Der findes en del rapporter, der dokumenterer, analyserer og belyser den globale forfølgelse af kristne udført af stater og ikke-statslige aktører: Islamistiske regimer (fx Saudi Arabien og Iran), kommunistiske regimer (fx i Kina og Nordkorea), religiøs nationalisme (fx Indien, Sri Lanka) og sekulære regimer (fx de post-sovjetiske regimer i Centralasien).
Der findes dog ikke mange solide og valide rapporter om, hvordan forfulgte kristne responderer på forfølgelserne. Men det gør rapporten ”In Response to Persecution”, der udkom i 2017 – en systematisk global undersøgelse og interviews af forfulgte kristne i 25 lande, udført af 17 internationalt anerkendte forskere i 2014/15. Dens fokus er på, hvordan forfulgte kristne benytter sig af forskellige strategier, afhængigt af, hvilken samfundsmæssig kontekst de befinder sig i, og peger på tre forskellige strategier som respons på forfølgelsen:
Den mest reaktive strategi er overlevelsesstrategien (Survival 43%), hvor kristne (mest) fokuserer på at bevare deres liv og sikre kirkens vigtigste aktiviteter, enten ved at gå ”under jorden”, gennemføre deres kirkelige aktiviteter i hemmelighed, foretage kulturel tilpasning, udvise patriotisme i det offentlige rum, eller (sjældent dog) indgå i en taktisk alliance med regimet. Det sker fx i en del gamle – traditionelle – kirker i Mellemøsten for at sikre fortsat tilstedeværelse (fx i Syrien og Irak). Andre flygter, enten til et andet sted i det samme land, eller til et sted uden for landets grænser, hvilket betyder, at områder ofte tømmes – mere eller mindre – for kristen tilstedeværelse.
En mere proaktiv tilgang er associeringsstrategien (Association 38%), hvor kristne kan deltage i interreligiøse dialoger for at fremme fredelig sameksistens, samarbejde med andre kristne trossamfund, andre religioner, politiske partier og NGO’er og etablere koalitioner og partnerskaber inden for landets grænser og/eller samarbejde med kirker, ”advocacy-grupper” (fortalervirksomhed) og regeringer i andre lande. Andre engagerer sig i socialt arbejde som en måde at udleve deres tro på og en måde at vinde troværdighed og dermed bygge broer til fjendtlige aktører.
Den tredje strategi er konfrontationsstrategien (Confrontation 19%), hvor kristne offentligt udfordrer de regeringer og ikke-statslige aktører, der forfølger dem, for at tydeliggøre uretfærdigheden og mobilisere andre og på den måde modarbejde uretfærdighed.
Det er dén forskellighed af forfulgte kristne, Dansk Europamission skal forholde sig til. Vil du være med til at bede om visdom og ledelse for Dansk Europamissions ledelse, medarbejdere og partnere, så vi kan gå i ”beredte gerninger”, og bedst og klogest muligt agerer, så vi støtter den forfulgte kirke mest effektivt?