Følger man med i Dansk Europamissions arbejde, finder man hurtigt ud af, at antallet af forfulgte kristne er stort. Det interessante er dog, at hvor der også er forfølgelse, er der ofte vækst i kirken.
I Danmark lider vi under en kristendomsforståelse, hvor discipelskab ikke må koste noget særligt. Vi er rigtigt gode til at tilpasse Bibelens budskaber på en måde, så de ikke kommer til at genere vores magelighed og helgarderende materialisme. Vi gør nåden billig.
Problemet er bare, at det kolliderer med Jesu undervisning om korset og Guds løfter om støtte og vækst. For hvordan skal vi møde hans kraft, hvis vi på forhånd lukker af for mulighederne? Guds magt udfoldes jo i vores magtesløshed (2 Kor. 12, 9).
Vi har brug for de forfulgte kristne til at lære os om Guds krafts virkemidler. Vi har brug for dem som forbilleder, for deres venskaber og erfaringer, så vi kan få hjælp til at komme ud af vores åndelige sløvhed og blindhed. Når vi tænker mission, bør vi ikke kun tænke en vej. Vi har meget at lære af dem.
Peter Edlef Nissen er afdelingsmissionær i Luthersk Mission.