Kristne i delstaten Maharashtra har anklaget lokale hindunationalister for at føre en modstandskampagne mod de kristne, der således bliver nægtet basale fornødenheder såsom vand og brænde.
Den kristne menighed, som primært består af stammefolk, i den lille by Manor har fået at vide at de ikke må hente vand fra brøndene, og de handlende har nægtet at sælge dem brænde så de kan lave mad.
“En social og økonomisk boykot af kristne er sat i værk i byen af Hindutva- folk [højreorienterede hinduer]”, siger Joseph Dias, en fortaler for de kristne i området. “Både politiske og sociale grupper er involverede”.
Landsbyrådet indkaldte for nylig til et møde med det formål at indføre økonomiske sanktioner og restriktioner for gudsdyrkelse for alle kristne i området, fortæller Dias. Disse tiltag kommer efter et angreb udført af hinduer på en huskirke den 30. december.
En menneskemængde på op mod 500 Hindutva-fundamentalister tiltvang sig adgang til kirken og bad menigheden om at stoppe søndagsgudstjenesten. De tævede medlemmer af menigheden, heriblandt kvinder og børn, skændede flere eksemplarer af Bibelen og ødelagde musikinstrumenter, fortæller vidner.
Broder Ravindra Jadhav, som prædiker i landsbyen, siger at stammefolk ikke længere har mulighed for at tilbede frit i kirken, men i stedet må rejse 20 kilometer væk for at komme i kirke.
Hindutva-tilhængere har advaret dem om at der vil komme yderligere voldshandlinger hvis der igen bliver afholdt gudstjeneste om søndagen i Palghar, fortæller Jadhav.
Dias siger at han har en mistanke om at den hårde linje der nu lægges af højreorienterede hinduer i landsbyen er en forløber for lokalvalget i Maharashtra næste år.
Hindutva er baseret på nationalistisk ideologi og består af en række løst sammensluttede grupper, herunder oppositionspartiet Bharatiya Janata Partiet (BJP). Der rapporteres om at folk fra de lavere niveauer i Hindutva siger at de har modtaget ordrer fra højerestående medlemmer om at forhindre udøvelse af den kristne tro i staten.
“Fundamentalisterne vil gerne sikre sig stemmer fra Hindutva-tilhængerne”, siger Dias. “Det kan være det der er motivet bag dette skridt mod de kristne”.
I starten af december var der endnu et angreb på en kirke i byen Malvan i samme stat. Før det fandt et andet angreb sted i samme by i oktober. I Palghar fortæller Dias at politiet har nægtet hjælp til kristne, og at de i nogle tilfælde har krævet op til 2000 rupees (ca 205 kr.) per politimand som betaling for at yde beskyttelse.
“Vi har kontaktet indenrigsministeren for staten, R. R. Patil, direkte, og vi forventer at der vil blive gjort noget ved Hindutva-folkene”, siger Dias.
Kilde: ucanews