Jeg genlæste for nylig Mattæusevangeliet kapitel 25 og Jesu store lignelse om verdensdommen med fårene, der skilles fra bukkene. Jeg har længe syntes, at det var en ”bøvlet” lignelse med dens fokus på, hvad man har gjort og ikke gjort for de sultne, syge, fængslede etc. Den rummede en personlig anfægtelse for mig (alt det jeg ikke har gjort for de mindste…) og samtidig en teologisk: Hvordan hænger lignelsen sammen med de gode nyheder om, at vi retfærdiggøres ved tro og ikke gerninger? Man fristes til at lægge lignelsen lidt til side, eller benytte den i en reduceret udgave som motivation for at gøre godt for de udsatte.
Men Jesus har et andet sigte med lignelsen. Hans perspektiv er folkeslagene, ikke enkeltpersoner. Guds store plan er at kalde alle folkeslag ind i sit rige, men Han gør det ikke ved at sende hære ud med våben. Han sender sine små brødre og søstre ud, udrustet kun med ordet om riget og gør sig til ét med dem.
På den utrolige måde afgøres folkeslagenes skæbne: Vil de tage imod dem, som Jesus sender eller vil de afvise og mishandle? I det ligger en trøst til alle forfulgte kristne – deres liv vejer tungt på folkeslagenes vægtskål.
Jesus sender stadig sine disciple ud, og det er stadig sådan folkeslagenes skæbne afgøres. Den afgøres ikke af våben, alliancer eller vacciner, men af om de vil tage imod Jesus, når han kommer til dem.
Ruben Dalsgaard er generalsekretær i Dansk Oase
