”Menneske først og Christen saa,” sagde Grundtvig. Ordene har vist nok være genstand for en del teologisk debat. Selv har jeg altid forbundet dem med en form for solidaritet: Som kirke og kristne er vi ikke bare optagede af os selv og kristenheden – men af menneskeheden. Både lokalt og globalt.
Når vi hører om mennesker, der sulter, lider, forfølges eller udsættes for andre uretfærdigheder, så spørger vi ikke, om de er kristne, før vi gør vores stilling op. Når kristnes frihedsrettigheder indskrænkes ude i den store verden, gør vi ikke gengæld ved at indskrænke ikke-kristnes frihedsrettigheder hjemme i Danmark. Forhåbentligt ikke i hvert fald. Ægte solidaritet og rettighedskamp omfatter nemlig også dem, der er anderledes end os selv.
Ingen kan selvfølgelig hjælpe alle på en gang. Nogle har et særligt hjerte for arbejdernes rettigheder i Mellemamerika, andre for kristne mindretals forhold i Mellemøsten og Centralasien. Men udgangspunktet må altid være, at alle mennesker er lige meget værd. Det er kirken heldigvis mange steder et vigtigt vidnesbyrd om.
Det gælder f.eks., når en kirke i et område med hungersnød deler mad og vand ud til alle mennesker – og ikke kun de kristne. Det samme er tilfældet, når en kristen organisation kaster sig ind i kampen for alle menneskers trosfrihed – og ikke kun de kristnes.
Mange steder i verden er der et kæmpe behov for at se og opleve, at man godt kan have et stærkt ståsted og samtidig respektere og vise solidaritet over for dem, der har et andet ståsted. Det har kirken og de kirkelige organisationer efter min mening nogle virkelige gode forudsætninger for at kunne bidrage til.
Daniel Toft Jakobsen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og arbejder blandt andet med trosfrihed for alle, også forfulgte kristne.
