Turkmenistan

Ikke-kategoriseret

Julesalmer forbudt!

Turkmenistans myndigheder forbyder kristne at “synge om Gud” Billedet viser Turkmenistans flotte hovedstad Ashgabat.

Af Redaktionen

Del artikel

Politibetjente og agenter fra det hemmelige politi MSS i Turkmenistan har foretaget en razzia mod medlemmer af pinsekirken ”Østens Lys” i byen Dashoghuz. Ved en af razziaerne var medlemmer af menigheden i gang med at øve sangene til gudstjenesten den følgende søndag. Myndighedspersonerne der udførte razziaen, sagde at ”det er forbudt at synge om Gud her.” Desuden blev religiøs litteratur, inklusive folks egne bibler, beslaglagt. Et af kirkens medlemmer blev truet med 15 dages fængsel og udvisning af landet – på trods af at han er turkmensk statsborger. Kirken blev truet med at miste sin statsregistrering, hvilket vil medføre at den bliver ulovlig. En embedsmand i statens kontor for religiøse anliggender, som også er imam, sagde til kirkens præst, Yuri Rozmetov, at den kristne tro er ”forkert” og pressede ham til at blive muslim.

Da nyhedsbureauet Forum 18 (som Dansk Europamission er medstifter af og involveret i ledelsen af) pr. telefon udbad sig en kommentar fra myndighederne, blev røret lagt på så snart de erfarede at det var Forum 18 der ringede.

Bødeniveauet gældende for straf for udøvelse af religionsfriheden er i øvrigt blevet forhøjet, både for personer og religiøse samfund. Det er ikke kun kristne der lider under statens tiltagende kontrol over det religiøse liv. Højst 188 muslimer får tilladelse til at deltage i den årlige pilgrimsfærd til Mekka – og antallet inkluderer medlemmer af det hemmelige politi.