Før krigen arbejdede de unge, der nu er frivillige i nødhjælpsprojektet, med børn med handicap. De fortalte dem om Gud, holdt gudstjenester for dem, organiserede særlige begivenheder og blev sande venner for dem. Da krigen begyndte, ringede mange af disse personer og bad om hjælp. De unge var taknemmelige for at kunne fortsætte med at betjene deres venner med handicap på en praktisk måde.
En af de personer, der ringede, var moderen Jefgenia, som tager sig af sin handicappede datter alene. Pigens navn er Nastja. Unge kristne besøgte familien for at hjælpe dem med mad, opmuntre dem og give dem et kristent blad. Dette blad indeholder vers fra Bibelen, der giver håb og tro på en bedre fremtid. De bad sammen med kvinderne. Jefgenia kunne ikke holde taknemmelighedstårerne tilbage. Hun ville forkæle de unge frivillige med te og tilbød nogle små godbidder, som hun havde gemt. Hun ønskede at vise sin taknemmelighed, i det mindste på en lille måde. Nastja blev også ved med at smile, hun var glad for besøget og den omsorg, som de kristne frivillige viste hende.
Disse besøg og hjælp er meget vigtige og opmuntrende for mennesker i nød. På tidspunkter som disse er det ikke engang fysisk hjælp, der gør en forskel, selvom det også er meget vigtigt. Det er tiden, opmuntrende ord, bøn, særlig støtte og omsorgsfulde og tjenende hjerter, der bringer mennesker tættere på Gud, giver dem håb, genopliver deres sårede hjerter og viser Guds kærlighed på en håndgribelig måde.
