Hebræerbrevets forfatter opfordrer os til at øve mentalisering med vore medkristne, når han skriver: ”Husk på dem, der er i fangenskab, som om I var deres medfanger, og på dem, der mishandles, så sandt som I også selv har en krop” (Heb 13,3). Mentalisering er evnen til også at se, føle og forstå situationen fra det andet menneskes sted.
Det er et af de mest udfordrende udsagn, fordi det involverer os fuldstændigt. Vel bliver jeg påvirket, når jeg i medier ser eller hører om fængslede under urimelige vilkår. Men det, hebræerbrevet formaner til, er at være som-om-medfange med hjerte, hjerne og krop.
I min bøn for fængslede kristne skal jeg forestille mig, at jeg sad sammen med dem i deres celle. Jeg vil fortsat bede for dem, men jeg beder også sammen med dem!
Hebræerbrevets forfatter nævner specielt de, som mishandles. Hvor har jeg ofte været glad for den afstand fjernsynsskærm og fjernbetjening giver mig til den tortur, medierne fortæller om. Hebræerbrevet vil have mig til at huske på (bede for, – i det omfang det er muligt – drage omsorg for og være talerør for) de mishandlede. Min ihukommelse skal være helt korporlig. Jeg skal huske med kroppen. Tænk, om det var min krop, der blev udsat for den mishandling, mine brødre og søstre rundt i verden bliver udsat for! Hvad gør den tanke ved min bøn og mit engagement?
Jeg kommer til kort i min mentalisering. Til gengæld: Jeg beder til ham, som på egen krop har oplevet fængsling og mishandling. Jeg beder ham være min medkristnes medfange!
Dan Månsson er sjælesørger i Agape
