Ukraine

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Modtagere af nødhjælp i Ukraine: “Tak fordi I ikke svigter os”

Præsten Dmitry fortæller her hvad støtten fra Dansk Europamissions forbedere og givere betyder i det østlige Ukraine, ikke langt fra fronten.

Af Redaktionen

En sådan pose med 15 kilo mad betyder, at en familie har råd til i stedet at købe medicin, tøj, sko og internet til børnenes online-skole. Foto: Dansk Europamissions lokale samarbejdspartner.

Del artikel

”Hvordan oplever I situationen hos jer lige nu?” spørger jeg præsten Dmitry fra Poltava i det østlige Ukraine.

”Lige før lød luftalarmen for anden gang i dag, fordi droner angriber her i området. Det er blevet vores hverdag.” 

Poltava ligger kun 100 km fra fronten, og det kan mærkes, da der er mange krigsflygtninge i byen. “Vores by er forsyningspunkt til fronten, og der har været angreb på infrastrukturen. Vi lever med konstante strømafbrydelser,” fortæller Dmitry med et lille suk. 

”Lige nu evakuerer myndighederne mennesker, der bor inden for 50 km fra fronten.”. Nogle af de landsbyer, hvor kirkens nødhjælpshold uddelte hjælp, er nu blevet evakueret på grund af droneangreb”.  

”De fleste lokale samt krigsflygtninge i landsbyer helt tæt på fronten har intet arbejde og næsten ingen penge. Myndighedernes hjælp rækker ikke langt, og der er kun få hjælpeorganisationer, som rækker ud. I et område i Kharkiv-regionen er vi de eneste, der uddeler nødhjælp.” 

“Tak fordi I ikke svigter os” 

”Når vi kommer ud i landsbyerne, siger krigsflygtninge: ‘Tak fordi I ikke svigter os! Vi har levet af jeres poser med mad,’” fortæller Dmitry.

Lokale kristne fra kirken har med hjælp fra Dansk Europamissions givere uddelt nødhjælp til krigsflygtninge i over fire år. Hjælpen består særligt af poser med 15 kilo mad, som er et væsentligt supplement til husholdningen i en til to uger.  

”En sådan pose med mad betyder, at en familie har råd til i stedet at købe medicin, tøj, sko og internet til børnenes online-skole,” fortæller Dmitry. 

“En sand ven hjælper dig i kamp” 

Igennem hjælpearbejdet får lokale kristne mulighed for at dele evangeliet med andre. Mange modtagere ønsker bøn for deres behov, og ofte tager de imod Jesus som frelser.

Læs også Modtager af vinternødhjælp: “I forlænger mit livshåb! Tusind, tusind tak!”

”Hvad betyder det for jer, at danske kristne støtter jer med forbøn?” spørger jeg.

”Det er meget opmuntrende for os, at Dansk Europamissions forbedere støtter med bøn. Et ordsprog her siger: ‘En sand ven hjælper dig i kamp’. Jeres bøn har stor betydning, og Gud giver os kraft til at fortsætte med at tjene mennesker i kærlighed.” 

Støt Ukraine: nødhjælp under krig