Ikke-kategoriseret

Bent Honoré er død 

Af Samuel

Del artikel

Bent Honoré døde Kr. Himmelfartsdag 2019. Han gik i 1988 ind i Dansk Europamissions bestyrelse, hvor han i 1997 blev formand, en post han bestred indtil 2012.

Bent Honoré var således med i de udfordrende år i 1990’erne, hvor der skulle findes en afløser for Missionens stifter, Hans Kristian Neerskov. Henrik Ertner Rasmussen blev generalsekretær i 1997, og i de20 år med Henrik som øverste leder kom der ro omkring Dansk Europamission. 

Desuden var Bent Honoré med i omstillingen af Dansk Europamissions arbejde, fra under Den Kolde Krig at have fokuseret på forfulgte kristne og mission i den kommunistiske verden, til siden 1990’erne at blive orienteret hovedsageligt imod den muslimske verden. 

Bent Honoré var en mand, der i sit lange liv og virke spændte utroligt vidt. Efter at have været hjælpepræst i nogle år ved Budolfi Kirke i Aalborg, var han fra 1969 til sin pensionering i 2002 sognepræst i Værløse ved København, kun afbrudt af orlov, da han sad i Folketinget 1973 – 1979 for Kristeligt Folkeparti. Her var han især involveret i udenrigspolitik, markedspolitik og Europarådets arbejde, og han deltog i 1976 i Danmarks FN-delegation til New York.

Tilbage i 1989 var Bent Honoré – bl.a. sammen med Ole Skjerbæk Madsen – med til at stifte netværket Forum For en Fri Folkekirke, der senere fik stor betydning for bl.a. Dansk Oase og dannelsen af mange valg- og frimenigheder, begyndende med Aarhus Valgmenighed i 1990 og indtil i dag, hvor der er ca. 60 frie menigheder. De, som har samarbejdet med Bent, har lært ham at kende som et skarpttænkende og fagligt inspirerende menneske. Han skulle for ikke så lang tid siden have udtalt, at han stadig søger ”en ny evangelisk-luthersk reform, der kan styrke sand kristendom i dansk kultur og kirke”.

Det er med stor taknemmelighed, at vi tænker tilbage på Bent Honorés virke og tjeneste i kirken, i Dansk Europamission og i samfundet. 

Æret være hans minde