Af alle steder spiste jeg frokost med Norine og Andrew Brunson på restaurant Miklagaard i København. Miklagaard var det navn, vikingerne brugte om Konstantinopel, som Istanbul hed i sin byzantinske (kristn
e) periode.
Før medierne dækkede Tyrkiets fængsling af præsten Andrew Brunson, opfordrede Dansk Europamission til forbøn for ham. Desuden sendte danskere gennem Dansk Europamission flere hundrede appelbreve til det tyrkiske indenrigsministerium med anmodning om, at Andrew blev løsladt.
Brunson takker hjerteligt for denne støtte
Andrew siger: ”Vi ønsker at takke Dansk Europamissions støtter og alle andre, der har bedt for os. Jeg havde bestemt brug for jeres forbøn. Den hjalp med at holde mig oppe i fængslet, så jeg er meget taknemmelig. Jeg vil også, at I skal vide, at jeres bønner hjalp mig ud af Tyrkiet, men Gud gjorde noget langt større end dette – han brugte mig nemlig som en magnet, der tiltrak bøn for denne region. En dag vil I se, at I var involveret i noget langt større end at få mig ud af fængslet. Gud vil bruge dette til at bringe høst.”
Norine tilføjer: ”I skal vide, hvor taknemmelige vi er. Vi ville ønske, vi kunne takke jer alle ansigt til ansigt, men dette er det bedste, vi kan gøre, så hvis vi møder dig, så hils på os, fortæl at du bad,og vi vil give dig et knus og takke dig.”
Oplevede du Guds mærkbare nærvær i fængslet?
”For nogle år siden ændrede Norines og min tjeneste sig, da vi begyndte at opleve mere af Guds nærvær. Jeg tørstede efter hans herlighed, og vi oplevede mirakler, og at Herren åbenbarede sig for os. Vi jagede Gud for at finde hans nærvær. Vi ønskede at høre hans røst. At kende hans nærvær. Vi lavede menighedsplantning. Vi havde et bønnehus, men det eneste fokus var at være nær ved ham.
Nogle har sagt til mig: Andrew, Gud elsker dig så meget, at han sendte dig i fængsel i 2 år, så det bare var dig og ham. Bare jer to sammen. Det lyder rigtigt skønt, bare mig og ham. Lad mig fortælle dig, hvad der i virkeligheden skete.
Først kom jeg i isolationsfængsel, og jeg var bange. Jeg vidste, at der var en stærk åndsmagt, der holdt mig der, og jeg vidste ikke, hvornår jeg blev løsladt. Jeg var alene, låst inde i et rum. Ingen bøger, ingen papir eller blyant. Det var kun mig og en seng. I den første uge i isolation, fornemmede jeg faktisk Guds nærvær. Jeg var meget bange, men jeg søgte trøst i, at Herren var mig nær. Jeg tænkte, at jeg måske skulle skrive en bog med titlen: Nærvær – det grundlæggende behov.
Efter et par dage mistede jeg fuldstændig fornemmelsen af Guds nærvær. Han blev tavs og forblev tavs i to år. Jeg kunne ikke fatte det.”
Hvordan oplevede du det?
”Jeg var desperat efter hans nærvær, men jeg kunne ikke fornemme ham. Så jeg råbte til Gud i min længsel, men det var som at tale til en mur. Jeg følte mig fuldstændig forladt. ”
Sad i fængsel med 20 stærkt troende muslimer
I de to år, hvor Andrew Brunsen var fængslet, sad han længe i en celle i et højsikkerhedsfængsel. Her var han indespærret sammen med 20 muslimske medfanger. De bad og reciterede Koranen på skift og opmuntrede hinanden til at bede.
”Jeg savnede at være sammen med blot én kristen. De forstod ikke min lidelse, tvivl og spørgsmål. Grunden til, at de ikke kunne forstå det, var fordi jeg har en anden forventning til Gud. Gud beskriver sig selv som en far. Det gør mig til hans søn. Han beskriver sig også som en jaloux ægtemand, og jeg er genstand for hans passion og kærlighed. Men hvilken far er tavs, når hans søn kalder på hjælp? Så jeg kunne ikke forstå afstanden, og jeg kunne ikke forstå tavsheden fra ham, der elskede mig.”
Havde du en bibel i fængslet?
”Det var en kamp at få en bibel, og der gik adskillige måneder, før jeg fik en bibel.”
Norine, hvordan gik dit liv videre?
“Andrew var min højeste prioritet. Jeg mobiliserede forbøn, forsøgte at få ham fri ad diplomatiske kanaler og undersøgte, hvordan jeg kunne opmuntre ham. Vores børn var langt borte fra os, hvilket var hårdt”, erindrer Norine med et alvorligt ansigtsudtryk.
Andrew indskyder: ”vi fik lov til at mødes hver anden måned, i 35 minutter ad gangen, adskilt af glas. Hun var den eneste, der lyttede til mig, talte sandhed til mig og korrigerede mig.”
Så bag enhver stærk mand, er der en endnu stærkere kvinde?
”Ja, hun er en løvinde,” siger Andrew med et smil.
Hvor fandt du din kraft, Norine?
“Nogle gange havde jeg kræfter til mere, nogle gange mindre. Vi havde en kirke, der omsluttede os med bøn, så jeg var ikke alene. Jeg måtte erkende, at der var grænser for, hvad jeg kunne nå. Om morgenen bad jeg: Hjælp miggennem denne dag. Jeg brugte meget tid i Guds nærvær, både i bøn og i stilhed. Jeg spurgte, hvordan kan jeg hjælpe Andrew, når jeg selv er mismodig?”
Hvordan var det at være sammen igen som ægtepar efter løsladelsen?
”Det har faktisk været let, men jeg har nogle traumer fra tiden, som jeg skal have bearbejdet. Det har gjort mig lidt sværere at leve sammen med på nogle områder,” fortæller Andrew. ”Men det er skønt at være sammen igen. Hun bar mig gennem fængselsopholdet, så intimiteten fortsatte, selvom vi var adskilt. Eksempelvis læste vi de samme tekster i Bibelen, mens jeg var i fængsel”.
Norine tilføjer: ”Selvom han har ændret sig, så er der faktisk nogle ting, jeg sætter større pris på ved Andrew nu end før. Du er nok blevet mere medfølende med mennesker, der kæmper,” siger hun,mens hun sender et kærligt blik til sin ægtemand. ”Før var jeg en projektperson, der tænkte på, hvad prisen var ved tjenesten,” fortæller Andrew ”Jeg er nu blevet sønderbrudt, har set min svaghed og forstår, hvis mennesker kan være bange. Jeg vil stadig sige, at vi skal være villige til at lide, men måske sige det mere mildt.”
Var det værst om natten?
”Jeg havde dæmoniske mareridt om natten, men dagen var også hård, da jeg ikke havde noget at lave. Der var ingen bøger. Jeg var bange for at blive sindssyg. Der var tidspunkter, hvor jeg gled ind i sindssygdom, men hev mig selv tilbage. Jeg overvejede selvmord, så jeg var sikker på, at jeg ikke mistede min tro under psykisk sygdom. Jeg huskede, Jesus sagde: riv dit øje ud, hvis det forarger dig. Det er bedre at komme i himlen enøjet. Ud fra denne fejlagtige tankegang tænkte jeg, at det ville være bedre at komme i himlen.”
Det er interessant, du ikke kun taler om det, du oplevede under fængslingen som forfølgelse, men også som en prøvelse alle kan opleve?
”Ja, nogle oplever lignede prøvelser, men ikke i en
forfølgelseskontekst. Omstændighederne for vores prøvelser kan være forskellige, men de ting, der prøves i vores hjerte, er de samme – for menneskers hjerter er de samme. Jeg lægger vægt på, at din prøvelse er nok for dig, mere end nok til at slå dig omkuld. Det giver ikke mening at sammenligne prøvelser, undtagen for at opmuntre andre og fortælle, at nogen er kommet igennem dem.”
Har du set sider af Gud, du ikke har set før?
”Før havde jeg ikke set Gud gøre noget meget stort og mirakuløst. Jeg havde set helbredelser, men ikke at han faktisk gør noget meget stort. At han startede en verdensomspændende bønnebevægelse, at præsidenter talte om min sag. I et blad blev der skrevet, at jeg var den dyreste fange i verden, da børsen i Istanbul tabte 40 milliarder dollars i værdi (på grund af USA’s sanktioner, red.). Jeg sagde: Gud, du har virkelig gjort noget stort. Jeg er blevet overrasket over, hvor uforudsigelig Gud er.”
”Jeg tænkte, jeg var sejlivet, men udfordringerne i fængslet overgik min styrke”
”Min dybeste sorg var at blive skilt fra min kone, som er min nærmeste ven, og at være skilt fra mine børn. Jeg frygtede, at jeg aldrig fik dem at se igen. Jeg græd bitterligt.
Jeg græd mere i de to år, end jeg havde gjort i de foregående 48. Men min troskrise var ikke at blive forfulgt; det var at føle sig forladt. Jeg var så udslidt og træt af at kæmpe. Jeg ville gerne i himlen. Hellere være i himlen end at være i et tyrkisk fængsel. Så jeg råbte til Gud og beklagede mig: Nu hvor jeg går i dødens dal. Nu i min desperation. Når det er allermørkest i mit liv. Gud lad mig minde dig om, at det er for Jesus, at jeg lider.
Jeg troede, jeg var sejlivet. Jeg var en erfaren missionær. Jeg har plantet mange menigheder, hvilketdu ikke gør, hvis du vil være populær i de muslimske lande. Jeg var blevet beskudt. Jeg har arbejdet med flygtninge i krigszoner, men udfordringerne i fængslet overgik min styrke.”
Hvad lærte du i fængslet?
”Jeg var svag og nedbrudt, og uden hans nåde var jeg aldrig kommet igennem det, men selv i min sværeste tid, hvor jeg følte mig svigtet, alene og hvor Gud var tavs, så var mit råb: Jeg elsker dig Jesus. Det er kostbart. Kostbart for Herren. I fængslet fandt jeg ud af, at det vigtigste ikke er at fornemme Guds nærvær. Misforstå mig ikke! Jeg ønsker stadig Guds nærvær, og jeg opsøger ham stadig. Det dybeste behov for mig var den enkle overgivelse, den simple trofasthed, den enkle kærlighed.
De biografier, jeg havde læst om kristne samvittighedsfanger, forberedte mig slet ikke på det her. Jeg havde et lyserødt billede af, hvad det vil sige at blive forfulgt for Kristi skyld. Jeg havde læst om dem, der havde været fængslet og haft møder med Jesus, eller hvor engle kom og styrkede dem. Det ønskede jeg virkelig. Jeg tiggede og bad om det hver dag, men det skete ikke.
Hvad jeg har hørt, efter jeg kom ud af fængslet, er, at mange har en oplevelse, der minder om min. At mange, der er fængslet for Jesu skyld, har samme oplevelse som mig. Engang imellem var der måske lidt lys, men det var sjældent.
Vi ved jo, han er der, for han har sagt, at han aldrig vil svigte os eller forlade os. Men hvis han er nærværende, hvorfor må jeg så ikke fornemme hans nærvær? Hvor er trøsten? Hvor er de omsluttende arme?”
Gud havde et spørgsmål til mig
”Jeg var så fokuseret på mine egne spørgsmål, at de opslugte mig, men Gud havde også et spørgsmål til mig: Andrew, vil du blive fornærmet, eller vil du fortsat elske mig? Vil du stadig hengive dit hjerte til mig? Vil du bestå prøven? Gud prøver sine sønner og døtre. Jeg siger ikke, at Gud forårsager ondskab, for han er ikke ude efter at få ram på os, og han er ikke kilden til voreslidelser. Men han bruger lidelserne til at prøve os, og det er rigtigt, at han giver svære opgaver til sine børn. De kan være smertefulde, for de kan nemlig strække os, udover det vi troede, vi kunne og ud over det, vi forventede. Prøv at tænke på de personer, du ser mest op til i Bibelen. Paulus, Davidog Daniel. Det er nogle af Bibelens helte. Jeg vil nævne Moses, Abraham, Josef og David. Prøv ogtænk på, hvad de har været igennem. De var gennem hårde tider, og de var Guds venner. Se hvordan han alligevel behandler dem. Alle Guds venner gik gennem en prøvelsestid, og her oplevede de, at svarene kom forsinket, og at de følte sig svigtet og oplevede Guds tavshed. I den prøvetid vidste Gud godt, at de ville kæmpe, og at det ville blive en svær tid. Men han gjorde det alligevel, og de kom igennem det, forblev trofaste og blev ikke fornærmede. De kom ud af det som lutrede. Og måske er det faktisk derfor, de var venner med Gud.
Mange går gennem prøvelsens dal, og hvis du aldrig har været der, så vil du komme dertil. Nogle gange tænker vi, at vi er meget triumferende. Vi er sejrende. Jeg har Helligånden, så selvfølgelig klarer jeg mig gennem det hele. Men ikke alle klarer sig igennem, for prøvelsens dal er fyldt med døde knogler og skeletter. Det er knogler fra de troende, som ikke bestod prøven. Ikke at de ikke kommer i himlen, for det er noget helt andet, men de stoppede i deres kald og tjeneste, og mistede det nære fællesskab, de havde med Gud. Så måske kommer de i himlen, men de er gået glip af de sejre, som Gud ville have, de skulle opleve. Der er et nærvær, et dybtgående venskab, som kun kommer gennem at blive prøvet. Uprøvet kærlighed, uprøvet hengivenhed, uprøvet loyalitet, er ikke påvist. Uprøvet kærlighed kan være meget ægte, oprigtig og inderlig, men den har ikke udstået prøvelser”.
”Jeg behøver ikke svar på mine spørgsmål for at have en relation med dig”
Jeg tvivlede meget og havde så mange spørgsmål, og jeg forestillede mig en lukket boks. Jeg sagde til Gud: Nu tager jeg min tvivl og mine spørgsmål og lægger det ned i boksen og låser den. Det er en højteknologisk boks, så den kan håndaflæse. Gud, den her boks kan kun du og jeg åbne. Jeg tager valget nu, og jeg vil ikke stille disse spørgsmål igen, men jeg vil lade dem være låst væk. Du kan åbne dem, hvis du vil, men jeg gør det ikke. Jeg behøver ikke svar på mine spørgsmål for at have en relation med dig.”