I en uofficiel flygtningelejr i bjergene i Dohuk-provinsen, hvor vi hjælper med jævnlige fødevareuddelinger og lægehjælp, kom Mariam, en ung yazidi-mor, hen til vores kvindelige teamledere med tårer i øjnene. Hun ville gerne takke os og sagde: ”I hjalp os med at overleve fra starten af. Uden jeres hjælp med mad og tøj ville jeg og mine børn aldrig have klaret os. Selv nu har vi meget lidt, og vi får ikke hjælp fra andre, men med jer kristne ved vi, at vi hver anden uge får, hvad vi har brug for til at overleve. Det er kun det, der giver mig håb til at fortsætte. Tusind tak.”
IS myrdede far for øjnene af familien
Så brød Mariam ud i tårer og fortalte vores team, at selvom hun og hendes tre børn er i sikkerhed nu, så savner hun sin mand, som blev brutalt myrdet for øjnene af dem på vej op ad Sinjarbjerget, da de prøvede at flygte fra IS. IS-krigerne, som fulgte efter dem i en Toyota Hilux, var meget hurtigere og halede ind på dem. Hendes mand blev myrdet, og hun blev taget af IS sammen med sine tre børn.
Billede: I børnehaven kommer børnene ud af indelukketheden, og smilet kommer frem. Alle medarbejderne i projektet er kristne.
På grund af børnene, og fordi hendes datter var spæd og stadig blev ammet, blev hun ikke overgivet til radikale IS-tropper som sexslave, men blev overflyttet til en syrisk by under IS’ kontrol og måtte bo der i fangenskab sammen med børnene.
Drengene blev trænet i paramilitær lejr
Hendes to ældste børn, drenge på 8 og 10 år, blev ført til en paramilitær træningslejr, hvor de blev trænet i kamp og brutal nedslagtning. Opløst i gråd fortalte Mariam os, hvordan hendes drenge endda blev trænet i at hugge hovedet af mænd, som var blevet fanget af IS og havde hænderne bundet.
Opløst i gråd fortalte Mariam os, hvordan hendes drenge endda blev trænet i at hugge hovedet af mænd, som var blevet fanget af IS og havde hænderne bundet.
Mor: Hvem kan hjælpe dem? Hjælp dem!!
Hun sagde: ”Efter et halvt år i fangenskab hos IS lykkedes det os endelig at flygte og komme hertil. Nu er vi fysisk i sikkerhed her, og vi er taknemmelige for, at I hjælper os, men hvad med mine drenge? Hvad sker der inden i dem, efter at de har set og oplevet disse forfærdelige ting hos IS? Mine små drenge blev tvunget til at blive små mordere. De mistede deres uskyld på blot nogle få måneder af deres unge liv. Hvordan kan de nogensinde komme over det? De har mistet deres smil og deres latter. Nu er de helt indelukkede og stille – selv som deres mor har jeg svært ved at nå ind til dem. Jeg har mistet dem! Hvem kan hjælpe dem? Hjælp dem!!
Jeg græder hver nat for mine børns skyld. ”Som voksen er det hårdt og hjerteskærende, men hvor meget mere lider mine børn ikke?”Og de ved ikke, hvordan de skal håndtere det. Hjælp os, vil I ikke nok?”
”Som voksen er det hårdt og hjerteskærende, men hvor meget mere lider mine børn ikke?” – Mor
Af denne grund har vores lokale partnere i Irak åbnet en børnehave for flygtningebørn sammen med skole- og hjælpetilbud i flere lejre og områder. I øjeblikket får moderen og drengene nødhjælp: mad, lægehjælp, tøj og sko. Moderen modtager desuden traumebehandling, og vores partnere er ved at undersøge muligheden for at give traumebehandling til hendes drenge, der ikke bor i nærheden af den børnehave, der er åbnet.
Ikke kun moderen, men også mange andre yazidipiger og -kvinder får traumebehandling med støtte fra Dansk Europamissions givere, men der er så mange fysisk og psykisk mishandlede drenge, som har brug for særlig hjælp og indre helbredelse for at genoprette håbet og glæden i deres liv.
Vi undersøger i øjeblikket muligheden for at tilbyde traumatiserede drenge hjælp og mere assistance gennem vores dygtige lokale partnere inden for dette område, men somme tider føler vi os overvældede af det enorme behov for hjælp til alle disse mange fattige og dårligt stillede flygtninge.
Gud kender børnenes lidelser
Gud ved det. Han har ikke svigtet dem. Han elsker de fattige og dem, der lider. Lad os bede og hjælpe dem. Så tak for al jeres trofaste støtte. Den giver håb og liv til traumatiserede mennesker i Irak.
