Jeg begynder interviewet med at spørge hvordan Anna Münster mener at vi skal se på forfølgelse af kristne. Forfølger regimer i Centralasien blot kristne for at give indtryk af at regimerne behandler kristne og muslimer lige – når regimerne måske egentlig er mest bange for islamiske terrorister og angriber dem hårdest?
Hertil svarer Anna Münster: Jeg tror ikke regeringerne bruger kristenforfølgelse til at legitimere forfølgelse af muslimer. Faktisk tror jeg ikke det betyder meget for dem om deres handlinger opfattes som legitime eller ej.
At blive kristen opfattes som et opgør med ens kulturelle baggrund
De ortodokse kirker forfølges ikke i Usbekistan og Kasakhstan. De fleste ortodokse kender spillereglerne – nemlig at de kun må arbejde blandt russere og ikke muslimer.
Forfølgelsen begynder når personer med muslimsk baggrund i Centralasien omvender sig til den kristne tro. Årsagen er at den kristne tro ofte i Centralasien anses for at være noget ‘russisk’. Dermed kan anti-russiske følelser, der eksempelvis stammer fra Sovjettiden, blive vakt når en muslim bliver kristen.
Anna Münster fortsætter: Hvis en aserbajdsjaner bliver kristen, kan han eller hun opleve modstand, da skridtet tolkes som om han eller hun er gået over til fjenden, armeniernes, tro. I Aserbajdsjan siger man således at du er blevet armenier hvis du er blevet kristen selvom man stadig etnisk er aserbajdsjaner.
Hun fortæller videre: I fx Usbekistan, blandt krimtatarerne eller folkeslagene i Nordkaukasus får man at vide at man er blevet russer hvis man er blevet kristen, selvom man etnisk er usbeker. De anti-russiske følelser er der, og dermed også en anti-kristen følelse.
Hvorfor er etnicitet tæt knyttet til tro?
Du opfattes som forræder mod forfædrene hvis du er kristen. Efter 1991, hvor Sovjetunionen – og dermed den sovjetiske identitet – brød sammen, har der været en kamp for at finde nationale identiteter. Hvad vil det eksempelvis sige at være krimtatar?
Du respekteres i lokalsamfundet hvis du følger de lokale skikke. Den kristne tro ses derimod som en fremmed indflydelse. Nationalisterne i Usbekistan accepterer ikke fremmed indflydelse. Jo mere nationalistisk du er, jo mere vred er du over fremmed indflydelse.
Konvertitter til kristendommen er ligeledes under pres, og modtager også trusler fra udøvende muslimer, som ikke nødvendigvis er nationalister, men som lægger stor vægt på islam.
Forfølgelse på flere niveauer i samfundet
Når evangeliske kirker hvor medlemmerne er konverteret fra islam, forfølges, tror jeg det har noget at gøre med at de er uafhængige af regeringen. De evangeliske kristne prøver at opdrage deres børn i den kristne tro, hvilket kan opfattes som en trussel. De prøver få kristen litteratur, hvilket også opfattes som en trussel.
Desuden er det vigtigt at forstå at forfølgelse kan finde sted på flere niveauer. Samfundet kan sammenlignes med et løg med mange ringe, og det er ikke kun regeringen, men ligeså meget samfundet, hvor din familie, naboer, lokalsamfundet, mullahen og alle ser ned på dig hvis du er evangelisk kristen. Drabet på pastor Artur i Dagestan var en reaktion fra samfundet.
Naboer spyttede efter kristne
Naboer snakker sammen og ved alt om dig, og de kan fx finde på at spytte efter folk der er på vej i kirken. Ligeledes ved alle at du er missionær – også selvom du siger at du er forretningsmand.
Der er således et pres fra samfundet samtidig med at regeringen overvåger de kristnes aktiviteter. En medstuderende jeg kendte fra Aserbajdsjan, kom i fængsel, blot fordi han samtidig var pastor, og med hans fængsling sendte styret et signal til samfundet.
Vanskeligt for kristne at få arbejde
Det er meget svært for kristne at få arbejde når de først ved at du er kristen. I Kirgisistan og Kasakhstan er det dog lettere. Dog skal man huske på at det generelt er vanskeligt at få arbejde i regionen, især i de mindre byer.
