Som et af verdens sidste kommunistiskinspirerede diktaturer har Nordkorea, forarmet og internationalt isoleret, holdt stand i mere end 25 år efter Berlinmurens fald i 1989.
Det vil være historisk, hvis Kim Jong-un som planlagt mødes med Donald Trump den 12. juni, da lederne for de to lande aldrig tidligere har mødtes.
Det var historisk, da Kim Jong-un fredag den 27. april 2018, som den første nogensinde, krydsede demarkationslinjen, som siden afslutningen af Koreakrigen i 1953 har delt halvøen, og mødtes med Sydkoreas præsident Moon Jae-in. Mødet kan være et spædt skridt mod afspænding og vækker endda håb på langt sigt om genforening af landene – ligesom et andet kommunistisk land, Østtyskland, blev forenet med Vesttyskland i 1990. For de fleste havde dette været umuligt at forstille sig blot få år forinden.
Mine tanker henledes på de sydkoreanske kristne, som i mange år utrætteligt har bedt for deres brødre og søstre nordpå, for Nordkorea som samfund og om genforening. Den sydkoreanske kirke er kendt for at begynde dagen med bøn. Således mødes mange kristne i deres kirker helt fra klokken halv fem om morgenen og beder måske en time sammen, inden de hver især går på arbejde. Under et besøg i landet sidste år havde jeg det privilegium at kunne deltage i sådant et morgenbønnemøde. Jeg fornemmede Helligåndens nærvær stærkt til mødet, og det udfordrede mig til at tænke stort om, hvad der kan ske, når Guds folk bruger tid med Ham i bøn. Et eksempel er væksten i antallet af kristne i Sydkorea, hvor omkring en tredjedel af landets befolkningen ifølge statistikkerne er bekendende kristne.
Ligesom de sydkoreanske kristne havde mange kristne i Vest- og Østeuropa bedt, og kommunismens fald i Østeuropa og Sovjetunionen var bemærkelsesværdigt, da skiftet til markedsøkonomi og demokrati med ganske få undtagelser fandt sted uden tab af menneskeliv.
Selvom mødet i den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea var historisk – og mødet med Trump kan blive det – står det nordkoreanske diktatur stadig og undertrykkelsen og forfølgelsen af landets kristne er fortsat ekstrem. Man kan også få den tanke, at Kim Jong-un bruger sine tilnærmelser til Sydkorea og Trump som en afledningsmanøvre for at købe sig tid til hemmeligt at udvikle atomvåben -og få lettet de hårde sanktioner mod landet.
Det virker derfor utopisk at skrive om forsoning på nuværende tidspunkt, men på den anden side kan vi heller ikke udelukke, at dette kan være første skridt mod et scenarie, hvor Dansk Europamissions givere ikke længere skal hjælpe forfulgte kristne og andre nordkoreanere i nød. Ligesom hjælpen til de kristne i Østblokken blev udfaset efter kommunismens sammenbrud. En fremtid, hvor forfulgte kristne og andre nødlidende i Nordkorea ikke længere skal have indsmuglet medicin og grøntsagsfrø – og hvor nordkoreanere ikke længere sætter livet på spil for at flygte til Kina – som hjemsender dem til landet, hvor de risikerer fængsel og tortur for flugten.
Uanset hvad der sker, kan vi dog fortsat stå sammen med de nordkoreanske undergrundskristne. Ikke kun gennem praktisk hjælp, men også ved at bede, så de kan få kraft og styrke til at stå forfølgelsen igennem og opleve Guds indgriben i dagligdagen.
