For 29 år siden brød Sovjetunionen sammen, og Turkmenistan fik sin selvstændighed. Kommunismen var væk, og befolkningen skulle finde sin identitet. Der var kun meget få kristne, og turkmenerne byggede i stedet deres identitet omkring islam.
”Turkmenistan har udviklet sig til at være det centralasiatiske svar på Nordkorea. Da landet var under kommunismen, var det en meget svag islam, folk tilhørte. Den kommunistiske ideologi var så stærk og ateistisk, at min far, der var turkmener, i praksis levede et ateistisk liv sammen med sin generation. Men siden 1991 har islam fået større og større betydning, og nu er en turkmener en praktiserende muslim. Den radikale islam har vundet frem i de senere år,” fortæller Nury*, der selv kom til tro i 1993 som en af de første efter kommunismens fald.
”I de første år blev kristne arresteret og tortureret for deres tro, men den praksis er sikkerhedstjenesterne gået væk fra nu. Det giver for store problemer med vesten. I stedet bliver de kristne forfulgt ved at få dårligere adgang til studier, arbejde og blive presset på en lang række måder. Som kristen kan du f.eks. ikke få job i det offentlige, og du anses også for at være en mindreværdig borger. Når du konverterer, presses du først af familie og venner. Når du så begynder at dele din tro aktivt, kommer næste bølge af forfølgelse – myndighedernes. Hvis du kommer på deres sorte liste som prædikant, evangelist, kirkeleder eller andet, bliver din telefon aflyttet, dine rejsemuligheder begrænses, og du overvåges. Men der altid grader af forfølgelse. Kort fortalt – jo mere aktivt du deler evangeliet, des hårdere bliver forfølgelsen. Derfor er der også mange kristne, der forlader Turkmenistan, ligesom mange forlader kirken efter kort tid på grund af det hårde pres.”
Selvom de kristne forfølges, og nogle falder fra, vokser antallet af kristne. Ikke eksplosivt og hurtigt, men støt og roligt. Der er omtrent 5.000 kristne i landet, hvoraf 90% er konvertitter og langt de fleste findes i undergrundskirken. Der er nemlig meget få registrerede kirker i det centralasiatiske land, som har lidt over fem millioner indbyggere. For at en kirke kan blive registreret, skal den leve op til en række betingelser. Blandt andet må præsten ikke være turkmener, ligesom gudstjenesten heller ikke må foregå på turkmensk. Men folk mødes i hjemmene og møder Guds kærlighed dér.
”De hører evangeliet på samme måde, som folk har hørt det gennem hele historien. De kristne spreder evangeliet med venner og familie og deler det én-til-én. Det er en missionsmetode, der har været effektiv siden apostlene, og jeg tror, den vil være brugbar, indtil Jesus kommer igen,” fortæller Nury med et smil og indskyder:
”Men væksten er mere end de mennesker, som bliver frelst og kommer til tro. Det handler også om, at de bliver fastholdt i troen og vokser i den. Det er en stor udfordring i Turkmenistan. Men forfølgelsen er ikke en overraskelse for de kristne. Det er en del af vores forkyndelse og undervisning, at vi ikke kan fortælle evangeliet uden smerte og lidelse. Bibelen siger, at hvis man lever et gudfrygtigt liv, så kommer der forfølgelse. Det er sådan, det er, og det ved alle turkmenske kristne. Alligevel er det omtrent halvdelen, der falder fra efter at være kommet til tro.”
Nury er selv evangelist, og selvom han er flygtet fra Turkmenistan, støtter han stadig kirken i det lukkede land. Han underviser ledere udefra, støtter kirken økonomisk og sender prædikener og undervisning over satellit-tv og YouTube til turkmenere over hele verden. Dansk Europamissions givere har støttet optagelserne af et års programmer med kristent tv til landet. Programmerne blev optaget i et studie i København og sendt ind gennem satellit-tv.
”Nettet er en mulighed til at komme frem med evangeliet til ethvert hus i Turkmenistan. Vi kan støtte husmenighederne med god forkyndelse og undervisning, men vi kan også nå dem, der endnu ikke har hørt evangeliet. For en stor del af befolkningen er internettet den eneste kilde til at høre evangeliet – og så kan de endda høre det på deres eget sprog. YouTube-kanalen har 400 følgere hver uge, og de samme programmer kan ses i Iran, Afghanistan og Turkmenistan på satellit-tv. Man kan ikke vide præcist, hvor mange der ser det, men det er tilgængeligt for millioner af mennesker. Vi har fået mange tilbagemeldinger gennem årene og bygget en god kontakt med mange folk – hvoraf nogle også er blevet frelst og sendt videre til en lokal menighed. Der er omkring 10-20, der hver uge skriver til os gennem sociale medier, chatrooms, e-mail eller sms, og vi håber, at internettet snart bliver mere frit og mindre overvåget i Turkmenistan, så det bliver nemmere at tage kontakt. Der er ikke alle, der er trygge ved at kontakte os, og det gør det sværere. Men medier er et meget effektivt værktøj – i særdeleshed i et lukket land som Turkmenistan. Der er dog mange åndelige og fysiske problemer for de kristne i landet. Bed for de kristne, der forfølges, og bed om, at landet må åbne sig, så flere turkmenere kan høre evangeliet.”
*Navnet er ændret af sikkerhedshensyn
