For de fleste kvinder er menstruation regelmæssig, men for Gülcan, der led af polycystisk ovariesyndrom (pcos) var menstruation ikke en selvfølge – og sygdommen kunne blive en hindring for, at hun kunne få børn.
Jeg møder Gülcan i en kirke i Tyrkiet, som Dansk Europamissions forbedere og givere støtter i at træne ledere, plante kirker og dele Guds kærlighed med mennesker. Da min rejseledsager og jeg ankommer i kirken, er hun i færd med at dele Bibelens budskab med søgende tyrkere. Gülcan fortæller:
”Jeg var en meget konservativ muslim, og mine forældre er stadig meget konservative muslimer. De faster til ramadanen og beder fem gange om dagen. Jeg begyndte at læse Koranen, da jeg var otte år gammel og lærte som barn arabisk, men forstod det ikke. Jeg var meget dedikeret.”
”Da jeg gik i skole, blev jeg drillet meget. Måske fordi jeg som person var meget nysgerrig og udadvendt. Jeg blev endda slået og skubbet. Det påvirkede mig, og jeg spurgte, hvorfor Gud kunne tillade dette. Mor fortalte, at Allah var god. I Islam er børn uden synd, og det undrede mig, at andre børn drillede mig og ikke var gode.”
Da jeg gik i skole, blev jeg drillet meget. Måske fordi jeg som person er meget nysgerrig og udadvendt. Jeg blev endda slået og skubbet.
– Gulcan
Hvorfor svarer Allah ikke?
”Min far og mor gav mig bøger om islam. En titel var eksempelvis: Er Allah god, og hvorfor ser vi ikke Allah? I mellemtiden blev jeg drillet og kunne ikke acceptere mobberiet. Jeg spurgte hvorfor, men Allah svarer ikke, han taler ikke med folk.”
”Jeg begyndte at hade Allah og blev i begyndelsen af teenageårene interesseret i videnskab, evolutionsteori og filosofi. Jeg begyndte at stille spørgsmål ved Guds eksistens. Hvordan kan han være god, hvis verden er ond. Jeg kom frem til, at Gud ikke findes og ikke elsker mennesker. Mine forældre var chokerede, da jeg fortalte dem om min udvikling. Men de accepterede, hvad jeg sagde.”
”Som 15-årige hadede jeg islam. Jeg var meget ked af det og følte, at jeg ikke kunne elske andre. Jeg spurgte hele tiden ”Hvorfor?”. Som 16-årig forsøgte jeg for første gang selvmord. Selvmordsforsøgene fortsatte efterfølgende.”
Helt fri – men tom indeni
”Som 18-årig flyttede jeg hjemmefra og begyndte på universitet. Jeg boede for mig selv og var helt fri. Jeg ledte efter lykke og glæde, men følte mig tom. Jeg følte, at tomheden spiste mig indefra og dræbte mig. Jeg begyndte at misbruge alkohol og eksperimentere med stoffer. Jeg var følelsesløs, og hvis jeg følte noget, var det kun sorg. Jeg var selvmordstruet. Jeg var overbevist om, at jeg ville dø som 19-årig.”
Jeg følte, at tomheden spiste mig indefra og dræbte mig. Jeg begyndte at misbruge alkohol og eksperimentere med stoffer. Jeg var følelsesløs og hvis jeg følte noget var det kun sorg. Jeg var selvmordstruet.
– Gülcan
”Objektivt set burde jeg være lykkelig, da jeg havde penge, frihed, gode karakterer, mange venner og alt hvad jeg havde brug for – verdsligt set. Nok smilede jeg, men indeni græd jeg. Jeg drak og begyndte at drikke mere og mere.”
Læs mere om kirken i Tyrkiet her…
Gülcan drømte om natten om kirke
”Jeg havde mange drømme om kirke. Tyrkere tror på, at drømme er vigtige – at onde drømme er fra djævelen, og gode drømme kommer fra Gud. Og jeg begyndte at drømme om kirker. Fra helt lille havde jeg drømt om, at jeg ville være i kirke, synge og danse i en kirke, bygge en kirke og blive gift i en kirke. Da jeg fortalte min mor om disse drømme som barn, tog hun mig til moskeen, så en mullah kunne bede for mig – at disse drømme ville forsvinde. Jeg tænkte dog ofte på disse drømme, så jeg var mere nysgerrig på kristendommen end buddhisme. Jeg fik en bibel, men forstod den ikke. Jeg tog ind i en kirke. De kristne i kirken snakkede med mig, men de delte ikke evangeliet med mig.”
”Jeg kom senere i denne kirke, hvor vi nu sidder. Folkene fra kirken bad for mig, men jeg følte ingenting. Et år efter var jeg igen i området, og den aften skulle jeg til et danceparty, men havde ellers ikke noget jeg skulle. Jeg kom tilfældigvis forbi kirken. Min attitude var, at jeg var ateist, vidste det hele, jeg var meget egoistisk, men gik ind i kirken, ikke for at lære, men for at modbevise. Jeg tænkte, at hvis nogen tror på en højere kraft, er de dumme.”
”Jeg satte mig ned og stillede spørgsmål til skabelse og evolution. Jeg spurgte, om Gud er god eller ej. De svarede ud fra Bibelen. Jeg var overrasket over deres svar, da de ikke som andre sagde: Jeg mener dette, jeg mener hint. Folkene var meget frimodige, og jeg kunne se, at de virkelig mente, hvad de sagde.”
”Vi blev ved med at tale i fire timer. Jeg var til sidst den eneste, de talte med. Jeg lærte om, hvordan mennesket er født med synd, hvad meningen er med korset, og hvorfor Jesus opstod. Vi talte om evangeliet fra top til bund, det gav mening, men jeg følte ikke noget. Jeg sagde til dem: Det er logisk, men giver ikke mening. De sagde: ’Det må Gud vise dig’. De spurgte: ’Må vi gerne bede for dig’. Det de ikke vidste ikke var, at jeg ikke kunne få børn på grund af polycystisk ovariesyndrom. En kvinde bad: ’Gud vil du tale til hende på en måde, hun forstår, der overgår hendes logiske sans’. Efter bønnen ønskede jeg virkelig at føle noget, men følte intet. Jeg var virkelig ked af det og havde lyst til at have en nævekamp med Gud. Jeg var meget skuffet.”
Helligåndens mærkbare nærvær
”Kirken skulle til at lukke, så jeg gik på toilettet. Da jeg så på toiletpapiret, var det dækket med blod. I ni måneder havde jeg ikke haft menstruation.” Med et lille smil fortæller Gülcan min rejseledersager og mig: ”Nu er jeg jo kvinde og må fortælle, at menstruationer plejer at begynde med lidt blod, men toiletpapiret var helt dækket af blod. Jeg var så glad, det var så mærkeligt, så fredfyldt. Mit hjerte begyndte at banke som en væddeløbshest, og mine hænder og knæ rystede. Jeg kan slet ikke beskrive det. Helligånden kom i dette øjeblik og viste mig, at dette var en berøring fra Ham. Jeg begyndte at græde og vidste, at nu havde jeg fået svaret. Jeg kunne slet ikke gå ned af trappen og måtte holde fast i gelænderet. Jeg var meget chokeret. Det havde jeg aldrig mærket før. For første gang i mit liv havde jeg fået svar på bøn.”
”Folkene i kirken prøvede at berolige mig. ’Rolig, du er blevet helbredt. Du mærker Guds nærvær.’ Efter fem minutter i Helligåndens nærvær blev jeg overbevist om, at jeg var syndig. De inviterede mig til et kvindemøde tre dage efter. Jeg sagde ’Hvad, der er så lang tid til!’ Ok, jeg tog bussen og begyndte at bede. Jeg bad således: ’Jeg ved ikke, hvem du er, men jeg vil kende dig. Jeg vil ikke i helvede.’ Tre dage senere var der kvindefrokost, og til det møde tog jeg imod Jesus som min frelser. Lægerne er meget chokerede over, hvad der er sket, der er foretaget ultralydsscanning, og alt er ok.”
”Jeg ville egentlig ikke leve til jeg var 19 år, men Gud gav mig i sandhed et nyt liv. Jeg var som død, men nu lever jeg og er glad for det”, siger Gülcan med et smil. “Jeg er nu en del af kirken.”
Konflikt i familien på grund af Gülcans valg
”Jeg har delt min tro med familien, som ikke med det samme accepterede mit valg. Det var en turbulent tid, for jeg er meget tæt på min mor. Hun sagde, at min far ville afskrive mig som datter, men det accepterede jeg ikke. Ja, der står, at Jesus kommer mellem børn og forældre, men jeg accepterede det ikke. I kirken bad og fastede vi meget for situationen. Jeg sagde til mine forældre: ’I kan sige, hvad I vil, men jeg vil altid være jeres datter.’ Gud har virket i dem, deres hjerter er blevet bløde. De siger ikke længere, at jeg ikke skal gå i kirke, men de skal stadig vænne sig til det. Min far vil ikke tale om tro med mig, og min mor tror, jeg kommer tilbage. Men de kalder mig ’datter’.”
”Gud arbejder på mange måder. Gud virker i Tyrkiet. Der er blevet bedt meget, og jeg tror, vi nu er i en høsttid. En præst har sagt til mig, at jeg er frugten af mange bønner gennem mange år. Det er tid til vækkelse i Tyrkiet, og Gud forbereder os på denne tid.”
”Jeg er blevet døbt, det var så kraftfuldt. Min mor græd over, at jeg skulle døbes, og min far talte ikke til mig i en måned. Men jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev døbt og mærkede Guds nærvær. At blive døbt i Tyrkiet er et afgørende skridt. Venner og familie spørger: Er du døbt? Det betyder, at så har man virkelig valgt at blive kristen.”
Det er rørende at høre denne historie. Man fyldes over taknemmelighed over, hvad Gud gør i Tyrkiet, og at danskere gennem forbøn og økonomisk støtte er med i det.
Fakta: Hvor mange konvertitkristne er der i Tyrkiet?
Der er anslået 10.000 konvertitkristne i Tyrkiet. I mange år lå antallet stabilt på 4.500 konvertitkristne, hvor nogle blev kristne, mens andre faldt fra igen. I de senere år er antallet steget.
