Tyrkiet

Mediemission

Interview: Gud vender covid-19 til velsignelse for kirken i Tyrkiet

Tyrkerne lytter 25% mere til radio på grund af nedlukningen – og den mulighed udnytter en tyrkisk kristen radiostation med støtte fra Dansk Europamissions givere.

Af Jonas Mølgaard

Del artikel

Til trods for at Tyrkiet er og har været langt hårdere ramt af coronavirussen end Danmark, har Gud vendt selv denne svære situation til velsignelse. Det har Dansk Europamissions samarbejdspartner Radio Shema erfaret både på de sociale medier såvel som på deres radiokanaler.

Folk i Tyrkiet lytter faktisk 25% mere til radio nu, end de gjorde før udbruddet af covid-19. Den kristne medievirksomhed har formået både at producere nye programmer og levere opdaterede nyhedsudsendelser gennem disse hårde dage. De har blandt andet sendt daglige sundhedsrapporter.

”Vi sender flere udsendelser end nogensinde før, specielt på vores sociale medier. Tusindvis af folk kigger med, antallet af ikke-kristne følgere vokser, og hver dag får vi mulighed for at dele evangeliet med utallige mennesker,” fortæller Soner Tufan, som er leder af den kristne radiostation.

”Hele fem nye programserier har de kreative medarbejdere på Shema formået at producere til trods for, at de måtte laves hjemmefra og primært på de sociale medier. Programmerne er dernæst blevet bearbejdet, så de også kunne bruges de forskellige FM-radiostationer.”

Tyrkisk radiomission i Syrien og Irak

Dansk Europamissions givere sikrede i 2019, at der kunne startes en ny kristen radiostation i det sydøstlige Tyrkiet, og støtten fortsætter i 2020. Som beskrevet i forrige blad oplevede medarbejderne på radioen, at et stort bedeemne blev opfyldt, da man fra 1. maj dagligt kunne sende en times radio på arabisk. Stationen har allerede modtaget positiv respons ikke bare fra Tyrkiet og Syrien, men endda også fra lyttere i Irak. 

Den nye radiostation begyndte fra 1. juni også at sende kurdiske radioprogrammer. Det er første gang i Tyrkiets ”radio-historie”, at det er blevet muligt at dele Guds ord på kurdisk. En kurdisk lytter skrev ind og fortalte, hvordan hans øjne blev fyldt med tårer, da han for første gang nogensinde hørte Guds ord på sit modersmål. 

80-årig tyrker ville have en bibel

Et andet eksempel på et af de opmuntrende vidnesbyrd er fra en ældre mand på 80 år, som gerne ville have en bibel:

”Jeg er 80 år gammel, og jeg lytter til jeres radioprogrammer. I har mange gode ting at sige om Det Gamle og Det Nye Testamente. Derfor vil jeg gerne have en bibel. Jeg ønsker at læse den. Jeg er 80 år og kan ikke længere skrive min adresse, men jeg kan fortælle den til jer, og så kan I skrive den ned. Jeg kan ikke selv læse denne bog, men jeg kan få mine børn eller børnebørn til at læse den for mig. På den måde kan jeg lære mere om Bibelen, og de kan også lære mere om disse smukke ord.”

Øget opfølgning på åndeligt søgende 

”Vi er så glade og taknemlige for, at vi i denne tid ikke har været tvunget til at lukke arbejdet ned, men tværtimod har haft mulighed for at forbedre os og producere nye udsendelser også live-programmer,” forklarer Soner. I gennemsnit har vi lagt fire nye videoer på vores YouTube-kanaler om ugen. Men det mest fantastiske er dog den vækst, vi har set på vores sociale medier. Her har vi haft flere kendte personer til at medvirke, som hver især har trukket mange nye brugere til vores kanaler. Det har givet os mulighed for at sætte fokus på vigtige emner og udfordringer i vores land. Antallet af folk, som følger os, er vokset meget, og vi er nået ud til et endnu bredere publikum end før. Vi oplever, at flere kommenterer og stiller spørgsmål, og det har givet mange anledninger til dybere samtaler med folk.”


Faktisk er der kommet så mange ekstra spørgsmål fra seere og lyttere i den senere tid, at vi har måttet udvide antallet af folk til at følge op på de mange henvendelser – Soner 


Faktisk er der kommet så mange ekstra spørgsmål fra seere og lyttere i den senere tid, at vi har måttet udvide antallet af folk til at følge op på de mange henvendelser. Vi ønsker ikke bare at svare på folks spørgsmål, vi ønsker at styrke dialogen og bygge relationer med dem,” fortæller Soner og forklarer, hvordan de ofte får lov til at bede for folk og deres problemer.

Selvom det meste af dialogen foregår på de sociale medier, er der også flere og flere, som ønsker et fysisk møde for at høre mere. ”Hver dag har vores opfølgningsgruppe to til tre møder med folk ansigt-til-ansigt rundt omkring i landet, og vi oplever, at folk nu oftere end tidligere ønsker at give deres liv til Jesus ved disse møder,” slutter Soner.

En varm tak til alle, der står sammen med forfulgte, men frimodige tyrkiske kristne og støtter deres vigtige arbejde.

Fakta: Sat-7 Turk, Kanal Hayat og Radio Shema

Dansk Europamission har tre samarbejdspartnere, der producerer tv, radio og videoer til 

Mellemøsten: Sat-7 Turk, Kanal Hayat og Radio Shema. Kanalernes profil er lidt forskellig, og 

de supplerer derfor hinanden godt – til gavn for kristne såvel som andre befolkningsgrupper i Mellemøsten. 

Støt Libyen: Hjælp til forfulgte kristne