En bærende kraft i Dansk Europamission gennem mange år, Torsten Valdemar Hvidt, er død. Han døde den 22. november og blev 90 år. Siden 1970’erne og frem til 2014 var han engageret i Dansk Europamissions bestyrelse og daværende repræsentantskab. Han var en nær ven med missionens stifter, Hans Kristian Neerskov, og advokat for Dansk Europamission siden dens begyndelse.
I regi af Sakharovkomiteen arrangerede Torsten Hvidt sammen med Neerskov høringer på Christiansborg, hvor temaet var krænkelser af menneskerettighederne i Østblokken, herunder trosfriheden. Sammen med Neerskov rejste Torsten desuden til Georgien for at overbringe Det Nye Testamente oversat til georgisk. Torsten havde også i årtier et nært samarbejde med Bent Honoré, der ligeledes i mange år var engageret i arbejdet.
Torsten var advokat med speciale i tyske forhold. Han var bl.a. advokat for den tyske, schweiziske og østrigske ambassade i København. I 20 år var han bestyrelsesmedlem for Dansk-Tysk Industri- og Handelsklub, deraf de otte år som formand. I 1996 modtog han det tyske Bundesverdienstkreuz am Bande og det østrigske Goldenes Ehrenzeichen.
I Dansk Europamission var Torsten til stor opmuntring for de ansatte, god til at lytte og åben over for nye initiativer. Han var også med i de vanskelige år i 1990’erne, hvor der skulle findes en afløser for Hans Kristian Neerskov. Valget faldt på Henrik Ertner Rasmussen, hvorefter der kom ro omkring Dansk Europamission.
Torsten blev begravet ud fra Nivå Kirke, hvor pastor Jørgen Sejrgaard holdt en meget fin tale. Til sin begravelse ønskede Torsten, at deltagerne i stedet for blomster gav en gave til Dansk Europamissions arbejde.
En stor skikkelse i Dansk Europamission er forfremmet til herligheden efter et langt liv, hvor han brugt sine mange talenter til glæde for mange.
Æret være Torsten Hvidts minde.