Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Aida tørrede blodet op efter sin svigerfar, der havde lidt martyrdøden

”Der var blod over det hele,” fortæller Aida. ”Der var blod i hans hår da han var blevet tævet meget voldsomt. Min mand og jeg gjorde rent efter alt dette. I lang tid efter var jeg bange på grund af det der var sket.”

Aida tørrede blodet op efter sin svigerfar, der havde lidt martyrdøden

Af Samuel Nymann Eriksen

Jeg møder Aida i det østlige Kirgisistan, ikke langt fra grænsen til Kina. Jeg må gerne bruge hendes rigtige navn i dette interview da hendes historie er kendt i landsbyen hvor hun bor – den samme landsby hvis indbyggere dræbte hendes svigerfar. Hun har valgt at tilgive sin fars bødler og landsbyboernes fjendskab og bosætte sig iblandt dem – for at vise dem Guds kærlighed.

Hun smiler varmt, og man fornemmer ingen bitterhed hos hende. Som interviewet skrider frem, bliver jeg rørt over hendes historie – og ydmyg og udfordret af hvor radikalt hun har tilgivet, og hvordan hun elsker sine fjender og sin svigerfars bødler.

Aida fortæller: ”Jeg er 40 år gammel. Jeg kom til tro på Jesus i 1993 og mødte min mand i 1994. Efter vi mødtes, brugte vi fire år i bøn i vores kirke. Vi blev gift i 1997 efter at min mand havde færdiggjort sin uddannelse på bibelskole. Min mand hedder Ruslan. Han er den eneste søn i sin familie.”

Svigerfar – fra imam til evangelist

Ruslans far var først meget vred over at hans søn troede på Jesus, for på det tidspunkt var han imam. Han sagde til sin søn at han ikke længere måtte bo i hans hus. ”Men vi blev ved med at bede,” fortæller Aida. Og så i 1995, efter at have læst Bibelen, kom faren til tro på Jesus.

”Min svigerfar var tidligere en streng muslimsk leder. Han blev født i Kina, kendte arabisk og vidste meget om Koranen. Han fik et stærkt møde med Jesus, og derfor begyndte han at tale åbent til alle i landsbyen om Ham og delte evangeliet med alle han kunne. Hans vigtigste tjeneste var at evangelisere, og han stod op hver dag klokken tre om morgenen og bad til klokken syv.”

”Så gik han ud til alle landsbyerne og delte evangeliet med mennesker, og han var ikke bange for at sige til nogen at han troede på Jesus. Han fortalte dem også at han før havde været muslim.”

Svigerfar blev udstødt af landsbyen

”De ældre i landsbyen var meget vrede på ham. Hans slægtninge sagde at han ikke længere kunne være del af familien. Når han for eksempel kom til en begravelse eller en fest, sagde de ældre mennesker til ham: ’Gå væk herfra,’ og selv når han prøvede at tage fra landsbyen ind til en by, ville ingen af taxachaufførerne tage ham med. Nogle af butiksindehaverne nægtede også at sælge til ham.”

Ruslan og Aida tørrede blodet op

”Han blev dræbt i januar 2006. Lige efter han var blevet myrdet, gik vi ind i rummet. Der var blod over det hele, der var blod i hans hår, og han var blevet tævet meget voldsomt. Min mand og jeg gjorde rent efter alt dette, og i lang tid efter var hun bange på grund af det.

Men Gud viste os at der er et sted der flyder med mælk og honning, at der er et sted som Gud havde forberedt til os, og Han ønskede at vi skulle bo i landsbyen. Så på trods af vores families og landsbyboernes ord fik vi hjælp i Guds Ord til at blive i landsbyen.

En af grundene til at muslimerne dræbte min svigerfar, var at de på det tidspunkt var meget stærke, og imamen i landsbyen begyndte at sige til dem der fulgte ham, at hvis man dræber eller forfølger nogle der har afsværget deres tro, så kommer man i himmelen. En anden grund var at han altid sagde sandheden, at han fulgte Jesus, så alle vidste det, og de muslimske ledere var meget bange for at de unge ville begynde at følge ham.”

Han måtte ikke begraves

”Efter at de havde slået ham ihjel, fik vi i ti dage ikke lov til at begrave ham,” fortæller Aida. ”De ældre i landsbyen samledes og tilbød os at han kunne blive begravet mod at Ruslan og jeg ville blive muslimer.

Men hans søn, min mand, Ruslan, sagde at hans far gav sit liv til Jesus, så hvorfor skulle han blive muslim efter dette? Han fortalte dem at Jesus havde frelst ham, og at han derfor aldrig ville blive muslim. Alle de troende i Kirgisistan, og selv kristne i udlandet, bad for situationen.

Ved Guds hjælp gav de muslimske ledere os et separat stykke jord med plads til at begrave seks personer. Det var til vores svigerfar og hans familie. Når vi dør, vil vi blive begravet der,” fortæller Aida og fortsætter: ”Selvfølgelig var disse ti dage meget hårde for os, og troen på at Gud kan gøre alt, var vores eneste lyspunkt i den tid.

Ruslan kunne have afsvoret sin tro på grund af frygt for muslimerne, men han gjorde det ikke. Her i Kirgisistan går der aldrig ti dage før vi begraver en død.”

Landsbyen truede Aida med seksuelle overgreb

”Ruslan var deres eneste søn, og ifølge vores traditioner skal han bo i sin fars landsby. Efter vi flyttede til landsbyen, skete der mange dårlige ting, og der var mange ubehagelige situationer hvor folk kom og sagde at de ville slå Ruslan ihjel hvis han ikke flyttede væk. Hans slægtninge ville have at han skulle forlade landsbyen. De sagde også at hvis han ikke flyttede, så ville jeg måske blive udsat for seksuelle overgreb.

Vi blev truet på den måde rigtig mange gange fordi de muslimske ledere var bange for at vores familie ville blive en dør for landsbyen til Jesus. De var bange for at ligesom Ruslan havde været en dør til Jesus for sin far, kunne han også være en dør til Jesus for hele landsbyen. Som mor og hustru var det meget hårdt at høre på den slags ting fra folk.”

Butikker og taxachauffører ville ikke handle

”Det var ikke kun min svigerfar der blev forfulgt. Vi oplevede det også selv. Blandt andet sagde mange butikker nej når vi ville købe ind, og taxachaufførerne ville ikke lade os køre med ind til byen. Og ingen af vores naboer ville tale til os.”

Tjener landsbyen

”Efter lang tid begyndte naboerne dog at besøge os. Når vi bad om aftenen, spurgte vi Gud hvad han ville have at vi skulle gøre i landsbyen.  Gud sagde at vi bare skulle bo i landsbyen, det var det hele. For Gud ville vise sit rige for landsbyboerne gennem vores familie. Jeg er sygeplejerske og kan også sætte hår; Ruslan er tømrer, og han er også en dygtig elektriker så vi begyndte at bruge vores evner til at tjene indbyggerne i landsbyen.”

”Vi forstod at landsbyboerne var i nød, og at vi var nødt til at komme disse mennesker til hjælp. Vi flyttede til landsbyen i 2006, og i dag er vort forhold til de andre dér ændret meget i forhold til de første år på stedet. Nu har de fleste et varmt forhold til os, og nu kan vi se hvordan vi kan opbygge et forhold til menneskene i landsbyen.”

Vore børn er også blevet forfulgt – fik dårlige karakterer i skolen

”Vi har to børn, en dreng og en pige. Drengen hedder Adilet og er netop blevet færdig med skolen. Vores datter hedder Raushan, og hun har netop afsluttet 9. klasse. Selvfølgelig oplevede børnene forfølgelse fra lærerne og deres klassekammerater. For eksempel er vores datter en meget dygtig elev, men de fleste lærere gav hende meget dårlige karakterer.”

At være forfulgte kristne og forældre

”I 2006 da vi lige var flyttet, skulle vores søn begynde i 1. klasse, og da jeg gik op til rektoren og sagde at jeg ville have min søn til at gå på skolen, sagde rektoren at drengen ikke måtte sige noget om Jesus, og hvis drengen ikke sagde noget om Jesus, så var det i orden, men han ville hele tiden holde øje med ham. Ved det møde kunne jeg dele evangeliet.

Nu hvor vi havde en lille dreng, var det vores vigtigste ansvar at give ham en god opvækst. Som forældre er det vigtigste ansvar at give ens børn en god opvækst, men det er op til vores søn om han vil følge Jesus. Når han er 16 år, kan han tage beslutningen selv.

Hvis nogen spørger, så vil jeg dele evangeliet med mennesker, men det er aldrig det første jeg gør når jeg møder et menneske. Hvis personen ikke er interesseret, så vil jeg ikke dele. Hvis man sammenligner livet i 2006 med nu, så var der to grupper i 2006. Den ene gruppe var alle landsbyboerne, og den anden gruppe var kun Ruslan og mig. Nu er der også to grupper, men halvdelen af landsbyboerne ser at det ikke er så slemt at følge Jesus, så nu har vi også landsbyboere på vores side.”

Jeg er dybt berørt efter at have interviewet Aida. Jeg spørger om hun vil bede for mig. Jeg – og vi – kan lære utrolig meget af en kvinde som Aida om at ville dele evangeliet med vore medmennesker og at tilgive og elske mennesker.

Støt Forfulgte kristne i Centralasien generelt nu