Billede øverst: Michael Warning og koordinatoren på smuglertur i 1970’erne
Michael Warning var fra 1975-1980 på syv ture for Dansk Europamission, hvor han efter eget skøn indførte omkring 600 bibler, 150 nye testamenter og 60 Johannesevangelier til Østblokken. Jeg møder ham i Odense til en spændende snak om grænsebomme, forfølgelse, bøn og om Guds konkrete indgriben.
Hvordan blev du bibelsmugler for Dansk Europamission?
– Jeg kendte H.K. Neerskov. Vi kom i samme kirke. Jeg havde lært at skrive ti-finger-system på skrivemaskine, så han spurgte, om jeg kunne tænke mig at arbejde for ham. Det var i efteråret 1973. Jeg skrev på maskine, pakkede bøger og traktater og lavede andre opgaver. Jeg var også med Neerskov rundt i landet, hvor han holdt foredrag i bl.a. kirker og missionshuse. Jeg arbejdede for ham indtil sommeren 1974.
Senere spurgte koordinatoren for Dansk Europamissions arbejde i Østeuropa, om jeg ville med på en tur, hvor vi skulle smugle bibler. Det havde jeg ikke prøvet tidligere, men jeg sagde ja. Vi kørte ned gennem Europa til München, hvor der var en slags base, som organiserede smuglerturene. Der fik vi bibler, som vi tog med ind i Rumænien. Vi kørte rundt i landet og afleverede dem. Det var en kæmpe tur på omkring 3000 km. Det tog enormt lang tid at komme over grænsen, for alle biler blev undersøgt grundigt. Vores bil var fuld af bibler, men de lå i nogle hemmelige rum, som tolderne ikke fandt.
Hvordan var forholdene i de lande, I smuglede bibler til?
– På en tur til det nordlige Rumænien kom vi en aften ned fra bjergene til en lille by, hvor vi skulle aflevere nogle bibler. Den præst, der skulle modtage biblerne, var meget fattig. Hans kone blev så bevæget, at hun kyssede os på kinden og græd. Det var meget overvældende. Vores møde var kun kort, for det var farligt for dem at møde os. Hvis vi blev opdaget, kunne vi nok klare os ud med ambassadens hjælp – men for dem ville det betyde fængsel i mange år.
Bibelen beskriver, at troen ligesom guld bliver lutret i ild, og jeg oplevede, at de kristne bag Jerntæppet havde en inderlig og hengiven tro. På grund af forfølgelsen og modstanden var deres forhold til Gud simpelthen mere inderligt. Troen var deres anker midt i forfølgelsen.
Har du oplevet Guds konkrete indgriben på turene?
– Min kammerat og jeg blev sendt afsted til Moskva med fly. Vi havde ikke fået oplyst en kontaktperson, men fik besked på at bede Gud vise os, hvem der skulle have de bibeldele, vi havde med. Vi fik adressen på en registreret evangelisk kirke, men det var ikke der, bibeldelene skulle afleveres. Nogle præster i de registrerede kirker fungerede nemlig som spioner for regimet.
Vi tog afsted på en kulturrejse, hvor vi skulle ligne almindelige turister. Vi smuglede bibeldelene gennem tolden i hemmelige lommer i vores tøj, og nogle stoppet ned i vores lange støvler. Tolderen klappede os uden på jakken, men selvom den var fyldt med bøger, opdagede han dem ikke. Om søndagen tog vi til gudstjeneste i den registrerede kirke. Den var propfyldt. Vi satte os på balkonen, så vi kunne se ned på menneskene i salen. Hver gang præsten læste fra Bibelen, begyndte folk at skrive skriftstedet ned, fordi de ikke selv ejede en bibel.
Under hele gudstjenesten bad vi til Gud om, at han ville vise os, hvad vi skulle gøre. Da gudstjenesten sluttede, gik en mand meget målbevidst mod strømmen og hen mod mig. Jeg bad: ”Gud, er han en ven? Kan jeg stole på ham?” Da han kom nærmere, og jeg kunne se ham i øjnene, oplevede jeg Guds fred meget tydeligt. Jeg følte, at Gud sagde: ”Det er ham. Han er den kontakt, I har bedt om.” Manden kunne tale en lille smule tysk, så min kammerat begyndte at tale med ham, og de gik sammen ud af kirken. Jeg fulgte dem på afstand, indtil vi var sikre på, at ingen fulgte efter.
“Da han så de mange bibeldele, kastede han sig ned på knæ og takkede og priste Gud.”
Det viste sig, at manden var rejst hele vejen fra Sibirien. Hans søn var soldat i hæren, og han var rejst til Moskva med en stor taske fuld af nyt tøj til sønnen. Samme eftermiddag skulle han tage toget tilbage til Sibirien. Han var mødt op i kirken med den tomme taske. Vi kom forbi nogle forladte fabriksbygninger, hvor vi alle tre gik ind. Dér fortalte vi ham: ”Vi tror, at Gud har ført os sammen. Vi har noget til dig.” Så begyndte vi at tage frakkerne og vestene af, og da han så de mange bibeldele, kastede han sig ned på knæ og takkede og priste Gud. Vi lagde alle bibeldelene i hans taske, og lynlåsen kunne lige akkurat lukkes. Han fortalte, at der i Sibirien var desperat mangel på Guds Ord, og at kun præsten havde en bibel. Vi havde godt halvtreds Ny Testamenter og lige så mange eksemplarer af Johannesevangeliet, som han fik med hjem. Af sikkerhedshensyn måtte vi hurtigt skilles igen, men vi omfavnede grædende hinanden, og mens vi pegede op mod himlen, tog vi afsked med ordene: ”Vi mødes engang!”
