Jeg tror Gud kalder os til at løfte hovedet, fordi han elsker os, og Jesus har betalt prisen for vores synder. Men når vi lader synden komme ind på os, uanset hvilken form den har, bøjer vi hovedet i skam. Vi tør ikke tilgå Gud eller være frimodige. Det er ikke kun over for Gud at vi fejler i at løfte hovedet, også i vores rolle som far, ægtemand, ven, bror eller som Guds soldat.
Jeg har netop været i Tyrkiet med en gruppe fra Dansk Europamissions bestyrelse og sekretariat. Her mødtes vi med mange af vores samarbejdspartnere i de muslimske ’stan-lande’ i Centralasien, og jeg fik for alvor syn for situationen for kristne i denne del af verden. Grundet sikkerhedshensyn kan jeg ikke være specifik, men når undertrykkelse, frygt for forfølgelse og kvinder, der bliver betragtet som mindre værd end mænd er hverdag, så er det nødvendigt, at vi løfter vores hoveder og bekæmper synden i denne verden og i vores egne liv. På grund af Guds betingelsesløse kærlighed til os kan vi sættes fri, så vi ikke skal være bundet af synden, men frimodigt kan se på virkelighedens verden og iføre os Guds fulde rustning – Løft hovedet.
Amen!
Christian Nissen er pensionsrådgiver