Indien

Ikke-kategoriseret

Gå af, hvis ikke I kan beskytte minoriteterne!

Indiens Højesteret advarer delstaten Orissas regering

Af Henrik Ertner Rasmussen

Del artikel

Den 5. januar udtalte Indiens Højesteret, at den ikke ville tillade forfølgelse af minoriteter og bad delstaten Orissas regering om at gå af, hvis den var ude af stand til at beskytte kristne, som var skydeskive for de optøjer, der fulgte i kølvandet på mordet på Swami Laxmanananda, en lokal leder af den radikale hindubevægelse Vishva Hindu Parishad (VHP).

Højesteret fulgte udtalelsen op med en ordre til Orissas regering om at tage alle forholdsregler for at beskytte minoriteterne.

Dette skridt modtages med tilfredshed af kristne organisationer i Indien.

Et dommerpanel bestående af chefdommer K.G. Balakrishnan, dommer Markandey Katju og dommer P. Sathasivam bad endvidere regeringen, der ledes af det hinduistiske BJD-parti, om at genopbygge de kirker, der var blevet beskadiget under voldshandlingerne.

”Vi vil ikke acceptere forfølgelsen af minoriteterne. Hvis delstatsregeringen er ude af stand til at beskytte dem, bør den gå af. Vi må og skal beskytte minoriteterne… Intet minoritetessamfund bør føle sig utrygt i dette land,” sagde dommer Katju.

”Det er delstatsregeringens pligt at beskytte minoritetssamfundet. I (dvs. delstaten) har først gjort dette efter at 50.000 mennesker fra minoritetssamfundet flygtede ud i junglerne,” udtalte han.

Domstolen, som i oktober sidste år havde udstedt direktiv om under hensyn til julen at udstationere paramilitære styrker i de uroramte områder indtil slutningen af december, bad regeringen om ikke ensidigt at træffe beslutning om tilbagetrækning af disse styrker.

Retten behandlede en bønsskrivelse fra ærkebiskoppen af Cuttack, Raphel Cheenath, i hvilken han beder om indgriben fra politistyrker sendt af centralregeringen med henblik på at dæmme op for den vold mellem samfundsgrupperne, som udbrød i Kandhamal distriktet i Orissa mod kristne efter at Swami Laxmanananda var blevet skudt ned den 23. august 2008 ved sit ashram (et retrætecenter).