Billede øverst: René Hartzner (tv.) med Stella (th.) og familien, som ventede det danske besøg. Rene Hartzner stiftede i 1991 Mission Øst.
Under mit besøg i Ruth og René Hartzners hyggelige hjem i Hillerød kan jeg her og der se tegn på Renés store og mangeårige engagement i den tidligere Østblok. Før René Hartzner var generalsekretær i Dansk Europamission i 1987–1990, havde han siden 1975 siddet i bestyrelsen, været kritisk revisor og rejst en del, bl.a. med Neerskov på hans første rejse til Østeuropa i 1968.
Denne rejse blev en øjenåbner for René i forhold til de officielle kirker, som nogle kristne dengang anså for frafaldne. René fortæller engageret: – Vi boede blandt andet hos generalsekretæren for den rumænske pinsekirke, Tradafir Sandru, i Bukarest.
Jeg ville tage ham i skole og spurgte, hvorfor han samarbejde med kommunisterne. Han sagde: ”Hvis jeg ikke sidder i denne stilling, vil partiet indsætte deres egen mand, som måske slet ikke er kristen.”
Den position han var i, var faktisk sværere end for en præst i undergrundskirken, da han skulle sørge for at kirken havde det så godt som muligt, men samtidig samarbejde med kommunistpartiet. Det viste mig, at ting ikke er så sort/hvide som vi kan tro.
Gud havde forberedt besøget gennem drømme
Først gik turen dog til Bulgarien. Vi havde planlagt turen så godt som muligt og fløj fra Sofia til Burgas. Flyet var forsinket, så tidsplanen skred. Vi havde fået adresser fra Richard Wurmbrand og ville have besøgt en præst, der havde lidt meget og siddet i fængsel for sin tros skyld, ligesom vi skulle have været i kirke.
Men på grund af forsinkelsen endte vi med at gå op ad hovedgaden og kunne ikke finde vej. Vi stod og så på et kort, der kun var svagt oplyst af en gadelampe. En pige mødte os og spurgte på tysk, hvad vi ville. Vi sagde, vi ville i kirke, for det var lovligt. Stella, som pigen hed, sagde, at vi kunne følge med i en afstand på 10 meter bag hende. Efter gudstjenesten kom en familien hen til os og sagde, at de var glade for at se os, men hvordan kunne de sige det? De kendte os jo ikke.
Det viste sig, at det var den familie, vi skulle besøge, hvor manden havde siddet i fængsel. Det var dog godt, vi ikke selv havde forsøgt at finde huset, da vi så var gået ind i et hus tæt på, der også hed nummer 8, men hvor der sad en spion. Hvordan kendte de os? Jo, pigen havde haft en drøm otte dage forinden, hvor hun havde set, hvordan vi kom til kirken for at hilse på familien. Og dagen forinden havde moren haft nøjagtig den samme drøm, og det overbeviste familien om, at vi kom til gudstjeneste.
Stella fortalte, at de unge gik ud og evangeliserede. Det troede jeg ikke, hvordan det? Men de gik to og to og spottede for eksempel en person på en bænk. De delte sig, så først den ene gik hen og satte sig på bænken og så den anden. Til påske kunne de sige: ”Hvor er påskeliljerne smukke” og den anden sagde ”Ja, hvor er Guds skaberværk stort.” ”Tror du på Gud?” fortsatte den anden, mens den tredje lyttede på og samtalen fortsatte. Vi hjalp med at smugle familien ud af landet i 1971.
Du begyndte projekter med praktisk hjælp?
– Med danske øjne var det små beløb, vi brugte på projekter i Østeuropa, men i Østeuropa var det store beløb. Økonomisk nødlidende familier fik vaskemaskiner, ligesom flere kirker fik støtte til udvidelse eller til at opføre en helt ny bygning. Dengang kunne man komme meget lagt for 10.000 USD, eksempelvis købte vi en bygning til en kristen radiostation i Cluj i Rumænien for det beløb.
Hvad var frugten af Dansk Europamissions støtte til opførelse og udvidelse af kirker?
Hvis du har en lille kirke, hvor folk sidder stuvet tæt sammen, kan det afholde folk fra at gå i kirke. Hvis du udvider, kan det være en væsentlig årsag til at flere begynder at gå i kirke. Det har helt sikkert betydet, at flere er blevet kristne. ”Og det er jo det væsentligste,” tilføjer Ruth Hartzner med et smil.
Har du smuglet bibler?
Vi havde altid bibler med, når vi rejste til Østeuropa. Dengang jeg havde flest bibler med, var til Rumænien på en officiel skirejse sammen med Kim Hartzner. Der var et helt lag bibler i kufferten under tøjet, men øverst havde jeg lagt kaffeposer fra Irma. Vi gav kaffen til kirkerne, så de kunne give dem til gravide, der havde brug for at give en gave på sygehuset ved fødslen. Jeg blev bedt om at åbne min kuffert og tolderen så kaffen. Jeg sagde: ”Jeg havde hørt, at folk er flinke i Rumænien og jeg vil gerne give dem kaffe.” Han fik en pose kaffe og opdagede ikke biblerne. I alt har jeg måske taget 80 bibler ind i Østeuropa.
Hvordan var det at være generalsekretær under Murens fald?
Jeg rejste meget i Rumænien og andre østeuropæiske lande op til Murens fald og var i Rumænien i januar 1990, hvor der var demonstrationer og styret endelig faldt. Kommunismens sammenbrud var som at vende en hånd. Under kommunismen blev man altid undersøgt ved grænserne, men efterfølgende kunne man frit køre ind. Du mærkede det også i kirkerne ved, at de før skulle passe på, hvem de satte på talerstolen. Nu var der frit slag. Kirkegangen blev ikke forøget efter omvæltningerne – i hvert fald ikke i Rumænien, hvor den også forinden havde været høj.
Dansk Europamissions giveres støtte til udvidelse og opførelse af kirker
- I perioden 1987-1990 blev to kirker i Rumænien bygget op fra bunden, og fire eksisterende blev restaureret og udvidet. Den ene blev kaldt danskerkirken efterfølgende.
- I Polen fik det teologiske seminarium penge til byggeri, en masse inventar, køleskabe og selv en bordplade i rustfrit stål, som René Hartzner fik lavet i Danmark.
- I Wroclaw blev der bygget en flot stor kirke. I Cieszyn blev der opført en kirke på ruinerne af et tidligere whiskey-destilleri.
