Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Gud fortalte rumænsk præst, at bibler var på vej

DE Historie: Gud fortalte rumænsk præst, at bibler var på vej

Så bordet var dækket og maden klar, da Lars kom med indsmuglede bibler.

For første gang nogensinde løfter Lars Pedersen (billedet øverst) her sløret og fortæller om sine oplevelser som bibelsmugler under Den Kolde Krig i Østblokken omkring 1980 for Dansk Europamission, bl.a. om besøget hos en rumænsk præst. Gud havde forberedt præsten på at kurererne ville komme.

Lars Pedersen på Dansk Europamissions kontor i 2018.

“Et lyn slog ned i mig”

Lars fortæller: Jeg arbejdede på det kristne rehabiliteringscenter for misbrugere, Betesda, ved Brande i 1979, og her læste jeg ofte Dansk Europamissions blad. Det var forfærdelig læsning om mennesker, som blev forfulgt for deres tro, som ikke kunne købe en bibel eller skrive om deres oplevelser under fængselsophold i Østblokken. Mennesker blev forfulgt, hvis de åbnede munden og talte systemet imod.

Til et møde lærte jeg en person at kende, som arbejdede på en hemmelig base i Tyskland og som hjalp forfulgte kristne i Østeuropa. Da var det som om et lyn slog ned i mig. Det ville jeg også. Jeg ønskede at gøre en forskel og bidrage.

Billede: Den hemmelige base ved Schnaitsee i Bayern.

Jeg kom dermed ’op af sofaen’ og mødtes med Dansk Europamissions grundlægger, Hans Kristian Neerskov, i København. Han bekræftede, at der fandtes en base, hvorfra der blev smuglet bibler, litteratur og givet praktisk hjælp til forfulgte kristne i Østeuropa.

Han havde en kontaktperson i Jylland, som jeg skulle henvende mig til, og han sendte en telex-besked til basen og spurgte, om der var brug for en medarbejder mere.

Billede: Lars modtog en noget kontant telex med forventningsafstemning, bl.a. med instruks om at han skulle klippes.

Svaret var, at jeg skulle klippes, da jeg var langhåret dengang, se ud som en mand og ikke have nogen forventninger til, hvad jeg skulle lave. Jeg svarede ja med det samme.

Alle smuglere havde dæknavne

Niels Vestergård, som var leder for det socialpædagogiske rehabiliteringscenter, Betesda, kørte mig til München. Jeg blev indlogeret i en lejlighed sammen med en medarbejder fra basen. Han informerede mig om vigtigheden af at fortælle så lidt som muligt om det arbejde, jeg udførte, til familie og venner (jeg arbejdede på et trykkeri i München); basens identitet måtte ikke røbes til nogen.

Alle basens medarbejdere skulle vælge et dæknavn. Hvis vi blev taget ved grænsen med bøger, så kendte vi ikke de andre medarbejderes identiteter. Jeg blev til “Eric”. Al post blev sendt til en postboks i München.

Billede: Udover dæknavne anvendte medarbejderne også kodesprog. Koderne betyder: Jeg har biblerne, jeg har afleveret biblerne og biblerne er blevet konfiskeret.

Ingen kunne ringe til basen, men vi kunne ringe ud. Mærkeligt at tænke på idag, hvor alle har mobiltelefoner og internet. I 1980 fandtes telefax knap nok. Nogle dage senere blev jeg kørt til basen en times kørsel fra München i retning mod Wasserburg. Jeg fik et værelse i et hus på tre etager med kun danskere. Øverst boede en familie, på den mellemste etage boede jeg + mekanikeren og på nederste etage boede en familie med to børn, som gik i en tysk skole.

På den anden side af vejen lå basen med trykkeri, lager, bilværksted og lager for smuglerbilerne. Der var nøgler og alarmsystemer overalt. Omkring 500 m fra basen lå to store huse med alarmzone og sikkerhedshegn. Her boede chefen med sin kone og børn. Der boede også tre tyske og fire danske medarbejdere. I dette hus var der også nogle mødelokaler. Hver dag startede vi med en bibeltime, hvor vi skiftedes til at holde andagt. Sproget var naturligvis tysk. Da jeg havde boet nær Tyskland og var vant til tysk tv, var det ikke noget stort problem. Alle fik lært sig tysk hurtigt. På basen brugte vi udelukkende dæknavne om hinanden. Vi blev også opdraget til ikke at spørge eller grave i ting. Hvis vi blev taget ved grænsen, så vidste vi så lidt som muligt. Det opfattede jeg som naturligt og overholdt det som en naturlig ting. I begyndelsen hjalp jeg mekanikeren. Når bilerne kom ind fra en tur, skulle de gennem service. Når kureren kom hjem, udfyldtes en mangelliste på ting, som skulle udbedres. Jeg var også med i trykkeriet, hvor der blev trykt ting, som blev smuglet ind i øst.

Smuglerbiler med dobbeltbund

Billede: Bibelsmuglerne afleverede rapporter om bilerne tilstand ved hjemkomsten.

Bilerne havde dobbeltbund, som kunne åbnes på finurlig vis, som at trykke på to knapper samtidig, og så gik gulvet op. Eller løfte nogen fliser op fra gulvet i bilen. Rygtet sagde, at bilerne var lavet på et værksted i Schweiz. Basen disponerede over 5-6 smuglerbiler samt campingvogne med
dobbeltbund. Det siger sig selv, at al service måtte udføres på basen, da en mekaniker udefra ville blive mistænksom. Hvor meget bilerne kunne rumme, kan jeg ikke huske. På basen var der også en slæbebil (hvis bilen skulle gå i stykker i øst) + 5-6 personbiler. En af medarbejderne var “tur-leder” og organiserede turene – hvor vi skulle køre hen/hvem vi skulle besøge, og hvad vi skulle have med.

Var officielt turister

Efter 6 måneder kom jeg på min første tur til Ungarn. Først fik vi adresserne på de to kontakter, vi skulle besøge. Vi skulle levere børnetøj til et børnehjem, samt levere bibler til en kontakt. Vi udfyldte en falsk fuldmagt til at køre bilen på tysk.

Billede: Lars har gemt eksempel på falsk fuldmagt

Hvis vi blev stoppet, ville grænsevagten sikkert undre sig over, hvad to danskere lavede i en tysk bil. Derfor måtte vi have en dækhistorie klar. Vores historie var, at føreren havde lånt bilen af en tysk ven, og at jeg var med på tomlen (og vidste ingenting). Dermed vidste vi kun lidt om hinanden.

Vi skulle spille normale turister på tur og lave normale turistting på turen. Vi pakkede bilen og kørte ud fra basen om aftenen. Alle kurerer kørte ind og ud om aftenen, når det var mørkt, så naboerne ikke skulle mistænke noget.

Billede: Billet fra besøg på citadellet i Budapest

Næste dag kørte vi til grænsen og fik visa. Alt gik glat og uden problemer. De ture, jeg husker bedst, er turene til Rumænien. Landet var gråt og trist, og der var fattige mennesker overalt. Vi skulle besøge en præst, som havde siddet fængslet i 10 år på grund af sin tro. Nu var han ude og leder af en undergrundskirke. Vi brugte en dag på at finde frem til blokken, hvor han boede. Vi kunne ikke komme om dagen, da alle blokke havde hver deres informanter, og alle ville kunne se, at vi var folk fra Vesten. Vi kom til ham sent om aftenen, da det var mørkt, og prøvede at klæde os på som folk fra Øst. Heldigvis var lejligheden let at finde, og vi bankede på. En gammel kone åbnede døren og viste os ind i stuen. Her sad præsten ved et bord, som var dækket op til fire personer. Præsten sad og ventede på os, og maden var klar.

Hvordan vidste de, vi ville komme? Ingen havde fortalt noget (de havde ingen telefon og ikke kontakt med basen). Han smilede og pegede op i luften. Gud sagde, at I ville komme i aften, og maden er klar. Vi spiste, og han fortalte om sine 10 år i rumænsk fængsel/fangelejr på russisk/tysk. Ingen bitterhed eller vrede. Han var taknemmelig for den rolle, som Gud havde givet ham. Han er et af de varmeste mennesker, jeg mødte i Øst. Han græd, da vi leverede 50 bibler. Det glemmer jeg aldrig. Desværre husker jeg ikke hans navn.

Et andet minde var, da vi besøgte kommunistmuseet i Bukarest. Her var der en masse billeder af folk, som Nicolai Ceausescu henrettede ved hængning. I et af rummene sad en gammel dame og strikkede.

Billet til Kommunistpartiets Historiemuseum i Bukarest

Da vi kom ind, tændte hun lyset. Da vi gik ud, slukkede hun det igen. I det næste rum sad endnu en gammel dame, som gjorde det samme. Ved en lille grænseovergang ved jernporten ind til Rumænien kørte vi over en dæmning. Rumænerne fulgte os med maskingeværer hele vejen over dæmningen. Derefter splittede de hele bilen ad, men fandt ingenting. Så kunne vi køre videre. Jeg spurgte, om de ville sætte paneler og andre dele på plads igen i bilen. Tolderne lo bare. Hvis vi ikke var tilfredse, kunne vi bare køre hjem igen. Toldere og grænsevagter var konger her. De kunne lade os vente i timevis, hvis de ikke kunne lide vores udseende.

En anden ting jeg husker, var da vi kom fra Østrig ind over en tysk grænseovergang. Vi blev stoppet af en tysk grænsevagt. To danskere i en tysk bil, hvad var nu det for noget? Dette var lige omkring det tidspunkt, hvor Baader Meinhof-gruppen havde udført et attentat i Tyskland, og tysk politi var på tæerne. Bitte aussteigen, sagde politiet. Jeg var træt og ville tilbage til basen for at sove og begyndte at brokke mig. En politimand stak en maskinpistol i siden på mig og sagde endnu en gang: BITTE AUSSTEIGEN. Så steg jeg ud af bilen…. En tur varede fra 10-14 dage. Jeg var kurer ved 7-8 anledninger. Jeg har altid elsket at rejse, og jeg følte, at dette var et kald fra Gud. Men jeg var en lille fisk i den store sammenhæng. På basen var der folk, som havde rejst mange, mange ture. De måtte ofte have nyt pas, da alle grænseovergange blev stemplet i vores pas. Der måtte derfor vælges
forskellige grænseovergange, så grænsevagterne ikke fattede mistanke. På grænsen blev vores pasnumre og navne noteret ned i en stor bog. Dette var før pc’en holdt sit indtog.

På basen blev der arbejdet længe og ofte om aftenen. Weekenderne gik med ture i Bayern eller gudstjeneste i München. Vi havde ingen kontakt med naboerne, da helst ingen skulle vide, hvad vi lavede. Vi fik 100 D-Mark i lommepenge hver måned + kost/logi. Efter et år blev beløbet sat op.

Hvad har jeg lært af mødet med de forfulgte kristne?

Jeg har lært meget af de forfulgte kristnes ydmyghed. Der var ingen bitterhed eller vrede hos den rumænske præst, selvom han havde siddet i fængsel i 10 år. Han var taknemmelig for den rolle, som Gud havde givet ham. Han er et af de varmeste mennesker, jeg mødte i Østeuropa. Han græd, da vi leverede biblerne.

Lars afslutter sin beretning med at fortælle, at han skønner han smuglede 500 bibler ind i Østblokken med udgangspunkt i den hemmelige base i Vesttyskland.

Lars Pedersen bor i dag i Norge, hvor han arbejder med udviklingshæmmede.

Støt Lukkede lande: Bibelsmugling og – oversættelse nu