Ukraine

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Ukrainsk ateist om kristent nødhjælpsarbejde: “Det er ægte, og det kan jeg se” 

Tilsynsbesøg | Ukraine 

Af Thea

Ældre kvinde fik i vinters ikke alene rigeligt med mad, men også elvarmetæppe og gasflaske med topbrænder.

Del artikel

I over to år har ukrainerne levet i en kaotisk, skræmmende virkelighed, og desværre er situationen blot forværret siden Dansk Europamissions feltkoordinator var i Ukraine for at tilse nødhjælpsprojektet. 

Tog ramt af russisk angreb i Kharkiv. Flygtninge fra Kharkiv har søgt mod Poltava, ikke langt fra fronten, hvor kirken ligger, hvis nødhjælpshold uddeler nødhjælp.

Vores feltkoordinator fortæller, at krigen kunne mærkes allerede ved ankomsten til Kiev jernbanestation. Stemningen er trykket, og luftalarmer lyder ofte, både dag og nat, som en konstant påmindelse om krigens tilstedeværelse. Mange ukrainere er bekymrede for deres familiemedlemmer ved fronten, for sårede tilbagevendte, og for risikoen for at blive mobiliseret til hæren. 

Kirken i krigen 

Vender man blikket mod kirken, begynder smilet dog at brede sig, også selvom kirkens nødhjælpsarbejde ikke ligger langt fra fronten. Ikke fordi kirken ikke tynges af krigen, men fordi det skønne ved kirken er, at den er kirke i den situation, som den er i. “Mange kristne er afgjorte. De ønsker at tjene Jesus, og det gør de meget aktivt. Både i omsorg for andre og for hinanden. Deres attitude som kristne og som kirke var eksemplarisk, og det talte meget til mig. Den holdning, de har, deres overgivelse, hengivenhed og den kærlighed, de udstråler til andre mennesker. Selvom de selv er trængte og har det svært, har de et overskud, hvor de ønsker at tjene deres næste. Og den næstekærlighed var meget stærk at opleve,” fortæller vores feltkoordinator efter hans besøg i Ukraine. 

I nødhjælpsprojektet uddeles særlige pakker til børn, så der forkæles om dem i en svær tid.

En sætning, han hørte gentagne gange, var: “Det er den sværeste tid, vi har været i, men det er også den bedste tid.” Dette skyldes, at situationen konstant forværres, hvilket gør det svært at bevare håbet. Nogle har mistet modet, og der er behov for bøn om Guds nåde og styrke til at fortsætte tjenesten. Samtidig er der en stor åbenhed over for kirken og dens arbejde. Mange ser positivt på de kristne og den kærlighed, de udviser. 

Mødet med en kvinde, der havde været ateist hele sit liv 

Han fortæller om et møde med en ældre dame, som var flygtet til en lille landsby og modtog nødhjælp på grund af støtte fra Dansk Europamissions givere. Hun havde været ateist hele sit liv, men sagde om de kristnes hjælp: “Det er ægte, og det kan jeg se.” Dette møde med kristen kærlighed har fået hende til at begynde at læse i Bibelen. “Det er håbet og lyset i denne situation – at mange nødhjælpsmodtagere får et møde med Jesu kærlighed på grund af de kristnes hjertefyldte tjeneste”, siger han. 

Støt Ukraine: nødhjælp under krig