Dansk Europamissions feltkoordinator møder Mirza, som bor med sin kone og deres barn i en storby i Centralasien.
Af sikkerhedsmæssige grunde, kan vi ikke kan nævne hans rigtige navn. Mirza tjener som præst i en kirke, og støttes af Dansk Europamissions givere til at få teologisk uddannelse.
Mirza fortæller til feltkoordinatoren: ”Min historie om, hvordan jeg kom til tro på Jesus, er tæt forbundet med min familie, eller mere præcist, med min mor og min bedstemor”.
”Som barn boede min mor i storbyen. Hendes far var stofmisbruger og forlod familien. Hendes mor, min bedstemor, var kristen. Hun læste i Biblen for min mor og lærte hende at bede”.
”Min mor var dog lidt af en vildbasse og ikke så nem at styre. Hun kunne bedst lide at lege med drenge, og hun kom ofte i slagsmål. Da hun blev teenager, blev hun meget oprørsk over for min bedstemor. På det tidspunkt var min bedstemor i en desperat situation i sit liv. Hun havde næsten ingen penge, og alt syntes umuligt for hende. I den situation var hun også væk fra Gud i en tid og opgav helt at tage sig af sin mor. Så besluttede hun sig for at gifte min mor væk til en muslimsk fjern slægtning. Noget som min bedstemor senere kom til at fortryde inderligt!”.
”Så min mor blev bortgiftet som blot 16-årig til en mand, hun slet ikke kendte.”
”Hjælp mig Jesus, se til mig i min nød!” bad hun.
”Hun havde kun set et billede af brudgommen, men da brudgommen, min far, dukkede op, viste det sig, at han var fuld, og senere viste det sig, at hun var blevet gift med en alkoholisk og meget voldelig mand”.
”Efter brylluppet flyttede min mor fra sin by til min fars landsby, hvor alle var muslimer, og som kun 17-årig fødte hun mig. Min mor prøvede at vænne sig til landsbylivet, men det var svært, og penge havde vi næsten ingen af, fordi min far drak det hele op. Men det værste var, at han også var voldelig imod os. Da var det at min mor begyndte at søge Gud. `Hjælp mig Jesus, se til mig i min nød! ´ bad hun.
Engang rejste hun tilbage til bedstemor på besøg, og bedstemor græd og bad hende om tilgivelse, og sagde: `Hvordan kunne jeg dog gøre det imod dig min egen pige! ´ og sagde så `Herre tilgiv mig!´”
”Så gav min bedstemor hende sin bibel og sagde: `Hold altid Guds ord ind til dit hjerte! Slip det aldrig!´”
”Da min mor kom hjem, læste hun ofte i Bibelen for mig. Så bad min mor for mig: ”Må han altid elske dit ord, Gud!” Det har jeg gjort lige siden, og nu er jeg i gang med at tage en teologisk uddannelse”.
”Men en dag fandt min fars slægtninge ud af, at min mor var kristen, og de blev aggressive over for hende, og råbte ”du vanærer din mand og vores familier! Hvilken skam du bringer over os!”
”En af slægtningene, som boede i en anden landsby, ringede til min mor og truede hende:
`Du har en uge til at acceptere islam, ellers slår jeg dig ihjel´. Men mor nægtede og sagde: `Jeg giver aldrig slip på Jesus!´”
”Men ugen efter lykkedes hans plan ikke, og vores slægtninge faldt derefter til ro”.
”Min far var sjældent hjemme. Han spiste hos sine forældre eller venner, og min mor og jeg sultede i mange år. Jeg husker, hvordan vi om morgenen kun havde råd til et stykke gammelt hårdt brød med te, og til frokost – det samme brød med en tomat fra vores have.
Jeg gik otte km til skole hver vej, og den samme fattigdom ventede mig derhjemme hver dag, sådan var min barndom!”
”I min barndom var jeg nogle gange meget vred og skuffet på Gud! Jeg spurgte Gud: `Hvorfor er jeg født ind i sådan en familie med en ond far? Og hvorfor skal vi lide sådan? Og hvorfor skal min mor udholde så meget smerte?´ Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Gud kunne tillade det!”
”En dag kom bedstemor til os og gav os nogle penge, som mor købte pølse for. Min far kom hjem den aften, og så os spise pølserne, og han blev rasende og slog min mor, så hun brækkede næsen!”
”Derefter forlod min mor landsbyen med mig uden en øre på lommen, og vi blaffede os ind til byen og boede så hos min bedstemor. Hun var i mellemtiden blevet meget brændende for Jesus, og hver morgen læste vi i Bibelen og bad til Gud.
Gennem min bedstemor hørte mange mennesker evangeliet, og op mod 50 mennesker var samlet i hendes huskirke”.
”Da jeg blev ældre, begyndte min onkel, som var blevet kristen, og jeg at rejse til en større by for at gå i kirke om søndagen.
En dag fandt min far fandt ud af, at jeg var begyndt at tage i kirke og forbød mig at tage afsted, da han sagde, at jeg vanærede hans muslimske tro, og han var rasende!”
”En morgen før jeg skulle i kirke, truede han med at sætte ild til kirken og endda dræbe både mig, min mor og min bedstemor! Men så samlede jeg mod til mig og sagde til min far: `Jeg kommer aldrig til at afsværge Jesus og kirken! Du kan brænde kirken ned, og gøre med mig som du vil, men jeg har truffet mit valg, og det er at følge Jesus´”.
”Det er nu flere år siden, og i dag tjener jeg Gud i kirken og er i gang med teologisk uddannelse. Igennem teologi-undervisningen har jeg fået en dybere og bedre forståelse af Guds ord, og Gud har virket i mit liv og hjulpet mig med at kunne tilgive min far ”.
”Jeg kan nu også klart se, at Jesus gik sammen med mig, igennem alle vanskelighederne, og jeg tror ikke, at jeg ville være den stærke kristne som jeg er i dag, hvis Gud ikke havde tilladt, at min tro var blevet prøvet”. ”Så selv for prøvelserne, som Gud tillod, er jeg taknemmelig til Gud, for Jesus har været mig nær”.
