mænd en følelse af værdighed og formål. Gennem uddannelse kan vi bidrage til, at kvinder kan opdage alt det, Jesus har gjort for dem, og til at de kan opleve, at de har værdi og har et formål.

Hjertelig tak til alle som beder for de forfulgte kristne – og deres arbejde for at hjælpe og vise omsorg til udsatte i deres lokalsamfund.

Støt