Nordkorea

Nødhjælp og udviklingsprojekter

Hvorfor sender Kina nordkoreanske flygtninge tilbage til fængsel i Nordkorea?

Opdager kinesisk politi nordkoreanske flygtninge i Kina, sendes de tilbage til Nordkorea, hvor de i nogle tilfælde risikerer fængsel i koncentrationslejre, som regnes for værre end Hitlers.

Af Samuel

Del artikel

Billedet ovenfor: Tim Peters mener, at det er skandaløst, at Kina tvangshjemsender nordkoreanske flygtninge til tortur og fængsel (foto:Johannes Morken/Stefanusalliancen).  

Jeg har spurgt Dansk Europamissions projektansvarlige, Tim Peters, hvorfor Kina gør dette. Med base i Sydkorea er han involveret i at organisere ’Asiens Undergrundsjernbane’, hvor nordkoreanere hjælpes fra Kina til sikre tredjelande i det sydøstlige Asien.

Hvorfor flygter nordkoreanere?

Man kan identificere to årsager: dels sulter de efter mad, og dels sulter de efter frihed. Det er pudsigt nok den samme formulering, Trump har brugt om demonstrationerne i Iran i den seneste tid, men forskellen er blot, at situationen i Nordkorea er meget værre. Eksempelvis siger en FN-rapport fra marts 2017, at 41 % af befolkningen er underernærede, ligesom sundhedsvæsenet i bund og grund er brudt sammen. 

Desperationen blandt almindelige mennesker er meget høj i Nordkorea og har været det de sidste årtier. For 75-80 % af befolkningens vedkommende fylder det at skaffe mad til deres familier mest i hverdagen, særligt da den nordkoreanske regering ikke har kunnet sikre offentlig fødevareforsyning. Kun meget langsomt er små lokale markedsøkonomiske systemer, hvor fødevarer dyrkes på private jordlodder, ved at erstatte det gamle system. 

Billedet til højre: Nogle nordkoreanere flygter, da den offentlige fødevareforsyning er utilstrækkelig, og de
ikke altid kan dyrke nok mad på deres små private jordlodder (foto: Attjalandi/Shutterstock.com).

Alle har dog ikke lige stor succes med selv at dyrke mad, og nogle begynder ulovlig samhandel med Kina for at supplere familieindkomsten. Eksempelvis sælger nordkoreanere nærende urter og rødder til kinesiske forretningsmænd til gengæld for forarbejdet mad og elektronik, som nordkoreanerne kan sælge på markeder og tjene penge. Det kan medføre fængsel, hvilket skaber voldsom vrede, da regeringen dermed straffer borgerne for blot at ville tjene penge til at skaffe brød på bordet.

Hvorfor repatrierer Kina nordkoreanske flygtninge?

Den vigtigste årsag til, at Kina betegner alle, der krydser grænsen fra Nordkorea som ”illegale økonomiske migranter” og tvangshjemsender dem er, at Kina ikke ønsker at destabilisere den nordkoreanske regering og risikere, at den kollapser ved at åbne grænserne for flygtninge. De fleste observatører er enige om, at åbne grænser til Kina ville medføre en flodbølge af afhoppere, hvilket potentielt kunne destabilisere Kim Jong-uns regering i Pyongyang. Kina foretrækker klart en ligesindet kommunistisk regering i Nordkorea frem for et genforenet, demokratisk styret Korea. Så Kina fortsætter med at tvangshjemsende flygtninge til fængsel, tortur og i nogle tilfælde henrettelse eller endda tvangsaborter foretaget på gravide kvinder, der bærer et kinesisk barn. 

De kinesiske myndigheder har altid tvangsrepatrieret nordkoreanere, hvilket er i modstrid med international lov. Det anerkendes ikke, at de kan være flygtninge, selvom Kina er med i FN’s sikkerhedsråd og har underskrevet FN’s flygtningekonvention. FN’s menneskerettighedskommission får ikke lov til at komme nær Kinas grænse til Nordkorea, hvor de kan spørge nordkoreanere, om de er flygtninge eller ej. Denne adfærd fra Kinas side er åbenlyst skandaløs, da flertallet af nordkoreanerne reelt er flygtninge.

Nordkoreanere er rædselsslagne for at blev tvangsrepatrieret. Konsekvenserne kan være forskellige, men alle hjemsendte bliver forhørt og skal gennem hårde forhør af grænsepolitiet og sikkerhedstjenesten. Hvis det viser sig, at personen har rejst før, er det meget sandsynligt, at personen idømmes seks måneder, et års fængsel eller længere. Hvis det opdages, at en nordkoreaner ville til Sydkorea og kom i kontakt med sydkoreanske kristne i Kina, og flygtningen erkender det, eller det kinesiske politi rapporterer det til de nordkoreanske myndigheder, er straffen meget højere, da Nordkorea ser kristne som forrædere, ligesom kristne blev anset som forrædere mod Cæsar i Romerriget. De behandles meget brutalt, da styret mener, at de har været illoyale mod Kim-familien. 

Der er udgivet bøger, der dokumenterer adskillige eksempler på voldsomme overgreb og straffe i fængslerne. Udsættes alle fanger i Nordkoreas fængsler for denne behandling?

I nogle tilfælde slipper hjemsendte nordkoreanere for straf, hvis der ikke er plads i fængslerne. Jeg vil ikke overdrive konsekvenserne af at blive sendt tilbage, men siden Kim Jong-un kom til magten siges det, at fængselsdommene er blevet strengere, da han ved, at mange ønsker at forlade landet. Familiemedlemmer til flygtninge kan også straffes, ikke nødvendigvis alle, men i det mindste kommer de under forhøjet overvågning, og politiet overvåger om flygtede familiemedlemmer i Kina kommunikerer med dem og sender penge. Slægtninge til flygtninge kan endda sendes i fængsel.

I fængslerne får fangerne ofte ganske lidt majssuppe, mens de arbejder 10-12 timer om dagen, så familiemedlemmer forventes at give dem mad. I nogle tilfælde er familien så fattig, at den ikke kan bringe mad til fængslet, og hvis det fortsætter, er det ikke usædvanligt, at fanger dør. 

Hvordan hjælper kristne de udsatte flygtninge i Kina med støtte fra Dansk Europamissions givere?

Gennem et netværk af kirker og missionærer får flygtninge beskyttelse og hjælp til at overleve, når de har krydset grænsen. Særligt kvinder. som er blevet solgt af menneskesmuglere til kinesiske mænd som ægtefæller, er udsatte. Nogle af disse kvinder er kun teenagere, når de flygter, har ingen dokumenter, og er sårbare over for menneskesmugleres manipulation. 

Hvilken åndelig hjælp kan de lokale kristne give?

Flygtningene fortæller, at missionærerne præsenterer dem for evangeliet, og for de flestes vedkommende er det allerførste gang, de hører noget positivt om Bibelens Gud og Jesus Kristus, da den kristne tro i nordkoreanske propaganda altid fremhæves som et imperialistisk trick fra Vestens side. Den fremstilles som en del af en sammensværgelse for at få mennesker væk fra socialismen. Nordkoreanerne har hørt, at kristne missionærer er ulve, og nordkoreanerne er derfor skeptiske, når de hører evangeliet. De ved ikke, at bag disse asiatiske kristne, som hjælper dem under flugten til sikre tredjelande, og viser dem Guds kærlighed, står kristne i Danmark, der støtter Dansk Europamissions arbejde. 

Jeg har set nordkoreanere blive meget helhjertede kristne, når de tager imod evangeliet. De sulter efter kærlighed, omsorg og tilgivelse, og måske derfor responderer de på en meget meningsfuld måde, når de oplever Guds kærlighed. 

Støt