Nordkorea

Ikke-kategoriseret

Hjælp til nordkoreanere

Af Henrik Due Jensen

Del artikel

Billede øverst: Bro til Nordkorea

Når jeg et øjeblik ser de billeder, der kommer frem på nethinden af kristne, der lider i Nordkorea, så ved jeg, hvorfor Dansk Europamission hjælper mennesker både ude og inden for Nordkoreas grænser. Jeg har hørt og læst de mest horrible historier om, hvordan det nordkoreanske regime behandler deres borgere.

Til tider er beskrivelserne så forfærdelige, at det som menneske er svært forstå, at det virkelig sker i dag.

Nordkorea er placeret øverst på listen over lande, der forfølger kristne. De formår at gøre det på den mest brutale måde. Kristne sendes i koncentrationslejre til en pinefuld tilværelse. Det samme sker for andre personer, der betragtes som fjender af regimet. Hovedforskellen mellem kristne og de øvrige indsatte er den afgørende tro på Jesus Kristus. En tro, der giver håb selv i dødsskyggens dal.  

Beretning om rædslerne

I bogen “Eyes Of The Tailless Animals” (Øjnene fra de haleløse dyr) fortæller en tidligere fange, kvinden Soon Ok Lee, om sine lidelser i Nordkoreas fængsler. Her måtte hun udholde seks år under koncentrationslejrlignende forhold. I fængslet kendte hun ikke Kristus, men hun var vidne til, hvordan mange kristne blev torteret og myrdet. De kristne nægtede at bøje sig for regeringen, der ville have, at de forrådte Kristus. Hun omtaler en situation, hvor otte kristne fanger ikke behagede en fængselsbetjent. Betjenten forlangte, at de kristne kvinder offentligt skulle udtale, at der intet var at tro på i himmelen, og at der ikke fandtes nogen Gud. Da de otte kvinder ikke ville gå med til dette, befalede han, at der skulle hældes kogende jern over dem. Ordren blev udført, og de otte kristne kvinder døde i februar 1992, da 1200 grader varmt jern blev hældt ned over dem. Soon Ok Lee fortæller: “Jeg så på deres indskrumpede kroppe og undrede mig i mit stille sind. Hvad er det, de tror på? Hvad er det, de ser på den tomme himmel? Hvad kan være vigtigere for dem end deres liv?”

Når man lytter til sådanne beskrivelser kan man undre sig over, at verden i dag tilsyneladende glemmer at give disse grufulde realiteter opmærksomhed. Mennesker arbejdes til døde i disse lejre. Det minder os i høj grad om koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig. Alligevel fortsætter disse handlinger, indtil regimet i Nordkorea en dag kollapser. Tidligere på året talte jeg i Sydkorea med en kristen aktivist, der fortalte mig, at kristne både i 2010 og 2011 blev henrettet og sendt i arbejdslejre i Nordkorea.

Med disse grufulde forhold i tankerne, er det på sin plads at hjælpe det nordkoreanske folk. I Dansk Europamission har dørene åbnet sig, så vi kan hjælpe nordkoreanere på tre forskellige områder.

De statsløse børn af nordkoreanske mødre

For det første hjælper vi statsløse børn af nordkoreanske mødre i Kina. Der findes i titusindvis af statsløse børn i området. En problematik, som er opstået i kølvandet på de tusinder af kvinder, der er flygtet fra Nordkorea, og som er blevet ofre for menneskehandel. Børnene kan hverken kalde sig nordkoreanere eller kinesere. Deres mødre er fra Nordkorea, og deres fædre er typisk kinesiske statsborgere. Kvinderne er kommet ind i Kina illegalt fra Nordkorea i forventning om at få et bedre liv. De er som regel blevet snydt af kyniske bagmænd, der har solgt dem videre til mænd i Kina. Vi ved, at de kvinder, der opdages af de kinesiske myndigheder, ofte bliver sendt tilbage til Nordkorea. Her risikerer kvinderne en meget barsk behandling af de nordkoreanske myndigheder. Nogle bliver i værste fald henrettet. De tilbageblevne børn lider under afsavnet af deres mor. I mange tilfælde vil børnenes kinesiske far ikke tage ansvar for barnet, når kvinden er blevet sendt tilbage til Nordkorea. Det er en ulykkelig situation for børnene, der kan blive mærket for livet. Nogle børn bor hos kristne plejefamilier, og andre bor hos deres kinesiske bedsteforældre. Dansk Europamission giver støtte til omkring 50 børn i Kina af nordkoreanske mødre.

Redningsaktioner

For det andet støtter vi redningsaktioner, der hjælper nordkoreanere på flugt til et bedre liv. Tidligere havde vi fokus på at hjælpe dem med husly i Kina, men i nyere tid er de nordkoreanske flygtninge blevet hjulpet med at komme i sikkerhed i andre lande. Det koster penge at transportere dem, give husly, menneskelig støtte, mad, tøj og andre nødvendigheder på en rejse mod friheden. Dette arbejde går også under betegnelsen “The underground railroad”.

Medicin til undergrundskirken

Og endelig støtter Dansk Europamission et projekt, der sikrer, at forfulgte kristne inde i Nordkorea modtager medicin.  Sundhedstilstanden i landet er katastrofal. Det siges, at 5 % af befolkningen har tuberkulose. Med en befolkning på ca. 23 millioner indbyggere betyder det, at mere end 1 million mennesker formentlig lider af tuberkulose. Denne fortvivlende situation påvirker også undergrundskirken. Derfor støtter vi med medicin.

Vi lever i en tid med enestående muligheder for at vise Guds kærlighed til mennesker, der er underlagt et regime der forfølger kristne og undertrykker befolkningen. Tak for din støtte.