Da jeg var tolv år gammel, blev jeg sendt fra børnehjemmet i Bishkek til et børnehjem i den sydlige del af Kirgisistan. Det ligger meget langt fra hovedstaden, ca. 800 km. På dette børnehjem boede der børn fra tre til seksten år. Jeg boede på børnehjemmet i to år. Når jeg tænker tilbage på min tid på dette sted, så var det de værste år i mit liv.
Der boede omkring halvfjerds teenagere på denne institution som havde til huse i en gammel bygning i sovjet-stil. Der var rent nok, men nu hvor jeg tænker tilbage på det, så føler jeg at det var som et fængsel. På tredjedagen kom jeg alvorligt op at slås. Det gjorde ondt og var svært for mig, men jeg viste dem at jeg var modig. Bagefter lå jeg flere dage i sengen. Da jeg begyndte at få det bedre skulle jeg i skole. Børnene fra børnehjemmet gik på den lokale folkeskole, som lå tæt ved. Teenagerne fra de almindelige familier kunne ikke lide os, og vi sloges altid mod hinanden – børnehjemsbørnene mod skolebørnene.
På børnehjemmet var der en uskreven lov mellem børnene om at man ikke fortæller eller skriver noget til politiet eller børnehjemsledelsen. Hvis man gjorde det, så mistede man al sin autoritet og ens liv blev et helvede. Lederen af børnehjemmet var en alkoholiseret kvinde. Jeg så hende mange gange døddrukken, hvor hun væltede rundt og prøvede at undervise i den tilstand. De ansatte holdt ikke ordentligt øje med hvad børnene lavede, og det meste af tiden var man overladt til sig selv. Efter sengetid begyndte der et helt andet liv. De store teenagere samlede de mindre børn og begyndte at uddele tæsk – især til dem der havde gjort noget galt.
Der var ingen opdeling mellem pigernes område og drengenes område, så man kunne let komme fra det ene område til det andet. Om aftenen drak de store drenge sig fulde og tit misbrugte de nogle af pigerne seksuelt. Jeg kan stadig huske hvordan det var at være der og ikke kunne gøre noget fordi jeg var for lille. Jeg løb flere gange væk fra børnehjemmet i en uge eller ti dage. Det var helt almindeligt. Det var de vant til, og når jeg kom tilbage var de ansatte ligeglade og spurgte ikke engang ind til det.
Sidst jeg hørte nyt fra børnehjemmet fik jeg at vide at situationen har ændret sig til det bedre. Der er en ny leder som er engageret og som elsker børn.
