Billede: Ideen er, at jeg flyder mellem forskellige dele af ministeriet, som beskæftiger sig med aspekter af dette emne, fortæller Michael Suhr.
Vintersolen skinner ind ad vinduerne i kontoret på Asiatisk Plads ved Københavns Havn, hvor Michael Suhr byder velkommen. Han leder den enhed under Udenrigsministeriets, der er sat i verden for at fremme religions- og trosfriheden og giver her et indblik i regerings tilgang.
Din titel er ambassadør, særlige repræsentant for tros- og religionsfrihed. Hvad ligger der i denne titel?
Regeringen ønskede at udpege en repræsentant for ministeren, som over for omverdenen signalerer den øgede betydning, man tillægger fremme af religions- og trosfrihed (FoRB (Freedom of Religion and Belief)). Danmark bruger ambassadører til særlige funktioner, som er særligt kommitterede i sager, man ønsker at fremme. Eksempelvis har regeringen for nylig besluttet også at udnævne en klimaambassadør.
Ideen er, at jeg flyder mellem forskellige dele af ministeriet, som beskæftiger sig med aspekter af dette emne. Jeg har en lille enhed til at støtte mig og skal ikke opbygge en organisation i organisationen, men skal virke som katalysator for området og skabe fokus samt fremme at indsatsen integreres i de forskellige områder, hvor religions- og trosfrihed kan spille ind. Vi skal eksternt fremme trosfrihed, herunder for kristne i verden, men også internt, i forhold til, hvordan vi håndterer sager, der er knytter sig til religions- og trosfrihed i ministeriet.
Hvilke redskaber har UM i sin værktøjskasse, som det kan anvende til at hjælpe forfulgte kristne?
Vores fokus er pluralistisk på religions- og trosfrihed, herunder kristnes vilkår. Udgangspunktet er menneskerettighedskonventionens artikel 18. Regeringen har valgt en strategi, som består af 5 elementer: 1) Mobilisering af det internationale samfund, dvs. få sat FoRB højere op på dagsordenen, så FoRB ikke længere er den lidt glemte menneskerettighed. Dette arbejde foregår bl.a. igennem en uformel international kontaktgruppe af ligesindede lande af både kristne og muslimske lande, men også igennem EU; 2) Fremme normativt arbejde i FN-regi ved at gå dybere ind i spørgsmål om samspil mellem FoRB og Gender equality samt FoRB og Responsibility to Protect; 3) Deltage aktivt i regionale aktiviteter bl.a. interreligiøse dialoger i EU’s nabolande, herunder Mellemøsten og Nordafrika; 4) skabe nyt projektarbejde, der fremmer FoRB i fire lande: Egypten, Indonesien, Iran og Libanon. 5) Udvælge og søge at hjælpe 2-3 personer som er kommet i vanskeligheder pga. FoRB.
I en række lande er det mest effektivt at hjælpe kristne ved at række ud til og samarbejde med moderate muslimer eller andre trossamfund. Ofte er det også den tilgang, som kristne i nogle af de lande, som vi mest taler om, også helst vil have vi bruger, fordi deres rettigheder bedst fremmes gennem en moderat dagsorden i de lande, hvor de kristne er borgere. I nogle lande ønsker kristne ikke at blive udpeget og dermed stigmatiseret som en særlig minoritet.
Hvordan får forfulgte kristne konkret hjælp ved at række ud til moderate muslimer?
Initiativet er nyt, og først med finansloven for 2019 har vi fået midler til konkrete projekter. Nu skal vi i gang med at skabe en ramme for at bruge pengene sammen med civilsamfundet. Men jeg vil personligt mene, at det defineres af ngo’erne selv, og at det er ideerne fra civilsamfundet, der skal tages i brug. Rammerne for brug af pengene skulle gerne være på plads allerede primo februar.
Tidligere kan jeg se, at der er kommet noget meget fornuftigt ud af at støtte eksempelvis et interreligiøst projekt, som har søgt at definere fælles værdier i lande mellem kristne, muslimer og andre trossamfund. Dermed kan man bidrage til at isolere ekstremistiske kræfter, der ikke vil respektere, at der findes fælles værdier i samfundet, herunder respekten for retten til religions- og trosfrihed.
Efter afslutningen af Den Kolde Krig vedtog de postkommunistiske lande forfatninger som sikrede borgerne en række frihedsrettigheder. I de senere år har mange af disse lande vendt de vestlige værdier ryggen og er blevet mere autoritære. Desuden er Vestens dominans i verden aftagende økonomisk og politisk. I hvilken grad har Vesten, herunder Udenrigsministeriet i Danmark, stadig mulighed for at påvirke landene?
Det internationale regelbaserede samfund er under pres som følge af de ændrede relationer i verden. Dette har statsminister Lars Løkke Rasmussen også understreget, og regeringen har sat spørgsmålet på dagsordenen som et af de 6 vigtigste emner for sin nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020.
Vesten kan stadig gøre meget gennem de eksisterende multilaterale organisationer, herunder i FN’s Menneskerettighedsråd. Danmark er lige blevet medlem for perioden 2019-21, og har gjort religions- og trosfrihed til en af dets fire topprioriteter. Vi vil derfor også aktivt søge at påvirke udviklingen gennem dette arbejde. Herudover findes der en uformel international kontaktgruppe for fremme af tros- og religionsfrihed, der er på 23 medlemmer. Det er ikke kun vestlige lande, men også nogle muslimsk dominerede lande fx Indonesien og Tunesien er med. Det sidste land, der kom til i oktober, var Mongoliet, som også har udpeget en ambassadør for religions- og trosfrihed. Gruppen er helt uformel, men vi mødes i marginen af FN’s halvårlige møder i Geneve og New York. Danmark har her valgt at bidrage aktivt fx ved at sætte samspillet mellem FoRB og gender equality på dagsordenen.
Den vestlige verden dominerer ikke på samme måde som tidligere, men vi vil aktivt bidrage til at fastholde det internationale regelbaserede samarbejde – Michael Suhr
Ja, det er korrekt, at den vestlige verden ikke dominerer på samme måde som tidligere, men vi vil aktivt bidrage til at fastholde det internationale regelbaserede samarbejde også på FoRB-området. Det har vi både moralsk, men også som lille land, en interesse i. Vi har selvsagt ikke en interesse i at lave en gammel ”dem og os”-opdeling af verden i forskellige religionsområder. Derfor er det vigtigt at inddrage moderate kræfter fra forskellige trossamfund, der vil deltage i samarbejdet, samtidigt med at vi har et særligt øje for de kristnes forhold givet det danske ophav.
Op til Asia Bibis frifindelse i november krævede EU, at hun blev frifundet, for at Pakistan kunne få en ny handelsaftale med EU. Ligeledes havde det amerikanske senat i juni 2018 besluttet at forbyde Tyrkiet at købe det nyudviklede F-35 Joint Striker kampfly, bl.a. med henvisning til landets tilbageholdelse af amerikanske statsborgere, herunder den kristne missionær Andrew Brunson. I august øgede USA’s præsident Donald Trump presset på Tyrkiet for at få løsladt Brunson ved at fordoble tolden på bl.a. stål, før han blev løsladt i oktober. Kan handelspolitik bruges til at fremme trosfriheden?
Emnet er kommet højt op på den politiske dagsorden, og sådanne redskaber, ledsaget af ultimative krav, tages i brug med stor politisk symbolværdi. Danmark har selvsagt ikke samme muligheder, selv hvis vi måtte ønske det, for at anvende sådanne ultimative redskaber. Det er også værd at huske på, at vores handelspolitik skabes sammen med de snart kun 26 andre lande i EU, og kun gennem EU vil handelspolitiske instrumenter kunne blive aktuelle. Det fokus, regeringen vil have på fremme af religions- og trosfriheden, fsva. individ-sager, er det gode gammeldags diplomatiske håndværk.
Der er naturligvis stor interesse i offentligheden for sådanne spektakulære sager, men de fleste individ-sager løses formentlig også bedst ved at blive holdt ude af offentlighedens lys.
Hvordan kan Dansk Europamission bidrage til dit og kontorets arbejde?
Kom meget gerne med gode forslag til projekter i prioritetslandene. Jeg håber, vi kan samarbejde i fremtiden, slutter Michael Suhr.
