Gud har mange gange op gennem historien brugt svære tider for kirken til at bringe evangeliet længere ud. Kriser skaber nogle gange sprækker i mure, som før var spærringer. I dette tilfælde i den første menighed i Jerusalem var murene ikke kun uden for menigheden, men også inden i den.
Det var svært for de jødekristne at se ud over deres egen sammenhæng i jødedommen og geografisk i Jerusalem. Men forfølgelsen fik dem spredt, og de bar vidnesbyrd om Jesus med sig. Selv til de forhadte samaritanere blev de spredt og med dem ordet om Jesus.
Den ubehagelige situation med forfølgelse i Jerusalem og andre steder skal ikke dermed gøres til noget godt, som vi skal opsøge. Men når forfølgelse og modstand kommer, har det vist sig, at det ikke behøver at være en hindring for, at Guds ord kan blive spredt. Tvært imod. Det giver nogle sprækker i murene, som lyset fra Jesus kan skinne igennem.
Når vi derfor beder for den forfulgte kirke, er det relevant også at have dette i vores tanker og lade det indgå i vores bøn: Gud pas på din forfulgte menighed, og brug denne ulykkelige situation til, at lyset fra Jesus må skinne igennem de revner i muren, som forfølgelsen også bringer med sig.
Henrik Nymann Eriksen er cand.theol. og rektor på Dansk Bibel-Institut