Ikke-kategoriseret

Jul i den forfulgte kirke

Af Magnus Pedersen

Del artikel

Hvor den danske fest er kortvarigt hindret af Corona lige i år, så er enhver jul i den forfulgte kirke en udfordring og indebærer en øget risiko. For når du ikke må være kristen, og regeringen eller militante, islamiske terrorgrupper leder efter kristne og deres menigheder, så kommer højtiderne med en øget risiko. De kristentfjendtlige efterretningsagenter i lande som Iran eller Turkmenistan ved jo udmærket godt, at den 24/12 er juleaften, og holder sandsynligvis også i år ekstra tæt øje med de kristne – eller dem de mistænker for at være kristen – i juledagene, ligesom de sidste år har set flere angreb på kirker i højtiderne fra militante islamister.

Det skete for Ladan, Farshid Fathi og resten af deres evangelisationshold i Iran i 2010. I 2 år havde de evangeliseret og plantet kirker gennem Dansk Europamissions samarbejdspartner ELAM. Men i julen 2010 gik det galt.

”Vi havde været ude i en anden husmenighed for at lede den og fejre optakten til julen med dem. Vi kunne mærke, at der var noget galt, så vi holdt ekstra vagt. Det var en smuk aften – der var 50 mennesker i hjemmet, og det var så fantastisk! Dagen efter vendte vi tilbage for at forberede julefejringen i vores egen kirke, men vi kunne stadig mærke, at der var noget galt, at noget skulle ske. Vi endte – ledt af Helligånden – med at aflyse fejringen. Den aften gik jeg rundt fra dør til dør hos alle vores medlemmer og fortalte dem, at vi havde aflyst. En af mine venner havde et stort lager af Nye Testamenter, men det tømte hun den aften og sendte rundt til andre troende i byen,” fortæller Ladan.

Det var heldigt, for 2. juledag blev de bange anelser til virkelighed. Efterretningstjenesten dukkede op ved mange af medlemmerne – også ved det nu tomme lager. Ladans ven blev arresteret og sammen med hende 60 andre kristne. Nogle blev løsladt efter kort tid, mens andre endte i fængsel. Ladan havde selv fået at vide, at politiet ledte efter hende, og at hun ville blive arresteret. Så hun sad derhjemme og forberedte sig på det.

”Da politiet kom, kunne de ikke komme ind i vores opgang. Jeg aner ikke hvorfor, men noget holdt dem ude. Dagen efter ringede politiet og fortalte, at de ville arrestere mig, og at jeg skulle møde op på politistationen. Min mor foreslog, at jeg flygtede, og at mine forældre skulle skjule mig. Vi bad sammen og jeg fik fred ved at tage ned på politistationen. På vej dertil sang jeg lovsange på gaden, for hvad skulle de kunne gøre ved mig? Jeg ville jo alligevel blive arresteret.”

Ladan blev sat i det topsikrede fængsel Evin og tilbragte 37 dage der. Hendes leder Farshid Fathi endte med at sidde i fængslet i fem år og først efter en lang kamp, blev han løsladt.

Men selvom efterretningstjenesten forsøgte at stoppe kirken, så voksede den siden arrestationerne – og kirken i Iran vokser stadig, og de fejrer julen sammen med alle os i den danske kirke på torsdag. For vi er ét i Kristus og et stort fællesskab på tværs af landegrænser.

Husk på den forfulgte kirke i denne jul, når du sidder hjemme i små grupper og måske ikke kan komme i kirke eller ikke vil løbe risikoen af helbredsmæssige årsager. Når den forfulgte kirke fejrer jul, så er det med risiko for, at efterretningstjenesten holder øje med dem og slår hårdt ned på dem. Bed for deres beskyttelse og bed for, at de må gå ind i det nye år som frie folk. Bed om, at endnu flere må lære Jesus og den frihed, som han giver, at kende.

Glædelig jul!