Efter folkeafstemningen i Egypten, hvor folket skulle stemme ja eller nej til en ny forfatning, og hvor vælgertilslutningen var markant større, end hvad der var normalt under det gamle styre, er der nok mange i Vesten, som glæder sig over, at den første egentlige demokratiske handling gik godt, bortset fra nogle få uregelmæssigheder. Spørgsmålet er blot: Hvad var det, egypterne stemte ja til, og
hvem var det, der stemte ja.
Et ja til forfatningen betød et ja til et hurtigt nyvalg til parlamentet og af en ny præsident. Den nye forfatning giver ikke afgørende nye frihedsrettigheder, men fastslår Sharia som hovedkilden til lovgivningen. En hurtig valghandling vil give det bedst mulige udgangspunkt for, at de allerede nu bedst organiserede grupper i samfundet vil stå stærkest. Et nej til den nye forfatning ville have betydet, at et nyvalg ville blive udsat til et senere tidspunkt, hvilket ville give tid til de yngre kræfter, som stod bag revolutionen, til at organisere sig som politiske partier, hvorved de ville have stået stærkere som alternativ til de kræfter, som allerede nu er godt organiserede, og det vil i praksis sige Det muslimske Broderskab.
Dette lover ikke godt for de egyptiske kristne. På den anden side, som en af mine gode venner i Egypten giver udtryk for, skal de kristne ikke nødvendigvis frygte for Kirkens eksistens i landet. Modgang har før styrket Kirken, og der er intet, der tyder på, at det ikke vil ske igen.
Den måde, som hæren har ageret på efter revolutionen, kan dog give bange anelser om, at intet egentlig har forandret sig i det egyptiske samfund. En del af det beskidte arbejde, som sikkerhedspolitiet før har
gjort, er nu overtaget af hæren. Hæren har flere gange brugt skarp ammunition mod ubevæbnede civile kristne, både ved angreb på to klostre og i forbindelse med uroligheder ved affaldslandsbyen ved Muqattam-bjerget i udkanten af Cairo. På den anden side er hæren også blevet sat til at genopbygge en kirke, som muslimsk pøbel havde brændt ned i en landsby ikke så langt syd for Cairo. Budskabet fra hæren ser ud til at være: “Vi skal nok hjælpe jer til tålelige forhold, men I skal kende jeres plads og holde jer i ro!”
Om der kommer bedre styr på overholdelse af menneskerettighederne, når en ny regering træder til, er et åbent spørgsmål. Hvor jeg før var en lille smule optimistisk på Egyptens vegne, vil jeg tillade mig at give udtryk for en vis pessimisme. Dog vil jeg ikke udelukke, at jeg kan blive glædeligt overrasket. Hvis jeg skal følge mine egyptiske kristne venners råd, så er det først og fremmest at bede for Egypten, for landet, folket, kristne såvel som muslimer, og især for Kirkens fremtid. Det håber jeg, at alle kristne vil gøre, for Egypten har en meget central plads i Bibelen. Her tænker jeg ikke mindst på profetien om Egypten i profeten Esajas’ bog kapitel 19, vers 25: “Velsignet være mit folk Egypten…”
