Her den anden dag så jeg et billede for mig, som jeg har lyst til at dele med dig:
Jeg kommer ind i et stort mørkt rum. I rummet er der en masse døre. På hver dør står der, hvad der er på den anden side af døren. Jeg kan se, at et par af mine venners navne står på nogle af dørene. På andre står der arbejde, familie, Netflix, sport, sociale medier og generelt alle de ting, jeg laver i løbet af en dag. I midten af rummet er der en dør, hvorpå der står ”Jesus”.
Nu kan jeg frit vælge, hvilke døre, jeg har lyst til at banke på, men er døren til Jesus den første, jeg vælger?
Ved mange døre i rummet skal jeg stå og vente, før der bliver lukket op for mig. Ved Jesu dør bliver der altid lukket op med det samme, når jeg banker. På trods af det er den dør ikke mit førstevalg…
”Bank på, så vil døren blive lukket op for jer.” – Mattæusevangeliet 7:7
De forfulgte kristne er afhængige af at respondere på dette bibelvers. Afhængige af at banke på Jesu dør. Den kærlige og omsorgsfyldte omfavnelse, de får af Jesus, når han straks åbner døren, kan være livsnødvendig for de forfulgte kristne. Hvis en forfulgt kristen trådte ind i det fiktive rum, jeg beskrev, så var personen på en måde nødsaget til at banke på Jesu dør. Der kan være så mange usikkerheder og trængsler i deres tilværelse, at de er nødt til at sætte deres håb til Jesus.
Vi står ikke over for usikkerheder og trængsler på samme måde, så derfor er vi ikke lige så afhængige af at banke på Jesu dør, som de forfulgte kristne er.
Eller er vi det? Har vi lige så meget brug for at få et kærligt kram af Jesus, som de forfulgte kristne? Hvis ja, hvorfor banker vi så ikke på hans dør som det første?
For at komme til bunds i det spørgsmål, kan vi kigge ind i os selv, kigge på vores liv, kigge på de forfulgte kristnes liv, men allermest skal vi kigge på Jesus! Ham der altid står klar til at åbne døren for dig. Spørgsmålet, der nu står tilbage, er:
Hvilken dør vil du banke på i dag?
Benjamin Schultz Laursen er ansat som “giv et år” medarbejder i Dansk Europamission
