Billede øverst: Steve Tharp og Samuel i samtale med udsigt ind over Nordkoreas bjerge.
I bilen på vej til den demilitariserede zone, der adskiller Nord- fra Sydkorea, fik jeg, på en netop afsluttet rejse til Sydkorea, mulighed for at stille militæreksperten Steve Tharp en række spørgsmål.
Steve Tharp er pensioneret oberst fra den amerikanske hær og har en lang militærkarriere bag sig som udstationeret i Sydkorea, hvor han både har patruljeret i den demilitariserede zone og i seks år var med på holdet, der forhandlede med Nordkorea. En af Dansk Europamissions samarbejdspartnere, som hjælper forfulgte nordkoreanske kristne, præsenterede ham for mig.
Hvad er reelle trusler, og hvad er forhandlingstaktik fra Nordkoreas side?
Da jeg var forhandler, arbejdede vi i det amerikanske forsvar med en otte-trins model, som beskrev Nordkoreas forhandlingstaktik. Trinnene er: 1) Skab krisestemning, 2) Skyd skylden på Sydkorea og USA for den spændte situation, 3) Meld derefter hurtig ud, at man ‘i princippet’ ønsker afspænding, 4) Lav kunstige tidsfrister og pres den anden part, 5) Politisér, træk forhandlingerne ud og opstil krævende forudsætninger for en løsning (som ofte er de egentlige mål), 6) Anklag Sydkorea og USA for de fejlslagne samtaler og kræv en kompensation eller indrømmelse for at gå tilbage til forhandlingsbordet, 8) Gå tilbage til trin 1.
Problemet med denne form for diplomati er, at man hele tiden må hæve retorikken i trin 1 og 2 for at få en passende reaktion fra den anden part. I sine første fem år som leder i Nordkorea har Kim Jong-un eskaleret retorikken til højere og højere niveauer, men han ser ikke ud til at komme videre end trin 2, da Sydkorea og USA ikke lader sig lokke til indrømmelser, som de gjorde før i tiden. Omvendt svarer Sydkorea og USA igen med provokerende udtalelser, hvilket Trump, med en for en præsident usædvanlig brug af Twitter, også bidrager til. Samtidig er Sydkorea og USA dog i tæt dialog med Kina og Japan om tilgangen til Nordkorea.
Den aktuelle krise er skabt af Nordkorea og har fået nogle til at spekulere i, om situationen er mere anspændt nu end på noget tidspunkt siden Koreakrigens afslutning. Når retorikken bliver ekstrem, som den gør i øjeblikket, bliver medierne ofte interesserede, særligt de udenlandske medier på grund af deres manglende erfaring med Korea. Dette mediefokus kan igen få parterne til at eskalere retorikken yderligere og dermed øge risikoen for krig.
Medierne er således medansvarlige for eskaleringen af retorikken, og det er som om de kaster sig over Nordkoreas konflikt med omverdenen i perioder, hvor de ikke har andet at skrive om. Jeg husker eksempelvis, at vi i 2013 havde afsluttet en militærøvelse sammen med Sydkorea. Kim Jong-un begyndte at komme med trusler, som han ofte gør, dog uden at gøre noget. Netop på det tidspunkt tillod Det Hvide Hus journalister at rapportere direkte på tv fra den demilitariserede zone, og jeg kørte bl.a. en CNN-reporter derop. Den intense mediedækning af Nordkorea stoppede dog brat med terrorangrebet mod maratonløbet i Bosten april 2013 – så fik medierne andet at skrive om.
Hvorfor vil Nordkorea have atomvåben?
Nordkorea kæmper for sin overlevelse. Parti-eliten i Nordkorea er bange for, at de lavere klasser i Nordkorea gør oprør mod den ekstreme undertrykkelse – og et sådant oprør kan udløses, hvis USA angriber Nordkorea. Derfor arbejder Nordkorea intenst på at få en atombombe, da den vil gøre det langt vanskeligere for USA at angribe landet.
Se på Gadaffi i Libyen – han opgav i modsætning til Nordkorea ønsket om at få atomvåben, og Vesten angreb ham, og nu er han død. Hvis Nordkorea får affyringsramper og kan montere atomvåben på interkontinentale missiler, kan det true USA.
Dog er sandsynligheden for, at USA angriber Nordkorea, lille, da Kina har forpligtet sig til at forsvare Nordkorea, hvis landet bliver angrebet. Samtidig har Kina offentligt sagt, at det ikke vil forsvare Nordkorea, hvis landet selv angriber andre.
Er Kim Jong-un bedre eller værre end sine forgængere?
Kim Jong-un er anderledes end sine forgængere. Han ser ikke ud til at være en, man kan lave aftaler med, han prøver at mobbe sig frem politisk, og hverken Kina eller Rusland kan lave aftaler med ham.
Vil Kina miste tålmodigheden med Kim Jong-un?
Billede: Kinas magtfulde Xi Jinping er den første kinesiske præsident, som endnu ikke er mødtes med Kim Jong-un, som Kina er ved at miste tålmodigheden med.
For det andet er der risiko for, at Nordkoreas bomber eksploderer i bjergene og tunnellerne under jorden, hvor de er gemt – og dermed forvolder skade på Kina på grund af jordskælv på den kinesisk-koreanske grænse. For at forebygge disse scenarier må Kina handle og stramme kursen over for Nordkorea.
Her til sidst – ender det med krig?
Nej, hverken USA, Sydkorea, Nordkorea eller Kina ønsker krig.
Så vidt Steve Tharps interessante iagttagelser om sandsynligheden for krig på den koreanske halvø. Som kristne har vi et våben, der ikke gør skade, men kun gavn. Det er bønnen, og vi kan bede for Kim Jong-un. Tænk, hvis Guds Ånd fik lov til at blødgøre hans hjerte, så han kom til tro på Jesus og ville forbedre forholdene for landets indbyggere og skabe gode relationer til omverdenen? Lad os stå sammen med de forfulgte nordkoreanske kristne og bede for Kim Jong-un og Nordkorea.
