Ikke-kategoriseret

Malaysias myndigheder hindrer igen udbredelsen af Bibelen

Malaysias kristne Føderation (MKF) siger, at de er desillusionerede og vrede, efter at endnu en forsendelse af bibler på det nationale sprog er blevet tilbageholdt i Kuching havn.

Af Redaktionen

Del artikel

30.000 eksemplarer af Det nye Testamente, Salmernes Bog og Ordsprogenes Bog bliver ifølge MKF i øjeblikket tilbageholdt.

“Dette er sket, uanset at regeringen i sit forsøg på at retfærdiggøre sin holdning imod brugen af ordet ‘Allah’ i Alkitab (Bibelen på malaysisk) har forsikret de kristne om, at Bibelen vil være frit tilgængelig på Bahasa Malaysia, det malaysiske sprog, i det mindste i landsdelene Sabah og Sarawak,” udtalte MKF.

“Siden marts 2009 er alle forsøg på at importere Bibelen på Bahasa Malaysia blevet forhindret, lige meget hvilken havn der blev brugt, Klang eller Kuching. En tidligere forsendelse på 5.000 eksemplarer af Alkitab, der blev importeret i marts 2009, tilbageholdes stadig af Indenrigsministeriet i havnebyen Klang. Dette sker på trods af gentagne appeller, som resulterede i, at premierministeren i december 2009 besluttede at frigive disse bibler, hvilket blev rapporteret til MKF’s ledere af flere kabinetsministre og deres sekretærer. I absolut modstrid med denne beslutning forbliver de 5.000 eksemplarer af Alkitab tilbageholdt.

Da premierministeren fik dette at vide ved en speciel begivenhed ved juletid sidste år, udtrykte han overraskelse over, at ordren til frigivelsen af biblerne i Port Klang ikke var blevet udført. Alligevel er der intet blevet gjort fra myndighedernes side for at sikre deres frigivelse,” sagde MKF-forretningsudvalgets formand, biskop Ng Moon Hing, i en erklæring.

“Før marts 2009 var der flere tilfælde af, at bibler på malaysisk blev tilbageholdt. Hver gang måtte møjsommelige skridt tages for at sikre frigivelse. Det kunne se ud, som om myndighederne driver et vedvarende, umærkeligt og systematisk program mod kristne i Malaysia for at nægte dem adgang til Bibelen på malaysisk.

Malaysiske kristne, hvoraf mange er vokset op med Bahasa Malaysia som det sprog, de hovedsageligt kommunikerer på som et resultat af regeringens uddannelsespolitik, skal kunne have adgang til Bibelen på Bahasa Malaysia for at kunne læse, forstå og praktisere deres tro.

Religionsfriheden, der er garanteret som en af de grundlæggende frihedsrettigheder under vor føderale forfatning, er meningsløs, hvis tilhængere af en religion bliver nægtet adgang til deres religiøse tekster på et sprog, som de kan forstå,” sagde biskop Ng.

“Som et umiddelbart skridt insisterer vi på, at alle de bibler, som er tilbageholdt, skal frigives med det samme,” sluttede biskoppen.

Kilde: ucanews.com/Christian Federation of Malaysia Media Release