“Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag” Mark. 11:17

Disse ord talte Jesus på Tempelpladsen i det område som blev kaldt “Hedningernes forgård.”

Af Palle Flyger

Palle Flyger, ansat ved Dansk Europamission

Del artikel

Inden Jesus udtalte disse ord skabte han røre ved at jage handlende og deres kunder ud af hedningernes forgård. “Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.”

Han sagde endda: ”I har gjort det til et tilholdssted for røvere!” 

Man havde for at servicere menighedens egne, skabt et miljø, hvor det var let at få vekslet penge til at lægge i tempelblokken og mulighed for at købe sig til de ofre, man ønskede at give. Hvilket var ganske praktisk, når man nu var rejst langvejsfra, som fra Galilæa – det var trods alt lettere at rejse med penge i pungen, end at skulle fragte et får eller duer den lange vej op til templet.

Derfor gav det god mening at have fokus på menighedens medlemmer at gøre det lettere for dem og give dem en “bedre gudstjeneste oplevelse”. 

Jesu ord om at gøre hans hus, menigheden, til et bønnens hus for alle nationer, er også alvorsord til vores menigheder og den enkelte Kristus efterfølger i 2024. Har vi for travlt til at bede for de unåede og forfulgte? 

Jesus gav sine disciple og os en jobbeskrivelse, at gøre alle folkeslagene til hans disciple i missionsbefalingen inden hans himmelfart. 

Samtidig bad han dem blive i Jerusalem, indtil Helligånden skulle komme over dem, så de kunne få kraft til at være hans vidner lokalt og globalt.

De samledes derfor i bøn, og da pinsedag kom, hørte folk fra mange folkeslag disciplene tale på deres tungemål. 

Det startede med bøn – ligesom al mission i dag starter med bøn.

Flere af vore kristne konvertit brødre og søstre i den muslimske verden er ivrige og fokuserede på at gøre Jesus kendt blandt deres naboer. 

Nogle forfulgte kristne fortæller mig, at bøn og barmhjertighedsgerninger er nøglen til vækkelse. De beder os takke danske kristne, som beder og er generøse for at medvirke til, at kirken og antallet af kristne vokser overalt i den muslimske verden.

Palle Flyger er foredragsholder og rejseleder i Dansk Europamission.