Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Angreb på kristne i Pakistan

Lørdag den 1. august ringede en pastor til mig og fortalte mig om, hvordan kristne, både fra hans egen og andre menigheder var blevet angrebet af muslimske horder, der havde brændt både mænd, kvinder og mindst to børn levende.

aamariam_346x248Med blot en måneds afstand er der sket to horrible, oprørende angreb på kristne i Pakistan, først i Kasur-området nær storbyen Lahore og nu sidst i småbyerne Gojra og Korian i nærheden af Faisalabad, begge steder i provinsen Punjab.

Begge steder har jeg tidligere besøgt som led i regelmæssig inspektion af Dansk Europamissions hjælpeprojekter i Pakistan.

Den grædende Mariam på billedet har gået på en af Dansk Europamissions syskoler

De to angreb på kristne ligner hinanden på den måde, at et helt kristent lokalsamfund bliver overfaldet og totalt ødelagt af rasende, fanatiske muslimer. Der gik som sagt kun en måned mellem de to angreb, men ved det seneste angreb blev det ikke kun ved materielle ødelæggelser og vold, hvor snesevis blev kvæstet. Foreløbig er der med sikkerhed syv, der døde umiddelbart i forbindelse med angrebet på det kristne kvarter i Gojra. Én mand, Hameed Masih, blev skudt, og resten blev brændt til døde, da pøbelen satte ild til de kristnes huse. En kvinde og hendes datter, Asia, der var elev på et af Dansk Europamissions sycentre, blev brændt til døde umiddelbart efter, at de havde været øjenvidner til drabet på Hameed Masih, hvis datter, Mariam, også er uddannet på samme sycenter. Billedet af hende grædende ved faderens kiste, er gået verden rundt.

Det første angreb, der fandt sted i distriktet Kasur nær Lahore, blev udløst af, at nogle kristne havde bedt en muslim om at flytte sit køretøj, som blokerede vejen. Det blev opfattet som en fornærmelse, at sådanne “sweepers” tillod sig at tiltale muslimer på den måde. “Sweepers” er folk tilhørende de laveste kaster, hvis plads i samfundet er at feje og holde rent, mens muslimer opfatter sig selv som højerestående væsener, som kristne skal bukke og skrabe for. De fleste kristne i Pakistan tilhører det laveste samfundslag.

Denne anmodning fra en enkelt kristen om ikke at blokere vejen blev altså besvaret med nærmest total ødelæggelse af et helt kristent lokalsamfund. Alt af værdi blev ødelagt eller stjålet.

I den seneste hændelse, der omfattede flere landsbysamfund nær byen Faisalabad, var der opstået et rygte om, at kristne havde vanhelliget Koranen. Dette blev altså gengældt med både ødelæggelse og mordbrand. Det er tvivlsomt, om de ansvarlige nogen sinde bliver fundet og dømt for deres forbrydelse. Som muslimer mener de ikke, at de har gjort noget forkert. De har blot forsvaret Koranens og deres profets ære.

I begge tilfælde har ekstremistiske muslimer spillet en hovedrolle, idet de bl.a. via opråb gennem den lokale moskés højttalere udslyngede deres falske anklager mod de kristne samt idet de opfordrede muslimerne til at angribe dem. Man må spørge sig selv, hvor i Koranen eller den islamiske tradition man finder noget, der retfærdiggør mordbrand på sagesløse som gengæld for forbrydelser, der end ikke er bevist.

Der er stort behov for forbøn, både for den nuværende regering i Pakistan, der fordømmer den slags angreb på kristne, og for de kristne i landet, der i stadig højere grad må leve med angst for, hvornår og hvor islamisterne næste gang vil slå til. I solidaritet med de kristne i Pakistan må vi stå sammen og protestere, bl.a. over at regeringen endnu ikke har taget skridt til at afskaffe den berygtede blasfemiparagraf i loven. Den bruges næsten udelukkende til at tyrannisere de kristne, og den fremmer et klima af mistænksomhed og disharmoni, hvor der er meget kort lunte til at muslimsk vrede eksploderer i voldsorgier mod den lille, nærmest forsvarsløse kristne minoritet.