Kasakhstan fortsætter ifølge nyhedstjenesten Forum 18 News Service, som Dansk Europamission er medstifter af og engageret i ledelsen af, med at straffe folk der udøver deres internationalt anerkendte rettighed til religionsfrihed uden statens tilladelse.
Der bliver fortsat foretaget ransagelser, ofte uden ransagningskendelser, af medlemmer af Baptistkirkerådet, som af princip ikke søger om registrering fra staten. Denne praksis har “de uregistrerede baptister”, som trossamfundet også kaldes, fulgt i mange år, både før og efter Sovjetunionens sammenbrud.
I en særligt alvorlig sag ser det ud til at politiet har fabrikeret beviser mod baptisten Vasiliy Stakhnev. Han har efterfølgende fået en stor bøde for den “lovovertrædelse” det er at distribuere religiøs litteratur, hvilket han på det kraftigste afviser at have gjort.
Politiet har angiveligt presset hans naboer til at afgive falske vidnesbyrd mod ham. En af naboerne fortæller Forum 18 at de “ikke var sikre på hvad det var de skrev under på for politiet”. Stakhnev insisterer over for Forum 18 på at han ikke har distribueret nogen former for litteratur, og at han kun var “skyldig” i at have været i besiddelse af kristen litteratur i sit eget hjem. Den lokale politiinspektør Serikhan Tozhigitov fra politiet i Serebryansk hævdede over for Forum 18 at: “Vi har ikke tvunget nogen til at skrive under på noget”.