Kirken Livets Lys i Poltava, ikke langt fra fronten, som Dansk Europamissions forbedere og givere støtter, bringer nødhjælp og omsorg udsatte. Det sker gennem kasser med mad, elektriske tæpper, der bringer varme, opladerstationer og gasflasker.
I poserne med mad er der eksempelvis kornprodukter (boghvede, hvede og mel) pasta, solsikkeolie og dåsemad (kyllingekød, sardiner i olie og bønner) te og småkager.
De elektriske tæpper hjælper ukrainere med at holde varmen, hvis der ikke er varme i deres lejligheder. De elektriske varmetæpper bruger ikke megen strøm og kan tilsluttes opladerstationer, som også uddeles, og generatorer, hvis der ingen strøm er i lejligheden. Uden varme kan der ellers komme usund fugt i lejligheder, men elektriske tæpper giver en behagelig søvn og forebygger sygdomme, der ellers kan opstå.
Et andet element i projektet er gasflasker, som kan bruges til at opvarme folks hjem, ligesom gassen kan give varme til at koge vand og lave mad. Gasflasker er en billigere og mere effektiv varmekilde end træ og kulkomfurer. Desuden kan gasflasker let genopfyldes på benzinstationer i Ukraine. En fordel er, at gasflaskerne kan bruges i huse, hvor der ikke er varme grundet russiske angreb.
Hjælpen uddeles i Dachnoe, Gornyak, Kurakhove, Konstantinovka og Novoselidivka i Donetsk-regionen, Dolgenkoe og Izyum i Kharkiv-regionen og Sukhorabovka i Poltava-regionen.
Nødhjælpsarbejdet udføres af kirken Livets Lys. Navnet henviser til, at Jesus er livets lys. Kirken blev startet som undergrundskirke i 1979 under kommunismen, hvor den var udsat for forfølgelse. Kirken formidler ikke kun nødhjælp, men opmuntrer også nødlidende ud fra Bibelen. Interesserede kan også få Johannesevangeliet og Det Nye Testamente.
Det koster 89 kr. at give én pose mad til udsatte, 239 kr. for ét elektrisk varmetæppe og 360 kr. for én gasflaske med topbrænder til madlavning.