På billedet ses Parveen Bibi, den myrdede mands søster, holder det døde ægtepars spædbarn – et af fire børn der blev gjort forældreløse ved drabet den i Punjab, Pakistan.
Drabene fandt sted tirsdag den 3. november, ca. 60 kilometer fra Lahore, hovedstaden i Punjab i det centrale Pakistan – i landsbyen Kot Radha Kishan i Chak 59. Parret kom oprindeligt fra den historiske kristne landsby Clarkabad, kun 4 kilometer fra Chak 59. Der har været adskillige voldelige sammenstød mellem de kristne fra Clarkabad og muslimerne fra de omkringliggende landsbyer i den seneste tid.
Parret kunne have reddet livet hvis de var flygtet efter at kvinden blev anklaget for at have brændt sider af Koranen, men ejeren af murstensfabrikken nægtede at lade dem rejse uden at have tilbagebetalt deres gæld.
Dette er en traditionel metode der stadig bruges til at slavebinde arbejdere i Indien og Pakistan, selvom det officielt er forbudt i Pakistan. Metoden beskrives af FN som en form for ‘moderne slaveri’.
To dage før drabet blev Shahzad Masih (26) og hans kone, der var gravid i femte måned, Shama Bibi (24) anklaget for at have brændt sider fra Koranen. Parret havde allerede fire børn, som nu er forældreløse. Parveen Bibi, Masihs ældste brors kone talte med World Watch Monitor samme dag som drabene havde fundet sted.
Hun fortalte os at hendes far, Nazar Masih, ”plejede at udføre sort magi” hvor han brugte amuletter og nogle dokumenter, som hun tror måske har inkluderet vers fra Koranen.
”Om søndagen brændte Shama dem alle sammen og smed asken ud på møddingen uden for der hvor de boede. Shama gjorde det ikke for at nedgøre islam på nogen måde, for hun var analfabet og anede ikke hvad der var i amuletterne”, fortæller hun. ”Nogle personer genkendte de halvbrændte sider i asken og råbte op om at Shama havde brændt Koranen.”
Shahzad Masih og hans fem brødre har arbejdet i mange år på murstensfabrikken ejet af Yousuf Gujjar. Parveen fortæller at Shahzad og hans brødre gik til Gujjar for at løse problemet efter at stemningen blev anspændt i lejren. ”Gujjar forsikrede os om at der ikke ville ske noget, mens han samtidig bad sin bogholder om ikke at lade Shahzad og Shama flygte fra landsbyen uden at have tilbagebetalt deres gæld”, penge som de afdrager mod deres ansættelse og løn.
Mandag aften havde nogle muslimske naboer informeret politiet om den påståede vanærelse af Koranen og advaret om et muligt angreb på det kristne par, sagde Parveen. ”Den nat sov Shahzad og Shama hos mig, så hvis de blev arresteret, så ville vi i det mindste vide det”. Omkring kl. 6 om morgenen da Shahzad og Shama tog hjem for at gøre sig klar til at gå på arbejde, begyndte det at strømme ind med vrede mennesker i kvarteret. Da de så faren, flygtede alle de kristne undtagen Shamas søster, Yasmeen (gift med Shahzads bror, Fiaz Masih).
Yasmeen fortæller at de var ved at lave morgenmad, da nogle personer bankede på døren og spurgte efter Shama. ”De gik ind i huset, og en af mændene slæbte Shama ud. Shama havde deres yngste datter, Poonam, i armene. Manden greb Poonam og smed hende på gulvet…. Så en vagt fra murstensfabrikken, Muhammad Akram, reddede Shama og tog hende med til fabrikskontoret (blot få meter fra deres hus) og låste hende inde der for at beskytte hende mod angrebsmændene. Shama græd og råbte på hjælp. Vagten hentede hendes mand og bad ham gå ind til Shama for at trøste hende, og han forsikrede dem om at de ville blive lukket ud, så snart folkemængden var væk”
”På det tidspunkt var der ikke så mange, men vi kunne høre det blive annonceret i moskeernes højttalere i de omkringliggende landsbyer – at en kristen kvinde havde skændet Koranen”. Yasmeen fortæller at folk fra fem omkringliggende landsbyer – Chak 60, Rosey, Pailan, Nawan Pindi og Hatnian – blev samlet af indbyggere fra Chak 59 og arbejdere fra murstensfabrikken.
”Snart begyndte det at strømme ind med lastbiler fyldt med tusinder af mænd bevæbnet med køller, hakker og økser. Vagten Akram havde låst hoveddøren til kontoret udefra, men de vrede demonstranter brød ind alligevel. Det lykkedes dem dog ikke at bryde den inderste jerndør til kontoret ind, og Shama og Shahnaz må have låst den indefra”.
De vrede demonstranter klatrede derefter op på taget og brød igennem det ”som om det var lavet af træ, strå og mudder”, sagde Yasmeen. Hun sagde at disse mænd åbnede døren indefra og bragte parret med ud, hvor den højspændte folkemængde var klar til at gå til angreb. ”De slog dem med køller i hovedet og med økser, før de bandt dem begge til en traktor og trak dem ud på en vej der var ved at blive anlagt og var dækket af stenskærver. Jeg tror at de var bevidstløse, men stadig trak vejret, men folkemængden ville stadig ikke lade dem være. De tog noget benzin fra en traktor og hældte det over dem og smed dem i teglovnen. Da mistede jeg håbet og flygtede med mine børn.”
En anden slægtning, Parvaiz Shehzad, som også bor i Clarkabad, sagde at muslimerne fra nabolandsbyerne ”var meget misundelige på de kristne”. Landsbyen er opkaldt efter Robert Clark (1825-1900), den første anglikanske missionær i Pakistan. Parvaiz Shehzad sagde at det var den første landsby i distriktet der fik elektricitet, en bank, et posthus og en high school. ”De fleste folk med uddannelser fra området har gået i skole i Clarkabad. Striden mellem de kristne og de muslimske landsbyboere har været et tilbagevendende problem i de senere år”.
Eftersom Shehzad og Shama var fra Clarkabad, mener han at misundelse kan have spillet ind.
Shamas søster Yasmeen sagde at en politibil var til stede under hele det voldelige angreb, men at fordi de var så få, greb politiet ikke ind. ”Nogle mænd bad dem om at skyde op i luften for at lægge en dæmper på folkemængden, fordi de ikke havde nogen skydevåben at svare igen med. Shama og hendes mand havde måske overlevet hvis de havde grebet ind i tide”.
Politiet mødte talstærkt op på stedet efter at folkemængden havde dræbt parret. Et lokalt nyhedsmedie fortæller at 42 er blevet arresteret i forbindelse med sagen. Politiet oprettede en sag og registrerede en rapport (no. 475/14) på politistationen i Kot Radha Kishan. Heri står der at 500-600 mænd torturerede det kristne par. 60 mænd nævnes ved navn, og der står at ”Hændelsen fandt sted efter at de ovennævnte personer samlede en folkemængde og opildnede dem ved hjælp af usande annonceringer fra moskeernes højtalere om at Koranen var blevet vanæret”.
Ligene af parret blev i hast begravet ved midnat for at forhindre kristne ledere i at forrette begravelsen, som det ellers havde været planen. Shamas far, Mukhtar Masih indgav en begæring, med hjælp fra den kristne organisation The Voice Society, imod regeringens beslutning om at stå som sagsøger.
Han fortalte til World Watch Monitor at han i årevis har arbejdet som leder for gældsslaver, og at han ”kender de taktikker som regeringen bruger for at undertrykke os. I aftes da jeg forlod landsbyen, var det blevet besluttet at begravelsen skulle holdes næste dag. Men i stedet blev det gjort i al hast ved midnat, som om vores børn var tyve. Det kristne samfund i Pakistan har allerede set regeringens mangel på handlekraft i sagen om Joseph Colony (i Lahore), hvor staten også er sagsøger”.
”Min datter Yasmeen var øjenvidne til alt hvad der skete, men hun er ikke med i politirapporten, så hvordan kan jeg vide at staten har tænkt sig at lade retfærdigheden ske fyldest?” klagede han.
Nyheden spredte sig viralt og var hurtigt på alle de pakistanske tv-kanaler, hvorefter chefministeren for Punjab, Shahbaz Sharif, omgående nedsatte en komite med tre medlemmer med ministeren for minoritetsanliggender og menneskerettigheder, Javed Iqbal, i spidsen. Iqbal udtalte at komiteen snarligst ville rejse ud til stedet og udfærdige en rapport til chefministeren. Parlamentariker Mary Gill, fra det regerende parti Pakistan Muslim League, sagde til World Watch Monitor at chefministeren allerede havde nedsat en task force fra politiet til at tage sig af problemet med selvtægt.
”Den skelsættende dom der kom fra Højesteretten i juni i år giver os et redskab til at håndtere truslen fra denne ondskab. Vi håber på at kunne præsentere en lov snart der kan fjerne dette sociale onde der har slået rod i vores samfund i de senere år”.
Drab på personer på baggrund af løse anklager, især dem der er anklaget for blasfemi, bliver mere og mere udbredt i Pakistan.
I 2009 blev over 100 huse tilhørende kristne plyndret og sat i brand i byen Gojra.
I 2013 angreb tusinder af muslimske fundamentalister Joseph Colony, et kristent område i det centrale Lahore.
I følge Centre for Research and Security Studies har der været flere end 52 tilfælde af udenretslige drab angående blasfemi på to årtier i Pakistan.
Kilde: World Watch Monitor
