Dine gaver gjorde en stor og positiv forskel i 2025
Iran
Trykning og distribution af 16.170 eksemplarer af Det Nye Testamente i Iran samt nabolande, hvor der bor iranere. 50 kristne samvittighedsfanger og deres familier fik efter behov juridisk rådgivning og hjælp til indkøb af mad og betaling af regninger, mens mor eller far sad i fængsel og ikke kunne bidrage økonomisk til familiens husholdning.
Libyen
Trøst og rådgivning til forfulgte kristne, også i meget pressede forfølgelsessituationer. Evangeliet deles med mange tusinde via digitale platforme. Åndeligt søgende kan få svar på deres spørgsmål, og der skabes fællesskab for nye troende som oplæres i troen. Hjælp til selvhjælp til fattige konvertitkristne.
Pakistan
Skolegang til 202 børn fra fattige kristne familier samt enkelte børn med anden minoritetsbaggrund. Desuden har en kirkebygning fået renoveret to rum.
Nordkorea
Medicin blev indført til forfulgte nordkoreanske kristne samt andre udsatte. Ligeledes har fire nordkoreanere fået hjælp til at komme til et sikkert tredjeland.
Ukraine
367 elvarmetæpper, 350 gasbrændere til madlavning, 2 brødbageovne og 5522 poser med mad blev uddelt til nødlidende familier. Ud over det blev der også tilbudt kristen litteratur til mennesker som ønskede det. I alt blev 11.596 mennesker hjulpet i Ukraine i regionerne Poltava og Kharkiv nær fronten. Desuden fik en kirke hjælp til at fejre påske.
Tyrkiet
Ledertræning af fem indfødte lederaspiranter til konvertitkirken, så indfødte tyrkiske kristne kan tage lederansvar. Støtte til sommerlejre, hvor 400 børn og unge deltog. Arbejde med plantning af fire menigheder i byer, hvor der ikke findes nogen kirker. Støtte til Kanal Hayat og SAT7 Türk samt gæstehus for lokale kristne med behov for et midlertidigt sted at bo.
Kasakhstan og Usbekistan
Uddeling af 2835 poser med håb (mad) til fattige gennem tre kirker. 127 ledere fik teologisk uddannelse lokalt på henholdsvis diplom-, bachelor- og kandidatniveau. To sommerlejre for børn i udsatte og dysfunktionelle familier samt lejr for børn med handicap.
Kirgisistan
Støtte til kristent bosted for udsatte kvinder.
Sri Lanka
Syv fattige præstefamilier fik hjælp til at starte virksomhed, hvis overskud kan bidrage til familiens husholdning. Projektet monitoreres af Dansk Europamissions eksterne ekspert i selvhjælpsprojekter.
Egypten
Menighedsplantning blandt fattige migranter. Åndeligt søgende kan uformelt mødes med en moden kristen og tale om tro. Personer der ønsker at blive kristne kan mødes til bibelstudie og blive oplært i den kristne tro.
Yemen
Udvikling og planlægning af projekt i tæt samarbejde med mellemøstlige kristne, hvor fattige og udsatte i det krigshærgede Yemen kan få lægehjælp. Der indsamles midler til projektet i 2026.
Indien
Løn til en kristen medarbejder som viser omsorg til nødlidende, giver sjælesorg og deler evangeliet. Med støtte fra Dansk Europamission underviste Bjarne Gertz Olsen bl.a. 84 indiske præster og 81 søndagsskoleledere i grundlæggende teologiske emner og børnearbejde.
Hemmelige projekter i Centralasien
I nogle lande er antallet af kristne få, og hvis vi skriver om vores arbejde i landene, vil lokale efterretningstjenester eller endnu værre ekstremistiske kræfter kunne se, hvor de lokale får støtte fra.
- I et af verdens mest lukkede lande har 187 syge og forfulgte kristne og andre udsatte fået medicin samt økonomisk støtte til lægebehandling.
- Julehjælp til 300 fattige børn i en kirke, i form af poser med frugt, nødder og anden form for sundt slik. Der var lavet et festligt børneprogram med sange, lege, julespil, og fortælling af juleevangeliet.
- Menighedsplantning og bibelundervisning i områder, hvor der ingen kirker er. Ægteskabskurser, mandeseminarer samt lejre for børn og unge i et land med kun ganske få indfødte kristne.
- Etablering af seks bibelstudiegrupper på grænsen til Afghanistan.
- Bibelsk baserede kurser for 3833 indsatte i fængsler. Desuden har lokale kristne sjælesørgeriske samtaler med de indsatte.
- 179 kvinder der har været udsat for menneskehandel, vold i hjemmet eller har været fanget i prostitution, har fået hjælp til selvhjælp. Efter behov fik kvinderne sjælesorg for at bearbejde traumer, samt advokathjælp. Desuden holdes seminarer for politiet, offentligt ansatte og skoleelever, så samfundets syn på kvinder kan forandres.