Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Video: Dommer afbryder konvertitten Kasjkumbajevs forsvarstale

Denne video er fra retsmødet den 29. januar 2014, som ikke forløb retmæssigt.

Kasjkumbajevs forsvarstale begynder 7.20 minutter inde i videoen og efter kun 8 minutter bliver han afbrudt af dommeren, som tydeligvis ikke er interesseret i at høre mere.

Kasjkumbajevs advokat protesterer, men dommeren overhører dette. Derefter forlader Kasjkumbajev lokalet, idet han ikke må oplæse sit forsvarsskrift hvori han nævner de rettigheder som er blevet ham nægtet.

Derefter får statsanklageren ordet, og han oplæser anklagerne i et stykke tid. Herefter får Kasjkumbajevs advokat ordet.

Advokaten gentager sine protester, hvorefter han i længere tid argumenterer for at retssagen ikke bliver kørt efter loven, og dette gør han meget overbevisende, men bliver slet ikke hørt på af dommeren og retten.

Derefter meddeler han at han ikke vil fortsætte idet det hele foregår uregelmæssigt og ikke efter loven, og forlader til sidst lokalet efter at have bemærket at to tilstedeværende statslige tv-kanaler tidligere har bragt misinformerende oplysninger og viderebragt anklagerens ord som sandfærdige uden at der overhovedet foreligger beviser for anklagerne.

Efter at advokaten har forladt lokalet, knap en time efter retssagen startede, slutter dommeren med at sige at man vil overveje på hvilken måde retssagen nu skal fortsætte, og siger at der vil blive en pause i nogle dage for at tale med begge parter.

I de sidste minutter af videoen taler Kasjkumbajevs advokat til de to statslige fjernsynskanaler og siger at de bevidst fra starten har fordrejet sandheden og fra starten været partiske og ikke objektive. Han appellerer derefter til om de for fremtiden vil være neutrale, og slutter med at sige at hvis de fortsætter med at hænge protestantiske kristne ud på denne måde, er de medansvarlige for at mennesker vil få et meget negativt syn på kristne.

Om advokaten må man sige at han er meget modig og agerer helt uden frygt, samtidig med at han er utroligt godt inde i de juridiske spørgsmål.

Anklaget for at have gjort kvinde psykisk syg

Pastor Kasjkumbajev er blandt andet uretmæssigt anklaget for at have gjort en kvinde psykisk syg. Han blev arresteret den 17. maj 2013 og måtte vente indtil den 22. januar 2014, før retssagen begyndte. I mellemtiden nåede han at blive tvangsindlagt og tvangsmedicineret på et psykiatrisk sygehus, selvom han er en pyskisk sund og lovlydig borger.

Forfølgelse på grund af konversion

Bed gerne for denne retssag, som har stor betydning for fremtiden for kristne i Kasakhstan. Den leder tankerne hen på Sovjetunionens dage, hvor psykiatrien blev misbrugt mod kristne, som blev tvangsindlagt, selvom de var mentalt sunde.

Hele forløbet ligner et forsætligt forsøg på at stigmatisere kristne i Kasakhstan, særligt etniske kasakhekere der konverterer fra islam til den kristne tro.