Et land i Centralasien. Zebo er en meget ung pige. Hun og hendes familie er flygtninge fra Afghanistan. Da hun ankom til et land i Centralasien [af sikkerhedshensyn kan navnet ikke nævnes] og begyndte at gå på den lokale skole, blev hun chokeret da hun hørte at alle hendes klassekammerater drømte om at få en karriere når de blev voksne. Nogle ville være læger, andre lærere eller kontorchefer osv. Men hun kunne slet ikke engang forestille sig hvad hun kunne drømme om at blive, fordi hun vidste fra starten af at når hun var færdig med skolen, så ville hun blive tvunget til at gifte sig.
Billede til højre: De udsatte kvinder lærer blandet andet at lave smykker og sy, så de enten kan starte egen virksomhed eller få arbejde. Udover kvinder som Zebo, får også kvinder der er ofre for menneskehandel til prostitution, ofre for vold i hjemmet eller har været prostituerede, hjælp til selvhjælp.
Broren tæskede Zebo
Hver dag når hun kom hjem efter skole var hun under pres og tæt kontrol, og nogle gange hvis hun kom for sent hjem efter skole, blev hun tævet af sin bror. Deres mor opfordrede broren til at tæve sin søster – hun sagde at hun var nødt til at lære at kende sin plads. Første gang han tævede hende fik hun et blåt øje, næste gang brækkede han hendes næse, og gangen efter brækkede han hendes arm. Det blev værre og værre for hver gang. Hun følte sig aldrig elsket af sin familie, for de opførte sig ikke som en familie og talte aldrig om kærlighed eller følelser.
Straffet for at skrive et digt – og flygtede
En gang havde Zebo skrevet et digt om kærlighed og venskab. Hendes mor fandt hendes notesbog og fik Zebos bror til at reagere igen. Så Zebo blev igen tævet slemt, og selv da hun prøvede at forklare sin mor at det bare var et talent hun havde og ikke rigtige følelser, så troede de ikke på hende. Så næste dag da hun skulle i skole, gik hun ikke derhen, men gik bare derhen hvor hendes fødder førte hende. Hun levede på gaden i otte dage og nætter, og så gik hun på internettet og ringede til FN. Derefter blev hun bragt til Dansk Europamissions samarbejdspartner, som driver et tilflugtssted for udsatte kvinder som Zebo.
Her fik hun lægehjælp, men hun kunne ikke forlade stedet, eftersom alle hendes slægtninge ledte efter hende og ville slå hende ihjel. Det at hun var løbet væk hjemmefra havde bragt stor skam over familien.
Familien jagtede hende og truede Dansk Europamissions samarbejdspartner
I Afghanistan betyder det døden, hvis en pige løber væk hjemmefra. Det vidste hun godt før hun løb væk, men hun kunne ikke blive derhjemme mere. Hun var meget bange, for hun var fra Taleban-stammen. Alle de ansatte i Dansk Europamissions partnerorganisation var i fare, men Gud beskyttede dem alle. Efter noget tid fandt familien frem til den, og de ville tvinge hende til at komme med hjem, så hun kunne blive sendt tilbage til Afghanistan for at blive slået ihjel. For som hendes mor sagde, så er det bedre at have en død datter end en datter der bringer skam over familien. Men endnu en gang var Gud med hende og det lykkedes dem ikke at tage hende med.
Får hjælp til selvhjælp
Hun bor stadig i tilflugtsstedet som Dansk Europamission støtter, hvor hun er i gang med et kursus i madlavning. Hun har allerede bestået kurserne i smykkeproduktion og er faktisk den bedste til at lave smykker.
Hun siger: “Dette er det bedste sted for mig at være, for jeg føler mig mere selvsikker, og jeg ved at selvom jeg ikke har en lang uddannelse, så kan jeg stadig tjene penge. Nu har jeg lært at drømme, og jeg drømmer om at starte en lignende organisation i Afghanistan. Jeg drømmer også om at lære engelsk.
Jeg takker Gud for at Han har bragt mig hertil. Hvad hvis jeg havde været nødt til at blive på gaden, og der var sket mig noget slemt? Eller hvad hvis mine forældre havde fundet mig på gaden? Jeg ved at Gud har en plan med mig, og nu ved jeg at Jesus er med mig.”
