Syrien har under både Hafez al-Assad og sønnen, den nuværende præsident, Bashar al-Assad, holdt fast i at landet skal være en verdslig stat med plads til alle de traditionelle religiøse retninger, men det er alligevel et særsyn i den arabiske verden at en kristen får så prominent en plads som at blive valgt til formand for et nationalt parlament, i dette tilfælde Syriens parlament, madjlis al-shaab, et begreb, der faktisk bedst oversættes med ”folketinget”.
Den nye formand for parlamentet, Hamoudeh Jusuf Sabbagh, er fra den nordlige by al-Hasakeh i den mesopotamiske del af Syrien, som mange kristne grupper traditionelt betragter som deres hjemstavn. I Sabbaghs bruger man stadig aramæisk som gudstjenestesprog, det samme sprog, som Jesus brugte, bl.a. da han på korset råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Selv om situationen i Syrien er kaotisk, har Gud ikke forladt landet, selv om mange kristne, ca. 1½ million, er flygtet ud af Syrien, fortrinsvis til Libanon. Mange er dog i færd med at vende tilbage, efterhånden som situationen stabiliseres, men flertallet venter stadig på at de islamistiske militser bliver nedkæmpet eller overgiver sig. Islamisk Stat er ikke helt besejret endnu, og der er andre militser med lignende ideologi, som stadig aktivt bekæmper styret i Damaskus og spreder død og ødelæggelse, både blandt kristne og muslimer.
Sabbagh, der er født i 1959, er advokat. Han har ifølge det officielle syriske nyhedsbureau haft en lang række tillidsposter og har siddet i mange forskellige parlamentsudvalg med både nationale og internationale opgaver, så han er ikke et ubeskrevet blad og nyder åbenbart stor tillid blandt et stort flertal af parlamentets medlemmer. Han vandt valget blandt fire kandidater med 193 stemmer ud af 250 mulige. Stemmerne på de andre kandidater fordelte sig med henholdsvis 10, 4 og 3. På grund af det absolutte flertal bortfaldt den anden runde af valget.
Sidste gang, en kristen var parlamentsformand, var i 1930-erne og 40-erne, hvor Faris Khoury besad posten i flere perioder, foruden at han også i to omgange var landets premierminister.
Træerne gror dog ikke ind i himlen for de kristne, trods den tillid, der vises dem, som fx ved valget af Sabbagh som parlamentsformand. I mange områder skal de – hvis de ellers tør vende tilbage – kæmpe for deres position. Blandt mange i den sunnimuslimske flertals befolkning vil de møde alt andet end velvilje. Det, som man kan håbe på i den forbindelse, er, at de kristne, som blev i landet under krigen, og som gik ind i nødhjælpsarbejdet som Dansk Europamissions partnere, vil have vundet så stor anerkendelse blandt de andre befolkningsgrupper for deres uegennyttige indsats for de nødstedte, uanset disses baggrund, at det vil medføre en reel vilje til forsoning.
