Indien

Ikke-kategoriseret

Tv-serie om indiske kristne skal vises i den indiske delstat Karnataka

Karnataka er den delstat i Indien, der topper listen af overgreb på kristne. En tv-serie kan måske hjælpe til at nedbryde fordomme om kristne hos det hinduistiske flertal. Serien er på Karnatakas officielle sprog, kannada, og har fået titlen "Rabbi". Produceren af serien ønsker efter eget udsagn at "fremme harmonien i lokalsamfundet" ved at vise de daglige "udfordringer, som en kristen familie står overfor".

Af Redaktionen

Del artikel

Fra d. 11. februar vil serien, som er den første tv-serie om indiske kristne, blive vist i Karnataka på public service-kanalen Doordashan. For Edward Shamprasad, som er både instruktør og producer på serien, er meningen med serien, at den skal “fremme harmonien i lokalsamfundet” og vise de “udfordringer en kristen middelklasse-familie står overfor i hverdagen”. Serien produceres af Mytri Creations og vil blive sendt lørdag og søndag.

“Det er en udbredt opfattelse, at kristne overtager den vestlige levevis. Folk tror, at kristne ikke har andet i hovedet end fester, alkohol og sjov. Det er slet ikke sandt. De kristne følger de indiske skikke i alt, hvad de foretager sig, inklusiv fester og bryllupper. Igennem de forskellige afsnit af serien prøver vi at fjerne disse fordomme,” forklarer Shamprasad. Historien om Jesu liv vil også blive fortalt i løbet af serien.

Beslutningen om at vise “Rabbi” har stor betydning, fordi de lokale kristne ofte har været udsat for religiøs intolerance og voldelige forfølgelser. Staten er styret af partiet Bharatiya Janata, et nationalistisk hindu-parti, som har støttet forskellige hinduistiske grupper, der har stået for angreb på kristne, heriblandt  Rashtriya Swayamsevak Sangh (RSS), Viswa Hindu Parishad (VHP) og Bajrang Dal. Alle grupperne er medlem af den hinduistiske nationalistbevægelse Sangh Parivar. (Kilde: AsiaNews)