Billede: Mange turister besøger Marokko, hvor forholdene for kristne nu er forbedret (Billede: Giggel)
Den 10. februar 2014 skrev vi om en marokkansk konvertit, der fik en hård fængselsdom og bødestraf omstødt: ”I 2012 udsendte Marokkos Ulema (råd af islamiske lærde) en fatwa, der sagde, at alle der konverterede fra islam skulle henrettes. Indtil videre er der ikke blevet fulgt op på fatwaen.” En fatwa er et officielt udsagn om den rette tolkning af islamisk ret i bestemte problemstillinger.
Fatwaen ophævet
Denne fatwa har det samme råd af religiøse lærde for ganske nylig ophævet! I forvejen har Marokkos officielle straffelov ikke nogen bestemmelse om dødsstraf, men indtil for nylig var de religiøse lærde og de verdslige lovgivere altså ikke enige om, hvordan man skulle straffe en marokkansk muslim, der ville konvertere til fx kristendommen skriver Barnabas Fund.
Konversion er ikke nødvendigvis forræderi mod ens land
”Det højeste videnskabelige Råd” af muslimske lærde i Marokko begrunder ifølge deres udtalelser til den marokkanske presse ændringen med, at man i vores moderne tid er nødt til at tage faktorer i betragtning, som ikke fandtes, dengang islam som religion opstod. Man må se på konteksten. Dengang det lykkedes Muhammed at forene stammerne på den arabiske halvø under islams banner, betød ”ridda” (betegnelsen for frafald fra islam), i højere grad et politisk motiveret oprør eller forræderi mod statsmagten. Da Muhammed døde, var der flere stammehøvdinge, som regnede deres troskabsed til ham for udløbet, fordi den var aflagt til ham personligt, og den måtte regnes for annulleret ved hans død. Denne opfattelse delte Muhammeds første kalif (efterfølger), Abu Bakr, dog ikke, og en periode med krig, der kaldes ”frafaldets krige”, begyndte. Den endte med, at de stammer, der havde gjort oprør, måtte bøje sig og vælge landflygtighed eller underkastelse, hvis ikke de ville slås ihjel.
Valget af tro er en personlig sag
Marokkos mest højtstående religiøse lærde mener nu, at man godt kan være tro mod sit land og sin regering uden nødvendigvis at være muslim, også selv om man personligt og aktivt har fravalgt islam. De anerkender, at troen er en personlig sag mellem den enkelte og Gud, og den skal øvrigheden ikke blande sig i. De støtter sig til nogle udtalelser og handlinger – eller mangel på handlinger – som ifølge nogle beretninger om, hvad Muhammed sagde og gjorde i forskellige situationer, som ifølge de lærde viser, at ”religiøst frafald” ikke nødvendigvis er det samme som ”politisk frafald.” Profeten skulle bl.a. have undladt at gøre noget ved det, da en beduin kom til ham for at annullere sin trosbekendelse til islam. Han fik lov at vende tilbage til sin stamme i fred.
Marokko er et eksempel til efterfølgelse
Denne tilbagekaldelse af en tidligere fatwa er bemærkelsesværdig, og man kan kun opmuntre de lærde overalt i den muslimske verden til at følge eksemplet fra Marokko. Det virker jo absurd, når en konvertit fra islam til kristendommen siger, at han eller hun elsker sit land (Iran, Egypten eller hvilket muslimsk land det måtte være) og vil forsvare det og om nødvendigt ofre sit liv for det, at vedkommende så skal dømmes til døden, som om han eller hun var forræder. Jeg kender selv eksempler på kristne med muslimsk baggrund, der siger, at de faktisk føler større forpligtelse over for deres land, end før de blev kristne.
