Ikke-kategoriseret

Vor kommunikationsmedarbejder fik 12 i bacheloropgave om radikalisering af muslimer

De kristne i Syrien og Irak er blandt andet under angreb af unge muslimer fra Danmark der finder mening i at rejse til Syrien og kæmpe for Islamisk Stat.

Af Samuel

Del artikel

Der findes meget lidt forskning i hvorfor unge muslimer bliver radikaliserede. Derfor var det nyt land Lene begav sig ud i da hun skrev opgaven.

Billede: Lene skrev opgaven ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet.

Amir blev Syrienskriger

I opgaven analyseres Amirs radikaliseringsproces. Amir var som barn empatisk og vellidt. Han drømte om at åbne sit eget sportsvognsværksted og begyndte på teknisk skole. Da hans forældre blev skilt, blev hans tilværelse dog usikker, og han droppede ud af teknisk skole.

Amir mødte nogle mænd fra en moske i København, som var gode ved ham, men også gav ham hæfter om islam og gav ham lektioner i hjemmet hos en af mændene. Værdierne i det radikaliserede miljø var i stor overensstemmelse med værdierne i Islamisk Stat i Syrien, som han rejste til og kæmpede for.

Mange faktorer medvirker til radikalisering

Lene fortæller at der er mange mekanismer på spil når unge i Danmark bliver radikaliserede i en sådan grad at de gør andre mennesker ondt: ”Vi lever i et senmoderne samfund, der er kendetegnet ved nogle strukturer der gør det sværere for det enkelte menneskes at få tilfredsstillet grundlæggende psykologiske behov for bl.a. fællesskab og identitetsdannelse. Engagement i et radikaliseret miljø kan hos det enkelte menneske være med til at imødekomme disse behov. Vigtigt er det dog at anerkende at alle fortællinger om radikalisering er individuelle, og at der er noget personligt på spil hos enhver der engagerer sig i et stærkt radikaliseret miljø.”

Bestil foredrag 

Kirker, missionshuse, foreninger, bibelstudiegrupper og andre som er interesserede i at høre om Lenes arbejde, kan invitere hende til at komme ud og tale. Hun har også besøgt Dansk Europamissions arbejde og kan fortælle om forfulgte kristne og hvad vi kan lære af dem.

Støt Forfulgte kristne generelt